Annonce
Læserbrev

Den politiske hjælpsomheds dilemma

Det betyder imidlertid ikke, at der så slet ikke er nogen vej ud, men kun, at den er snæver, og at det alene er den enkelte, som kan gå den. Den består ganske simpelt i, at man viser en hjælpsomhed, der går ud over, hvad man bliver afkrævet af det politiske system.

Læserbrev: Det turde være indiskutabelt, at en væsentlig målestok for, om man er et godt menneske, er, at man er villig til at bringe personlige ofre for at hjælpe andre, og i så henseende har selvsagt til alle tider samaritanen i evangeliet været det store eksempel til efterfølgelse, lige til i dag, hvor vi uden personlig ulejlighed kan hjælpe vores nødstedte næste, ikke bare via et væld af humanitære organisationer, men også via Skat.

Den politiske hjælpsomhed er nu engang en anden end den personlige; for det er ikke en hjælpsomhed, man selv direkte udøver og ofrer noget for, men man hjælper ved at kræve eller stemme på nogen, som kræver, at staten skal sørge for, at hjælpen ydes.

Man kommer med andre ord kun til at bringe et offer igennem sin skattebetaling og dermed kun under den betryggende forudsætning, at man bevarer sin sociale position og placering i indtægtshierarkiet.

Reelt betyder det, at man udsender et tvetydigt signal til dem, der befinder sig under én selv i dette hierarki, og som også skal deltage i betalingen; for godt nok tilkendegiver man, at det er væsentligt, at hjælpen ydes, men man tilkendegiver også vigtigheden af, at man selv beholder mest!

Antydet er hermed det moralske dilemma ved den demokratiske form for politisk hjælpsomhed, som vitterligt ikke er let at have med at gøre; for hvad skal man sige til dem, der er lavere placeret end én selv, og som - hvis de protesterer over også at skulle bringe et offer - jo egentlig bare viser, at de tager éns eget forbehold alvorligt?

Hvorfor skal de acceptere at yde et beløb, som de utvivlsomt vil have langt vanskeligere ved at afse end én selv?

Om der er en vej ud af dette dilemma, er ikke nemt at sige. Men hvis der er, så er det i hvert fald ikke en politisk, kollektiv vej. Der vinker ikke i fremtiden et eller andet utopisk samfund, hvor det er forsvundet.

Det betyder imidlertid ikke, at der så slet ikke er nogen vej ud, men kun, at den er snæver, og at det alene er den enkelte, som kan gå den.

Den består ganske simpelt i, at man viser en hjælpsomhed, der går ud over, hvad man bliver afkrævet af det politiske system.

Som enkeltindivider er vi ikke tvunget til at fastholde vores relative begunstigelse, men den kan vi give afkald på, enten fordi den moralske fordring driver os, eller fordi vi handler af medfølelse.

Kravet om hjælpsomhed kan derimod ikke udtømmes politisk. Det at støtte og bidrage til eksempelvis en liberal asyllovgivning kan aldrig blive et ligefremt udtryk for personlig hjælpsomhed.

Hvor denne forskel tilsidesættes, kvæler selvgodheden den moralske alvor.

Hvor man klæder sin politiske indstilling ud som personlig hjælpsomhed, negligerer man sine elementære moralske relationer til andre mennesker, som uomgængeligt er forbundet med ansvar og skyld, forstået både som det, man er skyldig at gøre, og som det, man har gjort sig skyld i.

Malthe Madsen. Privatfoto
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
AC Horsens

AC Horsens får penge fra DBU

Leder For abonnenter

Dyrene skal leve, men kulturlivet må heller ikke misrøgtes

Der er underlig langsomhed over de forhandlinger, Joy Mogensen fører med landets kulturliv, i forhold til det, der blev lagt for dagen med erhvervsliv og lønmodtagere. Der er hurtigt kommet en aftale i stand om dyreparkerne, men alle andre må vente i uvished. Dyreparkerne får penge, for gør de ikke det, bliver dyrene misrøgtet og dør måske, fordi der ikke er penge til mandskab, ja, måske foder i den sidste ende. Men kulturlivet i Danmark har ikke fortjent at blive misrøgtet. Hvad der er sket bag dørene, får vi ikke meget at vide om. Men det ser ud, som om landets kulturinstitutioner må vente på et svar, fordi det ikke er livsnødvendigt med en løsning lige nu. De dør jo ikke af sult. Det kan se ud, som om kulturministeren er sendt til forhandlingerne med en melding om, at hun skal lade dem trække ud, til der er lidt bedre overblik over, hvor meget der skal bruges andre steder. Hold dem ud i strakt arm, så finder vi en løsning senere, er muligvis meldingen fra dem, der bestemmer mere i regeringen end Mogensen. Kulturlivet har brug for hjælp. Regeringen har taget ansvaret med at lukke alt ned. Så må den også tage konsekvensen og afbøde skaderne med beløb, der svarer til det, kulturinstitutionerne mister. De er indtægtskilder for samfundet i det daglige med entreindtægter og skatter til samfundet. For slet ikke at tale om de oplevelser, de beriger landets borgere med. Men det er noget helt andet. Lige nu handler det om at få en ordentlig og forsvarlig løsning, så kulturinstitutionerne kan fortsætte på det niveau, de blev hevet ned fra. Finansminister Nicolai Wammen kan måske komme Joy Mogensen til undsætning med sin store pengekasse, og hvis han er i tvivl om beløbenes størrelse, kan han begynde med at se på den by, han kender allerbedst: Aarhus, hvor han har været borgmester. Hvis lukningen fortsætter maj med, vil kulturlivet i Aarhus mangle 50 millioner kroner. Den Gamle Bys eksistens er truet, siger direktør Thomas Bloch Ravn, og det gælder flere. Der er nok at rette op på. For af med dem vil vi ikke. Og vi vil bevare kunsten på et ordentligt niveau.

Østjylland

Læge fortæller om corona-kampen på sygehuset: Frygter valget mellem liv og død

Hedensted

Støtter lokale butikker og glæder de gamle: Ildsjæle sender påskepakker til plejehjemsbeboere

Annonce