Annonce
Debat

Kronik: Venstres landsmøde - da der gik Paradise Hotel i dansk politik

Problemet er derimod, at forløbet i Venstre gik fra at være en regulær demokratisk proces og konstruktiv dialog til i stedet at blive en underminering af de fundamentale værdier, som ikke blot partiet, men hele det demokratiske samfund er bygget på. Af den kultur, der sætter rammerne for, hvordan vi taler til hinanden og demonstrerer vores uenigheder.

I dag er en skelsættende dag for Venstre, for i dag skal Danmarks stolte liberale parti vælge sin nye formand og næstformand. Men har det forudgående forløb været noget at være stolt af? Nej, så afgjort ikke.

Tværtimod har det været et vaskeægte realityshow med perfide dramaer, taktisk spin og en indædt kamp om at vinde en titel, hvis værdighed – i hvert fald indledningsvist – vil matche de midler, der blev taget i brug for at vinde den. Åndeløst og vantro har danskerne fulgt med på sidelinjen, og de mest engagerede seere har heppet løs på deres foretrukne deltagere.

Problemet er sådan set ikke, at der er mere end én person, der gerne vil sidde på den øverste post i et givent hierarki. Det er aldeles demokratisk, at der bliver krydset kollegiale klinger for at identificere hvem, der i sidste ende fortjener at indtage den givne post.

Problemet er derimod, at forløbet i Venstre gik fra at være en regulær demokratisk proces og konstruktiv dialog til i stedet at blive en underminering af de fundamentale værdier, som ikke blot partiet, men hele det demokratiske samfund er bygget på. Af den kultur, der sætter rammerne for, hvordan vi taler til hinanden og demonstrerer vores uenigheder.

Det er en problematik, der ikke kun kendes fra den politiske verden, men også fra alverdens organisationer og private virksomheder: Efterhånden som værdierne fordufter, begynder de individuelle egoer og de personbårne stridigheder at overskygge den konstruktive dialog og omsorgen for den samlede organisations velbefindende.

Der er en vigtig lærdom at høste i det forløb, som Venstre netop har gennemlevet. Det er et parti, der om noget er bygget op omkring stærke kulturelle værdier og et solidt ideologisk fundament, som blev bygget op over mange årtier. Men i løbet af blot et par uger smuldrede det.

Dermed bliver forløbet i Venstre en metafor for den risiko, som vi som samfund og demokrati står overfor, da vi også på dette plan har et kulturelt og værdimæssigt fundament, som vi i dén grad bør værne om. Er vi ikke forsigtige, og ruster vi os ikke til at forsvare vores kultur og værdier, kan de nemlig smuldre tilsvarende hurtigt.

Vi lever i en tiltagende kaotisk tid, og der er et akut behov for et politisk lederskab, som ikke kun repræsenterer og bevarer vores demokratiske fundament. Det skal også styrkes og udvikles, så det bliver det stærkest mulige værn mod de antidemokratiske strømninger, der aktuelt er rigeligt af – også i den vestlige verden.

Samtidig vil vi ganske enkelt ikke være parate til at imødegå den lange række af altoverskyggende udfordringer – klimaforandringerne som den absolut største – hvis vores politiske ledere prioriterer personopgør over det bredtfavnende og visionære lederskab, som vi mere end nogensinde har brug for.

Det kan godt ske, at vi hver især er forfaldne til at klikke på endnu en dramatisk overskrift om endnu et personangreb, som én politiker har udført på en anden – og at vi dermed bidrager til problemet. Det skal vi naturligvis blive bedre til, og vi bør afkræve nyhedsmedierne, at deres dækning minder mere om Cavling-værdi journalistik end om referater af Paradise Hotel.

Men under vores forfaldenhed til clickbait higer vi som samfundsborgere efter politiske ledere, som formår at samle os og få os til at danne fælles front, frem for at splitte os ad og give os lyst til at slå hinanden oven i hovedet. Som stolt kommunikerer deres demokratiske værdier ud og samtidig udviser den menneskelige respekt for politiske modstandere og kollegaer, de fortjener. Som formår at formulere og implementere visionære politiske løsninger på de problemer, vi hver især og som samlet hele står overfor.

Den energi, der ligger i et sådant lederskab, transcenderer de relativt små forskelle, der kendetegner størstedelen af de partier, der er repræsenterede i det danske folketing. Jovist, der er forskel på partierne, men de største uenigheder handler som bekendt sjældent om, hvor vi som samfund skal hen, men derimod om, hvordan vi skal nå vores mål.

Således er der grund til at håbe på, at vi i den kommende tid vil blive markant klogere på, hvor vigtigt det er, at vi passer på det fundament, vi har bygget op. At vi husker på, at vi ikke kan tage vores demokrati, vores kultur og vores værdier for givet, men at det alt sammen skal passes og plejes, så det forbliver solidt. Til hver en tid – men især i en tid, der er så kaotisk som vores.

Annonce
Christian Have
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Ida Aukens lave selvværd og hykleri

Håndtryk: Muslimske mænd, der ikke giver hånd til kvinder, gør Ida Auken (RV) vred, fordi hun mener, det er kvindeundertrykkende idioti. Ida Auken, præstedatter og selvophøjet moralist, hvis tolerance og rummelighed forekommer mig teoretisk funderet, burde da arbejde med sit selvværd som kvinde, eftersom en "middelalderlig mand" med konservative overfortolkninger af islam pga. manglende håndtryk kan få den stakkels Ida til at opleve det som "et chok" og får hende til at "føle sig forkert". Ida Auken selv bidrager aktivt til at stemple og stigmatisere de såkaldte normale, håndtrykpraktiserende muslimer, når hun i P1 radio udtaler, at "det går udover alle de muslimer, der lever normale liv" (dem der vil trykke Ida i hånden), og at "de betaler regningen for dem, der vælger at fortolke religionen så bogstavnært". Personligt synes jeg, at det er noget pjat at man ikke giver hånd til personer med den modsatte køn, men jeg har til gengæld aldrig følt mig tøsefornærmet eller hysterisk som Ida, de gange en kvinde grundet sin religiøse eller anden overbevisning havde afvist at give mig hånd og i stedet for hilst på mig på en anden måde. Jeg vil aldrig i livet tolke det som manglende respekt for mig som menneske eller som mand. Hjertelighed, oprigtighed og venlighed sidder ikke i håndtrykket, og det burde Ida som medlem af det Radikale Venstre og formentlig belæst præstedatter da vide. Et venligt nik, et par oprigtigt smilende øjne eller hånden på hjertet er for mig mindst lige så respektfuld måde at møde, hilse og anerkende det andet menneske på som et til tider standard- og uengageret håndtryk. Man skal feje for egen dør først. Det er fint nok, at vi kritiserer visse muslimers ortodoksi, men vi må heller ikke glemme, at hver fjerde kvindelig præst i den reformvenlige danske folkekirke har oplevet diskrimination og forskelsbehandling. Således har 57 ud af de 640 præster oplevet at blive nægtet håndtryk af en mandlig kollega. Ida Auken er et tydeligt eksempel på en socialliberal politiker, hvis frisind og tolerance er blevet forurenet af den årelange og umættelige islamofobi og muslimbashing.

Odder

Budget i Odder: Partier er glade for fuldt låne-stop og vil afdrage på kommunens gæld

Annonce