Annonce
Odder

Debut i stemmeboksen: Det første kryds er både spændende og svært

De unge førstegangsvælgere fra Odder Gymnasium glæder sig til at sætte det første kryds. Fra venstre er det Magnus Albek, Hector Brunhøj Husum, Amalie Nyrup Henriksen og Sofie Tommerup Bruun. Foto: Søren E. Alwan.

Selvom kommunalpolitik ikke får de unge på Odder Gymnasium helt op at ringe, er udsigten til det første valg alligevel tiltrækkende.

Odder: Uffe Jensen (V), Lone Jakobi (S) og alle de andre i Odders kommunalpolitik. De har ikke helt den samme kendisfaktor for de unge elever på Odder Gymnasium som landspolitikere som Lars Løkke Rasmussen og Mette Frederiksen.

Den største del af undervisningen i samfundsfag foregår også omkring alle dem, man kender fra TV, men alligevel har de fire 3.g-elever, vi talte med, i sinde at sætte kryds, når kommunalvalget banker på 21. november.

Det på trods af at den generelle viden om lokalpolitikken ikke er på kogepunktet.

- Jeg synes egentlig ikke, at man har hørt vildt meget om det. I hvert fald ikke i Odder, hvor jeg skal stemme. Jeg ved selvfølgelig, at valget er der og har også gjort mig nogle tanker om, hvad jeg skal stemme, men det er ikke sådan, jeg er hundrede procent sikker. Det har jeg hørt for lidt til at være. Jo jo, vi stemmer til byrådet, men hvad gør byrådet egentligt. Det tror jeg ikke, at alle unge er klar over, siger 18-årige Hector Brunhøj Husum, som er tidligere formand for det hedengangne ungdomsråd i Odder.

Han bliver suppleret af sin klassekammerat Magnus Albek, der ligeledes er 18 år og valgdebutant.

- Jeg synes, det er spændende at skulle til at stemme første gang. Det er lidt svært at sætte sig helt ind i det, men det kommer jo også, jo tættere vi kommer på valget. Men det er lidt en ukendt størrelse, selvom man selvfølgelig godt ved, at valget er der, forklarer han.

Annonce
Elever primært fra gymnasiets samfundsfaglige 2.- og 3.g-klasser hørte oplæg fra Mette Frederiksen (S) og Lone Jakobi (S) 25. oktober. Foto: Søren E. Alwan.

Bør interessere os mere

De to gymnasieelever deler holdningen om, at der reelt burde være mere fokus på kommunalvalget.

- Der er meget kommunalpolitik, der i virkeligheden burde være vigtigere for os, fordi det har større indflydelse på vores dagligdag. Men i landspolitikken er det nogle større spørgsmål, og det bliver dækket mere i medierne. Det er på den måde lettere at tage stilling til, selvom det ikke har så meget med én selv at gøre. I princippet burde man sætte sig mere ind i kommunalpolitik, for det er nok vigtigere, end vi egentlig giver det af opmærksomhed, siger Magnus Albek.

Hector Brunhøj Husum har også andre betragtninger om den lokale politik.

- Det er jo også kommunalpolitikken, vi selv har størst indflydelse på. Det er lidt lettere for os at råbe borgmesteren i Odder op, end det er at råbe statsministeren op. Vi kan bedre blive hørt her, og det tror jeg er en god idé at sætte fokus på, siger han.

Mette Frederiksen har noget af den kendisfaktor, der mangler i lokalpolitikken. Foto: Søren E. Alwan.

En begivenhed

Hos de kvindelige vælgere fra parallelklassen er selve interessen for valget ikke overvældende, rent ud af posen er der andre ting, der er mere interessante, men alligevel vil de ned i stemmeboksen 21. november.

- Jeg har hvert fald tænkt mig at stemme, men det er ikke fordi, det er noget, jeg har sat mig så meget ind i. Det bliver sjovt at komme ned i boksen. Det er lidt mere en begivenhed, end det egentlig er noget langsigtet - bare det at skulle ned og prøve at være den voksne, der skal stemme, uden man måske tænker mere over det, siger Sofie Tommerup Bruun, der er 19 år.

Hos Amalie Nyrup Henriksen, der også er 19 år, har kommunalvalget bare ikke den samme appel som folketingsvalg.

- Vi har kun haft undervisning om politik på landsplan og internationalt. Her er det sværere at vide, hvad man stemmer. Det bliver på den måde lidt mere ligegyldigt for mig i hvert fald, siger hun og uddyber.

- Det har været sværere at tilegne sig viden om det. Jeg har talt med mine forældre. Og så har vi talt lidt sammen, men jeg tror bare ikke, vi har nok viden om det til, at det fungerer, siger hun.

Paneldebat er interessant

Til gengæld er de enige om at besøg fra politikerne, hvor der kan blive debatteret på kryds og tværs, rent faktisk ville kunne vække lidt mere interesse for det kommende valg.

- Det, synes jeg, er spændende. Så kommer man helt tæt på. Jeg synes, det er fedt, når de kommer og debatterer, så man bliver sat ind i det på den måde i stedet for bare at læse noget på nettet, siger Sofie Tommerup Bruun og bliver suppleret af sin kvindelige klassekammerat.

- Der kan man identificere sig lidt med personerne og deres holdninger. Det ville helt klart være fedt, siger Amalie Nyrup Henriksen.

Og den mulighed får de så, når politikerne besøger Odder Gymnasium til både paneldebat og politisk speeddating med eleverne midt i november.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Kvindelige bilister i sammenstød

Annonce