Annonce
Debat

Debat: Vi kan sikre innovation med højtuddannede fra Brexit-land

Debatten om udenlandsk arbejdskraft har de seneste år haft et helt skævt fokus på at hente ufaglært og faglært arbejdskraft fra blandt andet Fjernøsten til Danmark.

De reelle rekrutteringsudfordringer i Danmark ligger imidlertid et helt andet sted. Det handler først og fremmest om højtuddannede specialister, som alle store danske virksomheder i dag tørster efter.

Life science-branchen, som består af virksomheder inden for det farmaceutiske og bioteknologiske område, er en af de hurtigst voksende brancher herhjemme med en fordobling af eksporten på 10 år fra 54 milliarder kroner i 2008 til 108 milliarder i 2017. Branchen er dybt afhængig af højtuddannede specialister, som har afgørende betydning for branchens fortsatte positive udvikling.

Vi mener, at den positive udvikling skal fastholdes for at skabe vækst og udvikling i Danmark i årene fremover. Derfor opfordrer vi regeringen til at sætte mere skub i ambitionerne om at tiltrække den højtuddannede udenlandske arbejdskraft, som virksomhederne har så hårdt brug for. Det er et fælles ansvar at gøre Danmark attraktiv, så virksomheder, fagforeninger og erhvervsorganisationer skal naturligvis også bidrage til indsatsen.

Danmark lever af innovation og udvikling. En forudsætning for, at vi kan fortsætte den vej er, at virksomhederne på en u-bureaukratisk måde kan tiltrække højtuddannede specialister på de ordninger, som vi allerede kender, for eksempel positivlisten. Så det ville være noget så befriende, hvis man i stedet for hele tiden at diskutere nedsættelse af beløbsgrænsen med henblik på at udvide arbejdsudbuddet på områder, hvor der fortsat er ledige i Danmark, i stedet fokuserede mere på, hvordan vi kan gøre noget særligt for at tiltrække udenlandske specialister.

Vi anerkender, at konsekvenserne af Brexit – hvornår det så måtte komme – i første omgang kan få negativ indflydelse på det danske arbejdsmarked, og at regeringen derfor pt. prioriterer indsatsen for at bevare danske arbejdspladser højt.

Men den indsats bør ikke udelukke en samtidig mere målrettet rekrutteringsindsats i Storbritannien, når det gælder højtuddannede specialister. Tværtimod. For det vil i sig selv være at beskytte danske arbejdspladser, hvis vi kan tiltrække og fastholde specialister.

Der arbejder i dag omkring to millioner udlændinge i Storbritannien, hvoraf en stor del er højtuddannede specialister, som alle lande og globale virksomheder gerne vil have fingre i. Brexit, eller udsigten til Brexit, kan tvinge nogle af disse kloge hoveder til at søge nye græsgange uden for Storbritannien, og her skal og bør Danmark være et tiltrækkende alternativ. Vi skal være på nethinden hos de udenlandske specialister i Storbritannien med gode tilbud om spændende jobopgaver og en attraktiv samfundsmodel, der giver udenlandske eksperter fantastiske rammevilkår for et udviklende arbejde og et godt familieliv.

Her er en oplagt mulighed for virksomhederne og staten at gøre en fælles indsats til glæde for hele Danmark.

De udenlandske specialister er en entydig fordel for Danmark, fordi de kan være med til at skabe vækst i virksomhederne uden at fortrænge danske farmaceuter, humanbiologer, kemikere eller andre life-science akademikere, som er en udbredt mangelvare i dag.

Væksten kommer ikke kun virksomhederne til gode i form af højere produktivitet, omsætning og bundlinje. Væksten skaber også nye arbejdspladser for ufaglært og faglært arbejdskraft, da analyser viser, at hver højtuddannet ansættelse i erhvervslivet skaber fem arbejdspladser i produktionen.

Samtidig kan væksten bruges til at opkvalificere den ufaglærte og faglærte arbejdskraft herhjemme, så de bedre kan matche de krav, der stilles til fremtidens produktion af for eksempel de udenlandske specialister.

Både i 3F og Pharmadanmark ser vi positivt på en øget, proaktiv rekrutteringsindsats i udlandet, når det gælder højtuddannet specialister. Og vi bidrager gerne med gode forslag til, hvordan processen kan gøres mindre bureaukratisk og mere smidig for de udlændinge, der lige nu sidder i London og spejder efter nye udfordringer i Europa.

Annonce
Rikke Løvig Simonsen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Folketingsmedlem fra Krogager: Tåbelige regler er en kæp i hjulet på de lokale markeder og byfester

Læserbrev: Fra årsskiftet bliver det både dyrere og mere besværligt, hvis man vil afholde et marked eller en byfest. Det er desværre konsekvensen af en regelændring hos Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen. Ændringen medfører, at arrangører af eksempelvis byfester og markeder tvinges til at hyre en ekstern rådgiver. En rådgiver, hvis eneste opgave bliver at lave en plantegning, så sikkerheden kan godkendes. Og det vil alt andet lige være ensbetydende med store ekstraudgifter. Helt konkret kan det komme til at koste mellem 5000 og 10.000 kr. at få lavet en plantegning for et arrangement med et par hundrede gæster, mens beløbet kan ganges med 10, hvis det er større markeder med et par tusinde gæster. Det er ofte frivillige, der arrangerer små lokale markeder eller byfester. Derfor er de afhængige af hjælp fra eksempelvis lokale idrætsforeninger for at få det til at køre rundt. Og dem vil der jo blive færre penge til. Derfor kan det her i værste fald være med til at kvæle foreningslivet og de små lokalsamfund. Jeg har tidligere involveret mig i sager, hvor frivillige og lokale markeder bliver mødt at rigide regler og bureaukrati, der besværliggør arbejdet. Og denne gang bliver ikke nogen undtagelse. For det kan ikke være rigtigt, at frivillige der yder en kæmpe indsats, ikke bliver mødt af andet end modstand. Bureaukrati og tåbelige regler er med til at stikke en kæp i hjulet på lokalsamfundene. Det skal vi have sat en stopper for.

Annonce