Annonce
Østjylland

Det kan corona også betyde: Jeg ved, hvad jeg skal i weekenden

Her er et af bidragene til corona-træet. Illustrationen taler for sig selv. Foto: Ovartaci Museet
Århusiansk idé bliver efterlignet af museum i London: Mundbind med udsagn om coronatiden.
Annonce

AARHUS: ”En påmindelse: om ikke at tage livet for givet.”

Det er et af mange udsagn om tiden med corona. Det er skrevet på et mundbind og hænger nu på et nøgent træ på Museum Ovartaci i Aarhus.

Her er et andet udsagn:

”Det skaber en kæmpe ro ikke at skulle tage stilling til, hvad jeg nu skal i weekenden - det giver sig selv: Gå en tur.”

- På Museum Ovartaci er vi både glade for og stolte over at projektet "Pandemiens træ - Et kunstværk vi skaber sammen trods nedlukning" har været til inspiration for andre, siger Mia Lejsted, leder af museet.

Hun hentyder til, at ideen er så god, at den er taget op af et museum i London, Bethlem Museum of the Mind, der ganske enkelt spurgte, om de måtte kopiere ideen. Det har de så gjort.

Annonce

Borgernes bidrag

Alt på træet i museet på Katrinebjergvej i Aarhus er skabt af borgerne. "Pandemiens Træ" er en collage af personlige fortællinger om livet under pandemien.

Alle refleksioner er skrevet, syet, tegnet eller malet på ubrugte mundbind og sendt til museet, hvor de er placeret som blade på et nøgent træ i udstillingen.


”Når der har været pressemøder daler humør og energi.”

Udsagn fra en borger


- Det har været både rørende og berigende at læse såvel bidrag som de tanker, der ligger bag, siger Mia Lejsted.

Nogle bidrag sætter fokus på, at pandemien har været en påmindelse om at påskønne alt det, vi normalt tager for givet, og som lige nu ikke er muligt. Andre minder om ændringer i livet og  nye relationer: corona-familier og virtuelle fællesskaber.

Annonce

Mange tanker

Her er flere af tankerne:

"Efter snart et år med nedlukning begynder jeg at føle mig ensom og isoleret, trods jeg ser mine nærmeste..."

”Håbet er, at murene snart må nedbrydes og smelte, så vi kan være sammen igen og mødes i kærlighed.”

”Hvordan bliver mon samfundet og tilværelsen, når pandemien på et tidspunkt er overstået?...”

”Det var virkelig hårdt, da der blev lukket ned, men så fik jeg min "corona-familie". I søndags var det 40. gang med coronasammenkomst.”

”Når der har været pressemøder daler humør og energi.”

”Fysiske rejser er ikke tilladt under de nuværende begrænsninger, men imaginære og fantastiske rejser er det dog. Og for mig er de i øjeblikket mere intense og virkelige end nogensinde, for jo længere en virkelighed fjerner sig, jo mere fantastisk bliver et minde eller et ønske.”

”Jeg føler mig helt alene blandt en masse maskerede væsener, ikke mennesker, nej væsener. Jeg spænder i kroppen, bider tænderne sammen, føler mig ensom, alene og angst.(…) Håber vi vil vende tilbage til en hverdag, hvor corona ikke er et ord, der nævnes hver dag, hver time. At vi kan smide maskerne og igen være mennesker med ansigtsudtryk.”

Der kan sendes bidrag til Pandemiens Træ til 28. februar 2021.

"Fællessang - hver for sig" har også fået et mundbind med motiver af noder og sangere og tekst. Foto: Museum Ovartaci
Teksten på mundbindet: "Tør slet ikke tænke på, hvordan de mennesker, der var ensomme før covid-19, har det nu, hvor covid-19 har stået på i et år". Foto: Museum Ovartaci

Sådan gør du

  • Man kan bidrage til Pandemiens træ ved at påføre et ubrugt mundbind sine refleksioner. Alle kan deltage. Færdige mundbind indleveres eller sendes sammen med deltagerblanketten, som findes på museets hjemmeside www.ovartaci.dk til Museum Ovartaci, Katrinebjergvej 81, 8200 Aarhus N. inden 28. februar 2021.
  • Det er også muligt at indscanne eller affotografere sit mundbind og maile det sammen med deltagerblanketten til: anne-mette@ovartaci.dk
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Horsens

Betjente slukkede brand i emhætte

Østjylland

Her er forklaringen på kaos: Regionen indkalder langt flere end der er vacciner til

Annonce