Annonce
Horsens

Den lokale folkekirke vil gerne bruges - præst får opgaven med at guide

"Jesus på Fængslet" er et af de udadvendte projekter, den lokale folkekirke over de seneste år har spillet ud med. Elever fra 3. klasserne møder her kendte skikkelser fra Det nye Testamente, som fortæller deres historie. Her sognepræst Jesper Hyldahl med nogle af eleverne. Arkivfoto: Lars Juul

Hanne Henriksen, sognepræst i Horsens Klostersogn, skal fremover bruge halvdelen af sin tid på at hjælpe nye samarbejder godt i gang.

Horsens: Har du et projekt, hvor du gerne vil have den lokale folkekirke med? Så er det Hanne Henriksen, sognepræst ved Klosterkirken i Horsens, du skal have fat i.

Sådan lyder meldingen fra Horsens Provsti, som fra 15. marts med hende kobler et nyt led på den kirkelige indsats: en udviklingskonsulent.

- Vi oplever i disse år, at rigtig mange gerne vil samarbejde med folkekirken. Men mange er usikre på, hvor de skal henvende sig. Det problem løser vi med den nye stilling, forklarer provst Annette Brounbjerg Bennedsgaard.

Stillingen er på halv tid, og der ligger ikke i den, at Hanne Henriksen skal påtage sig alle opgaverne.

- Hun er den, alle kan ringe til, og så er det hende, der guider videre i det kirkelige system, siger Annette Brounbjerg Bennedsgaard.

Annonce

Gravidsamtaler

Ved siden af Hanne Henriksen som ny udviklingskonsulent har Horsens Provsti sat andre udadvendte initiativer i gang, aktuelt gravidsamtaler på Regionshospitalet Horsens.Lone Slot Nielsen, sognepræst i Brædstrup-Tønning-Træden-Grædstrup-Sønder Vissing Pastorat, står hver onsdag til rådighed for sådanne samtaler.

Ideen kommer fra Sjælland. Tanken bag er, at netop graviditet og fødsel ofte bringer de eksistentielle spørgsmål frem og sætter ens identitet som menneske i bevægelse, og her er præsten en naturlig samtalepartner. Præsten kan være den lokale sognepræst, men det er også oplagt, at folkekirken har "en udsendt medarbejder" dér, hvor de gravide kommer, dvs. på sygehusene. Det er denne opgave, Lone Slot Nielsen nu er udpeget til.

Bredere vinde

Inden for de seneste år har den lokale folkekirke bl.a. engageret sig i arbejdet med flygtninge, her i samarbejde med Horsens Kommune og Dansk Flygtningehjælp. Kirken har været med til at starte trivselsgrupper sammen med Sund By. De lokale skoler er en samarbejdspartner i "Jesus på Fængslet", der i Fængslets rammer præsenterer eleverne i 3. klasse for historierne fra Jesu liv. Plus mange andre projekter.

- Som kirke skal vi selvfølgelig som altid være til stede i de enkelte sogne - det ændres der ikke på. Men på mange måder blæser en lidt bredere vind fra folkekirken. Vi vil gerne være med på andre niveauer, og med Hanne Henriksen som frontfigur kan vi gøre opmærksom på, at vi gerne vil bruges, siger provsten og minder om, at kirken fra gammel tid også har påtaget sig et socialt ansvar.

- Vi er blevet så vant til, at det offentlige tager sig af det hele. Men i længden du'r det jo ikke, at vi forventer, kommunerne bliver ved med at lange ydelser over disken. Vi må frem til at være fælles om at skabe det gode liv, og her har kirken helt klart en rolle, som vi gerne vil spille, siger Annette Brounbjerg Bennedsgaard.

Hanne Henriksens nye stilling betyder, at der skal ansættes en præst på halv tid i Klostersognet.

Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Nu burde det være forbudt at nøjes med at lave korte uddannelsesaftaler

Læserbrev: Når man har fået en læreplads og klaret prøvetiden, får man en uddannelse, hvis man da ikke dummer sig gevaldigt undervejs eller dumper til svendeprøven. Sådan var det altid i de gode gamle dage, da en mester var en mester og tog ansvar for, at unge mennesker blev uddannet i byggefagene. Den slags mestre findes der heldigvis stadig en stor del af. Men der er altså også mange af de andre. Det er især dem med de større og større biler, der råber op om, at lærlinge er alt for dyre. Det er de samme mestre, der klynker over, at de ikke kan få folk nok og derfor må sige nej til opgaver. At de to synspunkter i den grad strider mod hinanden, er åbenbart ikke gået op for dem. Men uden nye svende i fremtiden bliver det jo endnu sværere at skaffe arbejdskraft nok. Alligevel er det den slags mestre, der tager en lærling på en kort lærekontrakt for så at skifte ham/hende ud med en anden, når praktikperioden er gået. Det kan være forståeligt i perioder med lav beskæftigelse, at mestre kan føle sig presset til at tage en lærling, som der måske ikke rigtig er plads til i virksomheden. Men lige nu, midt i en højkonjunktur med noget nær fuld beskæftigelse, gang i alle hjul og sorte tal på langt de fleste bundlinjer, burde det være forbudt at nøjes med at lave korte uddannelsesaftaler. En undersøgelse fra Danmarks Evalueringsinstitut har påvist, at de korte praktikaftaler skaber usikkerhed hos lærlingen og kan betyde en noget diffus uddannelse, fordi det langtfra er altid, praktiksted nummer to helt ved, hvad praktiksted nummer et har uddannet det unge menneske i. Selv i de tilfælde, hvor en kort praktikaftale virker som en forlænget prøvetid, og praktikken udvides til at omfatte hele forløbet i samme virksomhed, kan den korte uddannelsesaftale have negative følger, fordi den skaber usikkerhed. Nogle gange så stor, at lærlingen helt opgiver uddannelsen, når det nu er så svært at få en rigtig læreplads. Også derfor mener vi, de korte uddannelsesaftaler bør afskaffes. Tre måneders prøvetid må være nok til at finde ud af, om et ansættelsesforhold er rigtigt eller forkert. Indfør til gengæld gerne en uddannelsesbonus i vores næste overenskomst - altså en præmie til mestre for at uddanne til faget. Men kun for et helt og fuldt uddannelsesforløb. Vel vidende at en bonus måske ikke er nok, kunne det være fint, om man på alle uddannelser siger, som det allerede nu er tilfældet inden for malerfaget: En enkelt kort praktikaftale er maksimum - derefter er det fast arbejde resten af uddannelsen. For en uddannelse stykket sammen udelukkende af korte uddannelsesaftaler har sjældent samme kvalitet som et helt sammenhængende uddannelsesforløb.

Annonce