Annonce
Sport

Den forsvarende US Open-mester i golf nærmer sig toppen

Brooks Koepka er fire slag efter Gary Woodland fra USA, som fastholder sin føring i US Open.

De seneste to års vinder af US Open-mester i golf, amerikaneren Brooks Koepka, er efter tredje runde i dette års turnering rykket op på en delt tredjeplads.

Koepka gik lørdagens runde i 68 slag - tre under par. Samlet er han syv slag under par.

Skulle han vinde for tredje år i træk, vil det være historisk. Den seneste spiller til at vinde tre US Opens på stribe var Willie Anderson for 114 år siden.

- Jeg nød bare presset. Hvis man er inden for tre slag bagud inden de sidste ni huller, så kan alt ske, siger han ifølge nyhedsbureauet AP om sine muligheder på søndagens afsluttende runde.

Gary Woodland fra USA fastholder sin førsteplads med et enkelt slags forspring til englænderen Justin Rose på andenpladsen. Woodland brugte 69 slag på lørdagens runde og er samlet 11 slag under par.

Tiger Woods, der i april vandt sin første majortitel i 11 år med sin sejr i US Masters, er nede på en delt 27.-plads efter en runde i par. Samlet er veteranen også i par inden sidste runde.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kultur

Panduro advarer mod billethajer: - Svindelfirmaerne ikke kun går efter de store, udenlandske artister

Annonce