Hedensted: Petanqueklubben måtte nedlægge sin pavillon, kirkegårdslederen måtte tilkalde politiet, og i weekenden måtte personalet på Hedensted Sognegård låse alle døre og trække gardinerne for, da en gruppe unge kastede sten og potteplanter mod festsalen, hvor der blev holdt 60 års fødselsdag.
Problemerne med unge, der skaber uro og hærværk i Hedensted by, er vokset, og flere borgere udtrykker utryghed over det, der sker i lokalområdet.
Onsdag aften kl. 21 forsøgte lokale at arrangere et fakkeltog i Trykkeriparken for at vise gruppen af ballademagere, at de ikke har nogen opbakning - men arrangørerne valgte i sidste øjeblik at aflyse fakkeltoget af frygt for at optrappe konflikten.
Men hvad skal der så til at stoppe den lille gruppe, der raserer i midtbyen?
Folkebladet lægger op til en konstruktiv debat om emnet på Facebook onsdag kl. 19.
Her vil være en debatmoderator til stede, som sørger for, at der bliver holdt en ordentlig tone.