Annonce
Debat

Debat: Vi har uddelt for mange statsborgerskaber – nu har vi problemet

Statsborgerskab: Et stort flertal af partier på nær DF har gennem tiden delt statsborgerskaber ud til højre og venstre. Det er sket, uden at man vidste ret meget om, hvorvidt disse personer, der fik statsborgerskab, var danske. Ej heller har man vidst ret meget om, hvorvidt disse personer overhovedet støtter de demokratiske normer og værdier, som gælder her i landet. Det har man ikke kunnet vide, fordi der er blevet givet alt, alt for mange statsborgerskaber. Da politikerne i folketinget for første gang gav statsborgerskab i 1850, blev der givet 10, og hver enkelt sag blev drøftet – også hvorvidt personerne virkelig var danske. Siden 1983 er der blevet givet 241.582!

Nu har vi problemet. For det første er der opstået parallelsamfund af danske statsborgere, som ikke er danske. For det andet er den første syrienskriger nu vendt hjem. Ahmad el-Haj hedder han. Man skulle selvfølgelig have frataget ham statsborgerskabet, mens han var i Tyrkiet i fangenskab. Han har begået landsforræderi mod den danske stat og terror ved at melde sig under islamisk stats faner. Problemet er, at han kun har et statsborgerskab, og man ifølge den såkaldte statsløsekonvention, som Danmark er med i, ikke må fratage en person et statsborgerskab, hvis vedkommende bliver statsløs. Den konvention burde Danmark være trådt ud af for mange år siden.

Mens politikerne nu skal til at finde ud af, hvad de vil gøre ved det selvskabte problem, spørger jeg mig selv, hvornår politikerne egentlig begynder at tænke sig om. Der er blevet strammet gevaldigt op – bare ikke nok. DF har foreslået, at der laves et loft på 1000 årligt, og de personer, der kan komme i betragtning, kommer fra en kristen kultur, der ligner vores egen, og hvor nogle af de samme værdier og normer hersker.

Christian Langballe medlem af DF

Annonce
Christian Langballe
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Indbrud i Hovedgård apotek

Læserbrev

Et elektrisk løbehjul er ikke legetøj

Læserbrev: Det’ sørme, det’ sandt - december! En tid for brunkager, Lucia-optog og ikke mindst julegaveindkøb. Vi giver gaverne med de bedste intentioner, men der er alligevel grund til at tygge en ekstra gang på småkagen, før vi trykker "køb" på hjemmesiden eller kører dankortet gennem maskinen nede i butikken. Det gælder særligt for en type af særdeles populære gaver. Et bredt flertal i Folketinget besluttede sidste år, at det fra 17. januar 2019 skulle være muligt at køre på elektriske løbehjul på cykelstierne. Det er en forsøgsordning, som mange har taget til sig, og mange børn ønsker sig brændende at komme lidt hurtigere til skole eller fritidsinteresser. Det elektriske løbehjul er et alternativt transporttilbud, som vi følger med stor opmærksomhed fra politisk side; netop fordi det fortsat er en forsøgsordning, som vi skal evaluere efter nytår. Forsøgsordningen har nu varet i knap et år, men jeg oplever, at der stadig er stor usikkerhed om reglerne for brugen af elektriske løbehjul. Føreren af det elektriske løbehjul skal køre på cykelstien - ikke på fortovet eller imod kørselsretningen på kørebanen, som nogle brugere åbenbart tror. Der må kun være én bruger på et løbehjul, og nej, man må selvfølgelig heller ikke køre i spirituspåvirket tilstand. Det gælder for alle vores transportmidler, og derfor er løbehjulet ingen undtagelse. Det fører mig til reglen, som man særligt i julegavesæsonen skal have for øje: Føreren af det elektriske løbehjul skal være fyldt 15 år. Hvis man ikke er 15 år, må man kun køre på det elektriske løbehjul, hvis en voksen ledsager overvåger kørslen. Hvis man ikke har en voksen med, er det kun tilladt at køre på særligt skiltede lege- og opholdsområder; og vel at mærke fortsat kun med en enkelt bruger på løbehjulet ad gangen. Som forælder, bedsteforælder eller søskende vil man gerne glæde sine nærmeste og give dem det, de ønsker sig, men hvis det i dette tilfælde er et elektrisk løbehjul, der skal bruges til at køre i skole, så gør man klogt i at foreslå alternative julegaver, for det er som nævnt ikke tilladt at køre alene på offentlig vej, før man er fyldt 15 år. Vi afventer fortsat Færdselsstyrelsens evaluering af forsøgsordningen for elektriske løbehjul, som lander på mit bord i det nye år. Jeg vil derfor vente med at udtale mig om, hvordan reglerne for de elektriske løbehjul ser ud i 2020 og fremefter, men én ting er sikker: Jeg vil ikke lempe lovgivningen, når det kommer til aldersgrænsen. Et elektrisk løbehjul er ikke et legetøj. Det er et motoriseret transportmiddel, som man skal have en vis alder for at kunne håndtere. Jeg håber derfor, at man tænker sig om en ekstra gang, inden man pakker et elektrisk løbehjul ind til husets yngste beboere.

Annonce