Annonce
Udland

Det Danske Hus i Paris er i brand

Ludovic Marin/Ritzau Scanpix
Det frygtes, at udstillingsværker er blevet skadet i forbindelse med brand i Det Danske Hus i Paris.

Det Danske Hus i Paris er onsdag aften brudt i brand.

Det skriver DR, hvis korrespondent Stéphanie Surrugue er på stedet.

Branden er ifølge DR's oplysninger startet omkring klokken 20 onsdag aften.

Både selve Det Danske Hus og den danske restaurant i stueetagen skal være berørt af branden.

Talrige brandbiler spærrer i den forbindelse gaden Champs-Élysées, hvor huset ligger. Ifølge DR er der tale om op mod 40 udrykningskøretøjer.

Der er frygt for, at branden kan have skadet de kunstværker, som i øjeblikket er udstillet i huset.

Udstillingen "Ombre Flore" blev åbnet i Det Danske Hus af kronprinsesse Mary i søndags. På udstillingen er blandt andet skitser af Jesper Christiansen til den nye altertavle i Frederikskirken i Paris.

Ifølge DR's korrespondent er de fleste af i alt 10 kunstværker reddet ud af Det Danske Hus omkring klokken 23 onsdag aften.

Ifølge det franske nyhedsbureau AFP er de kunstværker, der allerede er blevet reddet ud, i god behold.

Stéphanie Surrugue har delt flere billeder fra branden på det sociale medie Instagram.

- Gæsterne på Restaurant Copenhauge er blevet evakueret, og lige nu kæmper brandfolk for at redde kunstværker for millioner, skriver hun på Instagram.

Også de øvrige etager i bygningen skal være blevet evakueret ligesom de nærliggende butikker på den berømte Champs-Élysées, skriver AFP.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce