Annoncørbetalt indhold

Det er den bedste beslutning, vi har truffet

Historien om Line og Casper Møller Nordahl er fortællingen om en familie, der fandt lykken i Hornsyld, der ligger i Hedensted Kommune.

-Vi havde besluttet os et stykke tid i forvejen, at vi skulle væk fra Horsens-forstaden Lund. Vi havde kikket på hus i et års tid. Jeg tror, det var skæbnen, der gjorde, at vi landede i Hornsyld, fortæller Casper.

I kolde facts er Hornsyld kun omkring 800 indbyggere mindre end Lund, men der er verden til forskel, forklarer parret:

Annonce

-Vi har fået masser af gode naboer. Alle, der går tur her, stopper op og taler med hinanden, fortæller Line med et stort smil på læben.

-Ja, det er altså skønt, at man kan tale med vildt fremmede mennesker, uden at man skal føle sig mærkelig, tilføjer Casper og bryder ud i latter.

-Ja, vi er jo taknemmelige over, at de gider stoppe op og tale. Det er fedt, at sådan et lille lokalsamfund taler sammen og holder øje med hinanden på den gode måde, siger Line.

-Vi var meget os selv i Lund. Det primære segment dér var ligesom os forældre med to børn. Folk kommer hjem fra arbejde, skal lave mad og putte børn. Der var aldrig tid til at stoppe op og tale sammen, fortæller Casper.

Føles som en evighed

Line og Casper Møller Nordahl beretter om livet i Hornsyld, som om de har boet der i mange år. Men det er faktisk ikke tilfældet.

-Før jul spurgte vi os selv: Har vi kun boet her i tre måneder? Det føltes som en evighed, udbryder Casper forundret.

-Ja, vi forelskede os i Hornsyld. Vi er faldet SÅ godt til, supplerer Line.

Børnene på fire og fem år er puttet, og parret sidder i det hus, der også var en del af årsagen til, at de landede her.

-Vi fandt drømmehuset til den rigtige pris. Det helt rigtige miljø for vores børn. For de samme penge har vi nu et hus, der er tre gange så stort som det tidligere og omkring 20 år nyere, forklarer de.

Annonce

Lille by – mange tilbud

Hornsyld har usædvanligt mange tilbud af en by på 1600 indbyggere at være, og det var også en væsentlig årsag til, at teltpælene blev banket ned her.

-Der er bibliotek, svømmehal, masser af indkøbsmuligheder og ikke mindst to skoler, den ene med overbygning, remser Line op.

-Ja, og genbrugsstation, tilføjer Casper og bryder ud i latter.

-Det er altså tilbud, som man normalt ikke finder i de små byer. Vi må nok indrømme, at hvis ikke der havde været børnehave og skole op til 9. klasse, så havde vi ikke købt huset her, siger Line.


Annonce

12 minutter til Horsens

Men huset blev købt, og det er familien lykkelig for.

-Det er den bedste beslutning, vi har truffet.

For udover drømmehuset, harmonien for børnene, roen og det gode naboskab, har familien fået meget ”oven i handlen”:

-Vi troede, vi kom til at bo længere fra vandet, end vi gjorde. Det var først, da vi kom herned at vi fandt ud af det. Vi har fem minutter til Stenhøj Strand, og på 15 minutter er vi ved ishuset i Juelsminde. Så vi er tæt på natur samtidig med, at vi bor i et villakvarter, man kan komme til for penge, slår Casper fast.

-Ja, og det pudsige er, at det kun tager 12 minutter at køre til Horsens. Det er hurtigere, end da vi boede i Lund, hvor vi skulle af den snørklede vej gennem byen. Det var en sidegevinst. Det så vi først, da vi kom herud, mindes Line.

Om Annoncørbetalt indhold

Annoncørbetalt indhold er et annonceformat, der er blevet til i samarbejde mellem Jysk Fynske Mediers kommercielle afdelinger og en annoncør.

Jysk Fynske Mediers uafhængige redaktionelle medarbejdere er således ikke involveret i nogen faser af udviklingen af det betalte indhold. Lige som annoncørerne ikke har nogen indflydelse på det redaktionelle indhold på Jysk Fynske Mediers nyhedssites.

Når en artikel er markeret med ’annonce’ eller ‘annoncørbetalt indhold’, betyder det, at en annoncør har betalt for artiklen og har haft indflydelse på indholdet i den konkrete artikel.

Annoncørbetalt indhold skal leve op til Jysk Fynske Mediers nyhedssites øvrige stil, tone og den generelle kvalitet, som læserne normalt forventer sig at møde.

Annoncørbetalt indhold vil altid være tydeligt afmærket med ‘Annoncørbetalt indhold’ og annoncørens logo for at gøre det tydeligt for vores læsere, at artiklen er betalt. Desuden vil valg af skrifter, farver og design adskille sig fra Jysk Fynske Mediers uafhængige redaktionelle artikler for at undgå forveksling.