Annonce
112

Dement dømt til psykiatrisk behandling for stribevis af lovovertrædelser

En 81-årig dement mand fra Endelave blev onsdag idømt psykiatrisk behandling uden længstetid. Han er bl.a. dømt for et røveri samt en en stribe tilfælde af vold, tyverier, indbrud, hærværk og trusler på øen i løbet af sommeren sidste år. Arkivfoto: Søren E. Alwan
En 81-årig mand fra Endelave blev onsdag løsladt, efter han har siddet varetægtsfængslet i næsten et halvt år.
Annonce

Horsens: En 81-årig mand fra Endelave blev onsdag eftermiddag dømt til psykiatrisk behandling på ubestemt tid. Han ankede på stedet dommen til Vestre Landsret.

Forud for dommen er gået tre retsmøder ved Retten i Horsens, hvor det for alle tilstedeværende har stået klart, at man havde at gøre med en usædvanlig tiltalt.

Den 81-årige havde ved retsmøderne særdeles svært ved at holde sig i ro og skiftede mellem højt humør og stor samarbejdsvillighed og stor aggressivitet med højlydte udbrud mod dommere, anklagere, tilhørere og endog sin egen forsvarer. Han forlod flere gange retssalen, når han efter kort tid blev for udmattet til at overvære sagen.

Onsdag sad han dog klar på kanten af stolesædet for at høre dommeren afsige dommen.

Han blev bl.a. dømt for at have begået røveri og grov vold mod ejeren af Endelave Camping, at have påkørt en ansat på øens færge med sin el-scooter, at have været i besiddelse af en kniv, at have udøvet hærværk, at have bidt en politimand i hånden samt en hel stribe af tyverier og indbrud. Til gengæld blev han frifundet for en række tyverier og et enkelt tilfælde af hærværk. Han har under hele sagen nægtet sig skyldig.

- Men vi har lagt vægt på vidneforklaringerne, og vi mener det bevist, at du både har begået røveri og grov vold, lød det fra dommeren.

Annonce

Demensdiagnose

Op mod 30 vidner har i løbet af retssagen berettet om en mand, for hvem tingene er gået kraftigt ned ad bakke, efter han i efteråret 2018 fik en demensdiagnose.

Tidligere var han - ifølge vidnerne - en vellidt og respekteret mand på Endelave, som langt de fleste havde et udmærket forhold til.

Efter demensen ramte ham, kørte tingene tiltagende af sporet. Og i løbet af sommeren 2019 begik han en lang stribe lovovertrædelser - heriblandt røveri, ulovlig indtrængen, grov vold, trusler og en stribe indbrud og tyverier, som han altså nu er dømt for. Både politiet og Horsens Kommune måtte hen over sommeren sende ekstra mandskab til Endelave for at holde øje med manden og afbøde hans sammenstød med de øvrige øboere og turister.

Som hans forsvarer Karsten Isager opsummerede i sin procedure.

- Der er en NN før demensdiagnosen og en NN efter diagnosen.

Sammen med stort set alle vidner appellerede han til dommeren om at tage sig godt af den 81-årige, som gennem hele retssagen har fastholdt, at han ville hjem til Endelave.

- Han har ikke fortjent det her. Det er beskæmmende, at man kan ende her i et velfærdssamfund, lød det fra forsvareren, der kaldte det for "et svigt, at sagen kan ende i retten".

Annonce

Afslog aflastning

Den 81-årige har siden et grundlovsforhør kort før jul siddet varetægtsfængslet i surrogat på et kommunalt demensafsnit.

Han blev løsladt efter dommen, ønskede med det samme at tage hjem og afslog da også Horsens Kommunes umiddelbare tilbud om at få en aflastningsplads på et plejecenter, indtil han kan begynde sin psykiatriske behandling.

Det lykkedes dog transportbetjentene at overtale den 81-årige til at køre med ud på plejecentret.

Horsens Kommune har tidligere udtalt til Folkebladet, at man har gjort alt, hvad man kunne inden for lovens rammer for at hjælpe den 81-årige, som ikke har ønsket at forlade Endelave.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Pandemier. Det er vores egen skyld

Annonce