Annonce
Læserbrev

Det er en socialpolitisk sejr, som vi i Venstre selvsagt er stolte af

Og her i Sydjylland er der 1800 færre børn, der vokser op i en familie, hvor begge forældre er på kontanthjælp, uddannelseshjælp eller integrationsydelse. Det svarer til et fald på hele 55 pct. Det, synes jeg altså, er ret flot.

Læserbrev: En milepæl er nået. For siden indførelsen af kontanthjælpsloftet i 2016 er antallet af børn i kontanthjælpsfamilier blevet halveret.

Det er en socialpolitisk sejr, som vi i Venstre selvsagt er stolte af. For det tyder dermed på, at vores politik virker.

Da vi havde regeringsansvaret, satte vi os for at gøre det mere attraktivt at tage et arbejde.

Derfor indførte vi kontanthjælpsloftet, 225-timersreglen og integrationsydelsen med det formål, at det bedre kan betale sig at arbejde og bidrage til fællesskabet.

Det har resulteret i, at antallet af børn, der vokser op i kontanthjælpsfamilier, er faldet lige siden.

På landsplan er antallet af børn i kontanthjælpsfamilier faldet fra 21.100 til 10.100. Og her i Sydjylland er der 1800 færre børn, der vokser op i en familie, hvor begge forældre er på kontanthjælp, uddannelseshjælp eller integrationsydelse.

Det svarer til et fald på hele 55 pct. Det, synes jeg altså, er ret flot.

Men jeg er bekymret for, at den gode udvikling vil blive sat over styr med S-regeringen bag rattet. Siden valget har de nemlig gjort det mindre attraktivt at tage et arbejde ved at hæve ydelserne til kontanthjælpsmodtagere og arbejdsløse indvandrere.

S-regeringens politik er derfor den helt forkerte vej at gå, hvis flere børn skal gøre op med den negative sociale arv.

Med Venstres politik vokser mange flere børn op i familier, hvor deres forældre har byttet sofaen og kontanthjælpssystemet ud med det arbejdende fællesskab. Den gode udvikling skal vi ikke sætte over styr.

Annonce
Anni Matthiesen. Arkivfoto
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Hedensted

Uheld i morgentrafikken på E45

Leder For abonnenter

Nye tegn på jødehad er skændige

I disse dage er det 81 år siden den uhæmmede ondskab blev sluppet løs, da nazisterne og deres medløbere angreb jødiske synagoger, forretninger og hjem. Cirka 600 værgeløse mennesker blev myrdet i perioden mellem den 7. og den 13. november, mens omkring 30.000 blev sendt i koncentrationslejre som optakt til en forfølgelse, der senere blev uendelig meget værre med seks millioner myrdede jøder i den tysk kontrollerede del af Europa. Men en af de sørgelige og mest tåbelige fordomme, nemlig antisemitismen, lever stadig – også her i Danmark. Således kan Randers Amtsavis berette, hvordan flere end 80 gravsteder på byens jødiske begravelsesplads natten til søndag blev skændet med maling og klistermærker i form af gule davidsstjerner med påskriften ”Jude”. Denne stjerne blev forfølgelsens symbol for ofrene, der var tvunget til at bære tegnet på deres religiøse tilhørsforhold fra 1941 og indtil deres død eller for de få heldiges vedkommende frem til krigens afslutning. Samme afskyelige klistermærke er også blevet placeret på postkassen foran en jødisk families bopæl i Silkeborg. Blandt antisemitismens mange fædre er uvidenhed, fordomme og banal trang til at gøre andre mennesker ondt. For rationelt tænkende mennesker er fænomenet derfor uforståeligt. I Danmark har der levet jøder i hvert fald siden 1600-tallet og måske endnu længere tilbage. Siden 1814 har jøderne haft nøjagtig de samme rettigheder som alle deres øvrige danske landsmænd og er en fuldt integreret del af vores fælles fædreland. Naturligvis har jødiske danskere ydet enorme bidrag til dansk kultur, videnskab og økonomi. Men reelt er der ingen grund til specielt at fremhæve den dansk-jødiske histories stjerner. Vores indbyggere med jødisk baggrund bidrager uanset deres position til vores samfund ganske som alle andre danskere. Og uanset religiøs baggrund har alle danskere ret til et liv i frihed og tryghed. Disse fornyede tegn på jødehad er ganske enkelt skændige.

Annonce