Annonce
VB

Den begyndte skidt, men sluttede godt

VB siger farvel til 2019 efter en rigtig god halvsæson. Torsdagens sejr i Viborg betyder, at vejlenserne holder juleferie på førstepladsen og med et pointsnit, som normalt rækker til oprykning. Arkivfoto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Der var bekymring i Nørreskoven efter en sløj indledning på sæsonen, men den bekymring forsvandt, og VB holder juleferie efter en halvsæson, som klubbens tekniske chef Jacob Krüger kalder rigtig god.

Vejle: Den begyndte skidt, men sluttede godt.

Sådan lyder den præcise beskrivelse af Vejle Boldklubs efterår 2019, og da den dårlige begyndelse blot strakte sig over fire-fem kampe, mens den gode afslutning begyndte allerede ultimo august, ser klubbens tekniske chef Jacob Krüger tilbage på en rigtig god halvsæson.

VB holder juleferie som 1. divisions tophold med 38 point og ligger tre point foran rækkens nummer to FC Fredericia, mens der er fem point ned til Viborg på tredjepladsen, og VB går desuden på ferie som ubesejret i sine seneste 14 kampe!

- 38 point i 18 kampe er absolut godkendt. Vores gennemsnit ligger på over to point per kamp, og et snit på to point er normalt nok til oprykning, siger Jacob Krüger.

Siden den nuværende struktur blev indført i 1. division, har 66 point altid været nok til at vinde rækken. Da VB forrige sæson vandt 1. division og rykkede op i Superligaen, skete det med 65 point.

Annonce
38 point i 18 kampe er absolut godkendt. Vores gennemsnit ligger på over to point per kamp, og et snit på to point er normalt nok til oprykning.

Jacob Krüger, teknisk chef i Vejle Boldklub

En bekymrende sæsonstart

En hurtig returbillet til Superligaen er målet for sæsonen 2019/20, og derfor spredte der sig tidligt på sæsonen en vis bekymring i Nørreskoven.

Sæsonens fem kampe kastede blot fem point af sig, og selvom flere af resultaterne i princippet var udmærkede; uafgjort ude mod Fremad Amager og Kolding IF og en sejr i Hjørring over Vendsyssel, så det ikke for godt ud. VB tabte sæsonens første to hjemmekampe, 4-3 til Nykøbing FC og 1-0 til FC Fredericia, og ifølge Jacob Krüger handlede det ikke kun om resultaterne i de to kampe.

- Det var mindst lige så meget måden, vi tabte på. Der var jo ikke tale om uheld eller sådan noget, siger han og fortsætter:

- Spillerne virkede ikke motiverede eller taktisk klar til 1. division.

Det begunstigede imidlertid VB-mandskabet, at det efter kamp-5 stod med fire hjemmekampe på stribe, og det viste sig senere, at tingene i forbindelse med de fire kamp ændrede sig til det markant bedre.

- I den første af de fire hjemmekampe vandt vi med lidt besvær over Skive, men siden blev det bare bedre og bedre, siger Jacob Krüger og fortsætter:

- Og så hjalp det, at vi begyndte at lukke helt af.

Oprykker overrasker

Blandt rækkens øvrige hold ser Jacob Krüger Kolding IF som den store positive overraskelse.

- Det er imponerende, at en oprykker i løbet af efteråret samler 29 point og reelt er fri af nedrykning, siger han og fortsætter:

- Det ses ofte, at en oprykker efter en fin sæsonstart tager et dyk, men det er ikke sket for Kolding, og det er godt gået.

Kolding IF overvintrer på fjerdepladsen og ligger én plads foran det hold, Vendsyssel, som har overrasket negativt.

- Vendsyssel fik en om muligt endnu dårligere start på sæsonen, end vi gjorde, og det var ét af de hold, jeg på forhånd regnede med, vi skulle konkurrere med i toppen, siger Jacob Krüger.

Nordjyderne hentede første i syvende spillerunde sæsonens anden sejr, og det var indledningen på en opblomstring, men Vendsyssel fik aldrig for alvor fat.

- Vendsyssel råder over et godt hold. Det viste vores kamp mod dem på Vejle Stadion. Vi vandt lidt heldigt på en sen scoring, men den kamp kunne også være endt uafgjort eller med en udesejr, siger Jacob Krüger, som er godt tilfreds med, at VB kun møder Vendsyssel yderligere én gang i denne sæson.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce