Annonce
Erhverv

Der er altid en pris til Rogaczewski

- Det var ikke lige globaliseringsprisen, som jeg havde regnet med, at jeg skulle vinde i år, sagde André Rogaczewski, da han modtog trofæet i kategorien Globalization. Pressefoto: EY
Netcompany og André Rogaczewski vandt Globalization-prisen ved EY Entrepreneur Of The Year 2019. Kategorien sætter fokus på de vækstvirksomheder, der realiserer mulighederne på de globale markeder og dermed ikke alene skaber egen succes, men også viser andre danske virksomheder vej til den store verden.

KØBENHAVN: André Rogaczewski er ikke nogen Hr. Hvem-som-helst i dansk erhvervsliv. Og den administrerende direktørs it-succes Netcompany er på samme måde bemærkelsesværdig.

Det er Netcompany, der blandt andet står bag store digitale og offentlige portaler som borger.dk og folkeskolens nye kommunikationsplatform, Aula. Siden stiftelsesåret 2000 er virksomheden vokset til at tælle mere end et par tusinde medarbejdere i København, Aarhus, Aalborg og i fem andre lande.

Netop internationaliseringsrejsen valgte juryen kategorien Globalization ved EY Entrepreneur Of The Year 2019 at belønne. Med den globale rejse har Netcompany formået at tage en stærk model, der virker i Danmark, med uden for landets grænser.

- I år kvitterer juryen for den internationaliseringsrejse og ekspansion, som Netcompany har leveret i de seneste år, blandt andet med en offensiv tilgang internationalt med flere opkøb, siger Søren Smedegaard Hvid, partner i EY og direktør for EY Entrepreneur Of The Year, og fortsætter:

- Juryen hæfter sig især ved, at der her er tale om en klar og markant entrepreneur, som i høj grad er med til at præge dagsordenen gennem et imponerende politisk og samfundsmæssigt engagement inden for iværksætteri, uddannelse og vækst.

Forud for årets landskåring i Lokomotivværksted i København havde André Rogaczewski og Netcompany for tredje år i træk vundet den regionale kåring som årets mest succesfulde vækstskaber i hovedstaden. Sidste år kunne han gå hjem med Growth DK-prisen, der hylder de virksomheder, hvis vækstpræstationer primært har fundet sted på hjemmemarkedet, og som skaber arbejdspladser i deres nærmiljø.

Foreløbig er det blevet til flere end 2000 af slagsen for Netcompany - primært i Danmark - og der er altid en pris til Rogaczewski, kunne man fristes til at konkludere oven på årets udgave af EY Entrepreneur Of The Year. Men den største af dem alle - til vinderen af landskåring og billetten til den globale finale i Monaco - mangler altså endnu på kontoret på Grønningen i København.

Annonce

Globalization

Vinder:

  • Netcompany Group A/S, København

Finalister:

  • Gubra ApS, Hørsholm, er en biotech-virksomhed med speciale i forskning inden for fedme, og som samarbejder med nogle af verdens førende pharma-selskaber.
  • Cane-Line A/S, Kerteminde, fremstiller funktionelle og tidløse havemøbler, som er med til at styrke positionen for dansk design internationalt.
  • Mos Mosh A/S, Kolding, er et danske design- og modetøjsbrand med klar identitet og høj kundeloyalitet - også internationalt, hvor virksomheden har fået godt fat.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
DEBAT

Opdateret: Kommentarfeltet under artikler virker igen

INFO: Vi har haft nogle tekniske problemer på vores hjemmeside, som har betydet, at det ikke har været muligt at debattere og skrive kommentarer under artiklerne. Problemet er nu løst. Vi beklager bøvlet og takker for tålmodigheden.

Annonce