Den minder om en af de lygteformede pupper, der som små lygter lyser op i staudebeder. Bare i en lidt med buttet og blød udgave. De organiske riller på urnen, Beyond Life, er da også inspireret af naturen og af frøstande i japanske lygter, fortæller designeren Pia Galschiøt Bentzen.
Hun har skabt en sanselig, varm og blød urne af et helt igennem bæredygtigt og bionedbrydeligt materiale, som kan være rammen om en smuk, sidste afsked. Og samtidig indeholder frø til blomstrende, nyt liv.
Beyond Life, har hun kaldt urnen, der udover at være bæredygtig også skal nedbryde tabuer og gøre det nemmere at tale om døden og sorgen.
Spirer med nyt liv
- Det er mere end bare en urne. Det er også en tanke og en følelse om det at skulle håndtere noget midt i sorgen. Jeg har selv mistet min far, så jeg ved, hvor meget tabu der er omkring døden, og hvor svært det er for os at tale om det. Jeg udviklede urnen, fordi den kan få os til at tage stilling til døden og til at tale om den. For når man sår frøene, ser dem spire og blomstre, så opdager man, at døden også giver liv. At noget nyt spirer frem, siger Pia Galschiøt Bentzen, der udviklede idéen, da hun gik på Designskolen i Kolding i 2008.
Men først for fem år siden fandt den sin endelige form og blev sat i produktion.
Beyond Life-urnerne er skabt af hurtigt nedbrydeligt paperfoam, et materiale, der primært består af kartoffelstivelse og træfiber . Efter et år i jorden er urnen opløst og indgået i det evige kredsløb i naturen. Men den forholder sig også til kredsløbstankerne på en mere smuk og symbolsk måde.
For enden af urnens snor er et vedhæng formet som et blad, der lige passer i en hånd. Inde i det ligger frø til forglemmigej-blomster og til et rubinia-træ, som man kan så i haven eller en krukke, når man har sænket sin afdøde ned i jorden eller spredt asken over havet. Det hårdføre træ spirer hurtigt og vil med tiden vokse sig stort og blomstre hvert år i maj og juni.
- Og når man går og vander spiren og blomsterne, kan man tale om mormor med sine børn. Huske, hvordan hun elskede at gå i haven. Eller man kan mindes afdøde hvert år, når træet blomstrer med hvide klaser, og de blå forglemmigejer springer ud. Det er en god, positiv anledning til at snakke og mindes. Især hvis der er børn, der har mistet, siger Pia Galschiøt Bentzen.
Hun fortæller desuden, at det også ofte er forældre, der har mistet børn, der køber den sanselige urne med frø i.
En personlig afsked
De fleste urner og kister er skabt enkelt, traditionelt og anonymt. Og i den sammenhæng skiller Beyond Life-urnerne sig ud. De tager stilling til døden med det symbolske budskab og den bæredygtige tankegang. Den organiske form bliver farvet rosa som en solnedgang, blå som himlen, turkis som havet eller en stille hvid. Alle fundet på den nordiske, lidt støvede farvepalette. Og de efterladte kan vælge den farve og historie, der passer til deres afdøde. Det er noget nyt, at den sidste afsked kan personliggøres på den måde.
Pia Galschiøt Bentzen, designerSelv om det er svært at snakke om, er døden jo en del af livet. Vi skal alle den vej på et tidspunkt, det kan vi jo ikke fornægte.
- Begravelser og bisættelser har været meget traditionsbundne. Kister og urner ligner hinanden og er ofte anonyme. Det, tror jeg, kommer af en fornemmelse for, at det ville være nemmere at håndtere sorgen på den måde. Når man gør urnen personlig eller bæredygtig, giver den en smuk farve, eller giver muligheden for at plante et træ, så udstråler det den afdøde persons karakter, og så kan sorgen synes større og sværere lige i momentet. Men det er også en begyndelse på sorgprocessen, og kan måske være med til, at man taler om afdøde. Snakker om, hvordan mormor elskede at gå i haven. Eller hvordan hun nød de rosafarvede solnedgange eller et andet minde, om dem man savner, siger Pia Galschiøt Bentzen.
Fakta: Beyond Life-urnen
Beyond Life er en danskdesignet urne, der bliver produceret i Europa og håndsamlet i Danmark.
Den er lavet af bionedbrydeligt materiale, så efter et år vil urnen være opløst i jorden. Undtagen den massive træperle, der er lidt længere tid om at gå i opløsning. Materialet er kartoffelstivelse, træfiber og bindemiddel.
I urnens vedhæng, der er formet som et blad, findes frø til forglemmigej og til rubiniatræ, som man efter bisættelsen eller askespredningen kan plante i sin have eller i en krukke.
Urnen fås i fem nordiske nuancer: turkisblå som havet, mosgrøn som skoven, rosa som en solnedgang, himmelblå og klassisk hvid.
Se mere på beyondlife.dk, hvor du også kan finde en liste over bedemænd, der forhandler urnen.
Og det er vigtigt at bryde tabuet og kunne snakke også om tab og sorg.
- Selv om det er svært at snakke om, er døden jo en del af livet. Vi skal alle den vej på et tidspunkt, det kan vi jo ikke fornægte, siger hun.