Annonce
Debat

Dengang vi brændte levende hekse af

Til Sankt Hans brænder vi hekse af, skønt vi som kristne skulle fejre Sankt Hans - Johannes Døberens - fødselsdag den lyse midsommernat. Sankt Hans aften blev fra gammel tid regnet for en af de stærkeste nætter. Kloge koner gik i skoven for at samle helbredende urter, som var seks gange stærkere den nat – nogle af dem var sikkert hekse. Det var valfart til de hellige kilder, hvor der kunne ske mirakler.Hekse svirrede i luften, nogle på vej til Bloksbjerg i Tyskland, andre til Hekkenfelt – Hekla på Island: Begge steder var der nedgang til Helvede, de skulle til fest hos Fanden. Folk tændte bål for at holde heksene på afstand – og så kunne de samtidig holde fest. Det blev ofte for lystigt, karle og piger forsvandt ud i skoven og det førte til ulykker. Hvem forførte hvem? Kvinden fristede og manden som lod sig lokke – sådan har været siden Eva lokkede Adam til synd. Hun var heksen, han var horekarlen.

Nogle hekse var gamle koner, ofte fattige enker, som ikke kunne leve af deres krop. De ernærede sig som kloge koner og jordemødre. De troede selv, at de var hekse. Folk havde brug for kloge koner, når de blev syge – og bønner til Herren ikke hjalp. De kloge koner blev ofte fredet, men kom der pest eller ulykker, kunne man brænde dem af som syndebukke. Smukke unge kvinder blev opfattet hekse, fordi de gav dem syndige mareridt. Det var seksuelle drømme, men de var skræmmende – og nogle havnede derfor på bålet. I de katolske lande var der i middelalderen hekseforfølgelser. Men det blev langt værre efter reformationen i Danmark 1536. En god kristen kunne kun blive frelst gennem troen på Gud. Skete der ulykker eller synd, måtte troldfolk have skylden. Martin Luther skrev meget fordømmende om kvinder og deres djævelske, seksuelle magt over mænd - han banede vejen for store hekseforfølgelser. Christian den 4., den oplyste renæssancekonge, blev Danmarkshistoriens store heksejæger. Han havde en kedelig, usexet dronning og mange elskerinder.

Da dronningen døde, giftede han sig med ”mit allerkæreste hjerte” Kristen Munk, hun var 17 år yngre, og hans livs store kærlighed – men desværre elskede hun ikke ham. Han fik 12 børn med Kirsten. Hun gav ham blysukker for at ”betage ham lysten” og hun forsøgte at komme ham til livs gennem en troldmand i Tyskland. Christian fik hende forhørt om hekseri. Men han veg tilbage for en dom, som havde ført til, at hun blev brændt. Deres børn ville i så fald være hekseyngel. Christian var besat af Kirsten Munk. Der er ingen tvivl om, at Kirsten Munk fortryllede (forheksede) kongen - han var besat af heksen, og i mange år efter skilsmissen skrev han bitre breve til hende. Den afmægtige konge afreagerede sine nederlag i krig og kærlighed på kvinderne. Han gav heksene skylden for sine nederlag, satte store hekseforfølgelser i gang og skærpede forordningerne om hekseri.

I 1637 fik den fattige Didrik Paradisskrædder i Ribe frygtelige mareridt. Han kastede voldsomt op – brækket var levende - måske har det været spoleorm? Hans kone samlede brækket op og bragte det til lensmanden, som ikke ville have noget at gøre med det, han gav det videre til biskoppen. Han studerede det sammen med andre præster, og de udtalte, at det var noget djævelsk stads. De stillede det klogelig til side – men det kom flere år efter til at spille en afgørende rolle i hekseprocessen. Didriks emsige kone og nogle nabokoner fik manden til at forklare sine mareridt.

Maren var den velhavende Lauritz Splids kone, en vellidt, selvbevidst, hidsig kvinde, som styrede sit eget værtshus i Ribe. At være en mare, var en grov og farligt påstand, som ramte kvindens ære. Sladderen gik i Ribe. Lauritz besluttede at anklage Didrik for bagvaskelse fra Ribe Ret. Maren fik støtte fra mange af Ribes bedste mænd, biskoppen og lensmanden holdt sig uden for, de kendte nok den slags mareridt. Det blev begyndelsen til Maren Splids hekseproces, som kom til at vare i fire år – og gjorde Maren til Danmarks mest berømte heks. Alt tydede på, at Maren ville vinde sagen. Didrik var til grin, og ingen ville have med ham at gøre. Da blev Maren hidsig og råbte: Anklager du mig for hekseri? Det vendte sagen – en anklage om hekseri overtrumfede alt – det var den værste forbrydelse af alle. Det betød, at Maren selv skulle bevise, at hun ikke var heks. Hendes mand, Lauritz, fik 15 gode mænd og en sognepræst til at bevidne, at Maren var en god kristelig kvinde. Ribe Ret besluttede at henlægge sagen uden dom. I 1641 kom Christian den 4. på juleferie på sit slot i Haderslev. Didrik Paradisskrædder fik foretræde for kongen og fortalte om sine mareridt og brækklumpen – og Maren i djævelens skikkelse. Kongen forstod den lille mand, han havde selv lignende mareridt med Kirsten Munk – og heksene ødelagde hans land. Kongen skrev til lensmanden i Ribe, at sagen skulle tages op igen. Det var en ordre, som lensmanden var nødt til at adlyde. Ribe Ret dømte først Maren for hekseri, men det lykkedes Lauritz Splid at få sagen anket til Ribes Rådstueret, hvor byens stormænd var dommere. De frikendte Maren Splids!

Kong Christian blev rasende; han indkaldte Maren Splids til Det kongelige Retterting i København, hvor han selv var overdommer. Maren blev sandsynligvis tortureret, skønt det var forbudt at pine en kvinde, før hun havde tilstået. Maren Splids tilstod overfor kongen, at hun var en heks og afslørede et heksekompagni i Ribe. Kongen ville ikke selv dømme hende, han sendte heksen tilbage til Ribe, og da der forelå en tilståelse, var Ribe Ret nød til at dømme hende for hekseri. I 1642 blev Maren Splids brændt på bålet i Ribe. Både biskoppen og lensmanden bremsede en heksejagt. De dommere, som havde frifundet Maren, idømte kongen store bøder. Ribe blev berygtet med ordsproget: Tak din Gud, at du ikke kom for Riber Ret, sagde kællingen. Overfor domkirken i Ribe er der nu et skilt på det hus, hvor Maren Splids boede.

Annonce
Palle Petersen
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Klimaangst er de voksnes ansvar

Med mellemrum fortæller psykologer, hvordan flere og flere børn og unge bliver ramt af depression, angst og tvangstanker, fordi de er bange for, at Jorden vil blive oversvømmet, ødelagt af tørke eller helt gå under på grund af klimaforandringerne. Fænomenet har fået sit eget navn - klimaangst. At børn bliver bange, når de hører, at store dele af Danmark bliver oversvømmet, eller at jorden går under om 80 år, er ikke så sært. Problemet er, at vi voksne ikke er i stand til med ro i stemmen at sige: Du skal ikke være bange. Der sker ikke noget. Jeg har lige været en tur i Island - med fly, jeg indrømmer det straks. Her besøgte vi en gletsjer, som skrumper år for år. Og fik udpeget vulkanen Ok, som har været dækket af en gletsjer i 700 år. Det er den bare ikke længere. Søndag 18. august blev der holdt begravelse for Ok-gletsjeren, som er den første i landet, der er forsvundet på grund af klimaforandringer. På stedet er der sat en mindeplade op, som i et brev til fremtiden fortæller, at i løbet af de næste 200 år vil også landets øvrige gletsjere forsvinde. Skræmmende, når en af dem er større end Sjælland i udbredelse. De islandske gletsjere er bare ét eksempel på, hvorfor ikke kun børn, men også voksne bliver bange. Det nytter bare ikke noget, at vi som voksne udstråler angst og hjælpeløshed. Vi er nødt til både at fortælle og vise, at vi handler - at vi gør noget. Som voksne har vi en forbandet pligt til at sige til børnene, at vi tager ansvaret på os og forklarer, hvordan vi sammen kan være med til at redde kloden. Vi skal fortælle dem, at vi vil bruge mindre plastic og samle det ind, der har samlet sig som øer i verdenshavene. Og at vi skal huske at tage ispapiret og plasticposen med hjem, når vi er på strandtur. Alt det skal vi gøre, selv om der måske stadig bor en rest af tvivl inderst inde. Heldigvis bliver det mere og mere konkret, hvad vi kan gøre for at hjælpe klimaet. Som når en Gedved-borger i fredagsavisen fortæller, hvordan han sorterer sit affald i en grad, så der ikke er en krumme tilbage til skraldespanden.

Annonce