Annonce
Debat

Debat: Vi taber børn på gulvet med manglende nærvær og ansvar

Jeg taler dagligt med bekymrede forældre, der står udmattede tilbage efter demonstrationer og generalforsamlinger for nystartede forældreorganisationer rundt omkring i kommunerne. ”Hvem har teten på omsorgsområdet?”, spørger de mig forvirrede, efterfulgt af ”og hvorfor sker der ikke noget, når samtlige eksperter råber vagt i gevær?” Det sidste udtrykkes altid med lige dele vantro og opgivenhed.

Jeg er dem svar skyldig, for vi burde have gjort noget for længe siden. Det er en meget surrealistisk situation, vi befinder os i, fordi der er blevet råbt højere og højere fra forskere, eksperter og forældre gennem de seneste 10 år, hvor argumentation og den konkrete faglige viden, der påviser, hvorfor rammerne i institutioner ikke fungerer, er blevet bedre og langt mere tydelig. Men samtidig er tilstandene blevet værre i stedet for bedre: Flere børn og færre voksne. Mere effektivitet og mindre nærvær. Mere tablet og mindre øjenkontakt. Vi har forsøgt at slippe af sted med at udlicitere omsorgen som en anden forbrugsvare, og da vi så opdagede, at det eksperiment var gået grueligt galt, kunne vi ikke overskue, hvad det ville koste at rette op. Det er præcis her, vi befinder os i dag - vi ved situationen stinker, men vi bliver ved med at ignorere lorten og håber på, at den på magisk vis forsvinder af sig selv.

Det gør den så ikke, for sådan fungerer lort ikke. Som jeg ser det, befinder vi os i starten af et kæmpe paradigmeskifte, hvor vi er i gang med at ændre på meget tunge samfundsstrukturer. Det fungerer lidt på samme måde som at forsøge at vende et hangarskib med en teske, men trods den uoverskuelige indsats vil skiftet ske, det handler mere om, hvor lang tid det vil tage, og hvor mange børn vi er villige til at tabe på gulvet i processen. Som med stort set alle andre paradigmeskifter op igennem tiden, starter det nedefra. De politiske reformer kommer først, når den kritiske masse forlanger det og er villige til at stemme på de politikere, der tør træffe langsigtede beslutninger, og som har gennemslagskraften til at gennemføre disse beslutninger.

Mens vi venter (forstået som overlever og ikke den hyggelige jule-venten), er forældre og pædagoger nødt til at ty til plan B. Hvor plan A er optimale forhold for mindre børn og de voksne, der passer på dem, handler plan B om, hvordan vi får børn helskindede igennem tiden i en institutionsramme, der er alt andet end optimal, indtil vi formår at gøre den optimal. Her er du nødt til at kende til stress- og adskillelsesreaktioner for at sikre, at du kan støtte dem igennem reguleringerne af disse belastninger, så de ikke bliver kroniske og patologiske.

Mit personlige bidrag til forældre i den overlevende fase er netop denne viden forklaret på en måde, som de kan omsætte i praksis i hverdagen. Et eksempel er den såkaldte ”ulvetime”, der typisk dækker over alle former for vanskelig og følelsesmæssig irrationel adfærd om eftermiddagen, som ofte afskrives som træthed eller grænsetestning. Adfærden kan skyldes træthed, men afhængig af reaktionens omfang og voldsomhed, skyldes det faktisk oftere barnets behov for at sikre tilknytningen til forældrene efter at have været adskilt fra dem det meste af dagen, end det skyldes træthed og grænsetestning.

Her ramler vi med hovedet først ind i et biologisk paradoks, for det er aldrig barnets ansvar at sikre tilknytningen til de primære omsorgspersoner - det er altid de voksnes ansvar. Men manglende viden om barnets legitime tilknytningsbehov og om hvordan tilknytning fungerer, har mudret vandene, og vores børn betaler prisen, da de ofte bliver tvunget til at påtager sig tilknytningsansvaret, men både misforstås og afvises i forsøget. Det er derfor vigtigt, at du som forælder er bevidst om, at jo mere irrationel dit barn opfører sig (f.eks. i form af at han eller hun eksploderer over noget, der synes at være en petitesse), jo mere presset og stresset er dit barn, hvor det altid er dit ansvar, at bringe dit barn tilbage til en tilstand af tryghed. Det gør du ved at tillade det, det jeg kalder reguleringscyklussen, der giver barnet muligheden for at nulstille nervesystemet, hvor overstimuli, stress og adskillelsesangst slipper barnets system og barnet atter er tilbage i balance (som du meget tydeligt kan observere i adfærden).

Det er ikke kun forældre, der behøver denne viden, men også pædagoger der er sammen med de små mennesker i vores samfund i mange af deres vågne timer. Viden om barnets stressbelastninger, adskillelsesreaktioner og om reguleringscyklussen bidrager ikke blot med at fjerne et lag af stress og bekymring fra forældres og pædagogers skuldre, det forebygger også, at børn bliver gjort forkerte eller fejldiagnosticerede, ene og alene fordi vi misforstår deres adfærd. Sætningen ”vi er blevet bedre til at diagnosticere” flyder i en lind strøm fra mange af mine kollegaer. Jeg er ikke enig, for jeg oplever alt for tit, at børns legitime reaktioner på et uhensigtsmæssigt miljø misforstås og diagnosticeres som værende medfødte fejl. Vi har en tendens til at gøre barnet til problemet, og det skal vi en gang for alle få gjort op med. Vi mangler hverken viden eller forskning for at kunne tage dette store kvantespring, men vi mangler modet til at tænke i nye baner, hvor vi binder tingene sammen på tværs af discipliner til større helheder og påtage os det voksenansvar, der altid er vores at tage.

Annonce
Mette Carendi
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Leder: Men vil borgerne landdistrikterne?

I sidste uge kom en god nyhed til landdistrikterne. En planlagt besparelse på 30 mio. kr. på de såkaldte LAG-midler bliver trukket tilbage, så landdistrikterne nu har 90 mio. kr. om året fra staten til udvikling - oveni et EU-tilskud. Pengene falder på et tørt sted, for banker og andre investorer har en tendens til at smække kassen i, så snart postnummeret bliver nævnt. Derfor er de såkaldte LAG-midler, der de seneste 11 år har været med til at udvikle og bevare livet i de mindre landsbyer, et fint tiltag, og det er rigtig godt, at politikerne på den måde vælger at tilgodese landdistrikterne. Spørgsmålet er så, om naturstier, byparker og nogle arbejdspladser ændrer på borgernes trang til at bo i selvsamme landdistrikter? Der er ingen tvivl om, at pengene kommer de mennesker, der allerede bor på landet til gavn, men kan LAG-midlerne og andre lignende initiativer vende udviklingen fra by til land? Desværre ser det ikke ud til at være tilfældet. I byer som Ølholm, Barrit og Bjerre, som alle har modtaget LAG-midler, er befolkningstallet de seneste 10 år faldet lige så stille. Ikke voldsomme fald, men en stille afsivning, der bekræfter tendensen, der gælder på landsplan: Borgerne vælger i stigende grad byerne frem for landsbyerne. At LAG-midlerne dermed skulle være en dårlig investering, vil borgerne i de byer, der modtager pengene, sige klart nej til. De mange projekter giver en øget livkvalitet og kan om ikke andet så bremse faldet i indbyggertal. Men det giver anledning til at stille spørgsmålet om, hvad der så skal til for at stoppe affolkningen af landdistrikterne, og om det overhovedet kan lade sig gøre? En kommunal embedsmand, avisen interviewede forleden, nævnte det emne som landkommunens største udfordring. At bevare strukturen med mindre byer, hvor folk kender hinanden og taler sammen om problemer og udfordringer. Der er med garanti ingen lette løsninger på den udfordring, og derfor kan man godt frygte, at de 30 mio. kr. ekstra, der nu bliver fordelt over hele landet, slet, slet ikke er nok.

Annonce