Annonce
Ikast-Brande

Det kommunale sygefravær stiger fortsat

Ikast-Brande Kommune kæmper stadig med at få sygefraværet ned blandt de ansatte. Arkivfoto: Colourbox
I 2019 havde kommunens 3059 ansatte til sammen 65.714 sygefraværsdage - lidt flere end sidste år.
Annonce

Ikast/Brande: Trods en politisk målsætning om det modsatte fortsatte sygefraværet blandt de ansatte i Ikast-Brande Kommune med at stige i 2019. Udviklingen i årets første kvartal giver håb om, at der er en bedring på vej.

I 2019 havde kommunens 3059 ansatte til sammen 65.714 sygefraværsdage. Det svarer til en fraværsprocent på 5,76, hvilket er marginalt højere end i 2018, hvor fraværsprocenten lå på 5,69.

I 2017 blev fraværsprocenten opgjort til 5,60, og i 2016 5,54, og selvom det ikke umiddelbart lyder af meget, svarer det i runde tal til 2500 fraværsdage ekstra eller cirka en ekstra sygedag pr. medarbejder. Samtidig placerede 12,7 fraværsdage pr. medarbejder i 2018 Ikast-Brande på en lidet flatterende førsteplads sammenlignet med syv nabokommuner, som alle lå under 12 fraværsdage med Hedensted som ”bundskraber” med blot 10,1 fraværsdage pr. medarbejder. Fraværsprocenten er klart højest indenfor sundheds- og omsorgsområdet samt arbejdsmarkedsområdet, mens det administrative personale ligger i den lave ende. Forskellen forklares dels med mere fysisk belastende arbejde, dels med tættere kontakt til mulige smittekilder.

Set i forhold til antallet af ansatte er der til gengæld flest langtidssygemeldinger på børne- og undervisningsområdet, og totalt set har 254 kommunalt ansatte haft mere end 90 sygefraværsdage i 2019.

Der er dog en smule bedring at spore: I 1. kvartal 2020 var det kommunale sygefravær således faldet fra sidste års 7,13 procent til 6,39 procent, men hvor stor en del af faldet, der skyldes nedlukningen i forbindelse med covid-19, er uvist.

Annonce

Bekymrende højt

Ikast-Brande Kommunes kommunaldirektør, Flemming Storgaard, erkender, at sygefraværet er bekymrende højt. Derfor tog kommunens økonomi- og planudvalg i starten af 2019 en række initiativer for at nedbringe sygefraværet i form af hyppigere og tættere opfølgning samt hurtigere afskedigelse, såfremt der ikke er udsigt til, at den sygemeldte kan komme tilbage på jobbet inden for en overskuelig tid.

Målet er at nedbringe sygefraværet med 10 procent ved udgangen af 2020 i forhold til tallet for 2018, oplyser Flemming Storgaard.

Rapporten viser da også, at ud af de 159 kommunale medarbejdere, der blev afskediget i 2019, havde cirka en tredjedel af afskedigelserne (55) baggrund i sygdom, mens andre 87 skyldtes besparelser.

Samlet set er antallet af kommunalt ansatte faldet med 53 i løbet af 2019. Til sammen fik de 3059 ansatte udbetalt 1.163.798.736 kroner i løn. Det svarer til en gennemsnitlig månedlig bruttoløn på 36.747 for en kommunalt fuldtidsansat lige fra kommunaldirektøren til yngste kontorelev. Beløbet inkluderer udover diverse tillæg også feriegodtgørelse, pension og fritvalgsordning.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce