Ikast/Brande: Gang på gang topper Ikast-Brande Kommune, når Dansk Industri tager temperaturen på erhvervsklimaet i landets 98 kommuner, men det ser ganske anderledes ud, når Beskæftigelsesministeriet opgør beskæftigelsesudviklingen set i forhold til kommunernes rammevilkår.
Den seneste opgørelse, der i modsætning til tidligere også tager højde for ressourceforløb, jobafklaringsforløb og ledighedsydelse, dækker perioden 2. halvår 2017 – 1. halvår 2018, og her er der ikke meget at glæde sig over set med Ikast-Brande-briller. Til gengæld finder man måske en del af forklaringen på nogle af de besparelser, kommunen konstant er nødt til at gennemføre.
Målt på tværs af alle ydelser lander Ikast-Brande helt nede som nr. 92 på ranglisten. Antallet af ydelsesmodtagere udgør 2270 og overstiger dermed det statistisk forventelige med 180. Lå antallet af ydelsesmodtagere i stedet på det forventelige niveau, vil den kommunale besparelse ifølge Beskæftigelsesministeriet udgøre 13,1 millioner kroner.
Kigger man isoleret på arbejdsløshedsdagpengene, rangeres kun Ishøj, Læsø og Samsø dårligere end Ikast-Brande, som statistisk set burde have 400 dagpengemodtagere, men i gennemsnit havde 490 i perioden. Her spiller lukningen af Siemens Gamesas vingefabrik i Engesvang negativt ind.
På sygedagpengeområdet ser det endnu værre ud: Her placerer Ikast-Brande sig som nr. 96 kun ”undergået” af Jammerbugt og Ballerup Kommuner. Også her har man 90 modtagere flere end de forventelige 660.
Kun på kontanthjælpsområdet ligger Ikast-Brande Kommune på det forventelige niveau med gennemsnitligt 1030 kontanthjælpsmodtagere i perioden, hvilket placerer kommunen på en 56.-plads.