Annonce
Horsens

Delte meninger om p-hus: S og erhvervslivet er begejstret, borgerlige partier og naboer kritiserer

Kommunen har modtaget 33 høringssvar om parkeringshuset på Mælketorvet. Erhvervslivet i området er begejstret, mens der er mere kritiske toner fra naboer i området. Visualisering fra lokalplanforslaget
Det socialdemokratiske flertal i plan- og miljøudvalget giver grønt lys til nyt parkeringshus på Mælketorvet. Venstre bebuder, at partiet vil stille et ændringsforslag i byrådet.
Annonce

Horsens: Det socialdemokratiske flertal i Horsens Byråds plan- og miljøudvalg giver fuld opbakning til planerne om et parkeringshus på Mælketorvet i den centrale midtby.

De øvrige tre partier, der er repræsenteret i udvalget, Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti meddelte på udvalgets møde i denne uge, at de først vil tilkendegive deres holdning på byrådsmødet 24. august.

Med parkeringshuset, som opføres af Casa, får den centrale midtby 200 ekstra parkeringspladser, og det er rigtigt godt, lyder det fra Niels Peter Bøgballe (S), næstformand for plan- og miljøudvalget.

- Der er kommet en del positive høringssvar fra teatret, restauranter og butikker, og lokalplanforslaget flugter med strategien for, hvor vi skal have parkering i midtbyen. Vi har solgt grunden til det formål, og jeg synes, at det er et rigtigt godt forslag, siger han.

Annonce

Delte meninger

I høringsperioden er der kommet 33 høringssvar, der lidt forenklet kan deles op i to grupper. Der er en gruppe af erhvervsdrivende og ejendomsbesiddere i området, der påpeger den nuværende mangel på parkeringspladser i den centrale midtby og derfor er begejstrede for p-huset.

"Vi støtter 100 procent op omkring ideen, det vil gavne vore forretninger, spisesteder, teater samt alt andet liv i hele området", lyder det for eksempel fra Restaurant Oksen i Grønnegade.


Parkeringshuset vil totalt tage lyset i min lejlighed og udsigten blive ødelagt. Det være en alvorlig forringelse af min livskvalitet.

Indsigelse fra beboer i Smedegade


Den anden gruppe består af borgere og foreninger, der er kritiske over for mulige støj- og lysgener, højden, bebyggelsesprocenten, tilpasningen til det eksisterende byggeri og konsekvenserne for de grønne arealer nord for p-huset.

"Jeg er bange for, at et lyst og frodigt miljø ændres til noget mørkt og goldt, kun fordi et hotel mangler p-pladser", lyder det i en af indsigelserne, der er anonymiseret af Horsens Kommune.

En beboer i Smedegade skriver:

"Parkeringshuset vil totalt tage lyset i min lejlighed og udsigten blive ødelagt. Det være en alvorlig forringelse af min livskvalitet."

Også Boligforeningen Odinsgaard, der udlejer boliger i Smedegade 9-11, er skeptisk:

"Overordnet set forekommer lokalplanforslaget og udformningen af det påtænkte p-hus at fremstå som en meget dominant bygning, der arkitektonisk virker malplaceret i relation til
områdets nuværende bebyggelser", skriver boligforeningen blandt andet i sit høringssvar.

Boligforeningen vurderer, at betydelige skyggepåvirkninger fra p-huset vil få "negativ indflydelse på vores lejeres trivsel og livskvalitet".

Annonce

Ændringsforslag fra Venstre

Martin Ravn (V), formand for plan- og miljøudvalget, fortæller, at hans gruppe og repræsentanterne fra Konservative og Dansk Folkeparti har valgt at vente med at tage stilling til lokalplanforslaget.

- Vi vil i Venstre komme med et ændringsforslag på byrådsmødet, der tager udgangspunkt i kommuneplanen og den lokalplan, der gælder for området. Vi venter med at stille det, så også de partier, der ikke sidder i plan- og miljøudvalget, kan få lejlighed til at tage stilling, siger han.

Martin Ravn understreger, at Venstre bakker op om et p-hus på Mælketorvet.

- Men der er problemer med æstetik og volumen i det nuværende forslag. Set fra min stol er det den forkerte tilgang, at man sælger en grund for en million kroner, og efterfølgende tillader en højere bebyggelsesprocent. Var processen blevet vendt om, kunne man nok have fået lidt mere for grunden, siger Martin Ravn.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce