Annonce
Debat

Debat: To dildoer, fem timers bingo - er amerikanerne skøre? Er vi?

På nettet kan man læse, at der i North Carolina findes en regel, der forbyder, at man spiller bingo i mere end fem timer. I Tennesee må man ikke fange fisk med lasso. Og i Arizona er det forbudt at eje mere end to dildoer. Haha, tænker man. Hvis det er sandt, er de godt nok skøre de amerikanere.

Men hov. I Danmark har vi en lov, der tvinger ansøgere om statsborgerskab til at trykke hånd med en myndighedsperson. Ikke noget med andre hilseformer – det skal være et håndtryk. For at være sikker på, at det udveksles korrekt, har politikerne endda defineret, hvordan det skal gøres: Uden handske håndflade mod håndflade. Og når udvekslingen er foretaget, skal kommunen indberette til ministeriet, at det hele er foregået efter bogen.

Man skulle tro, at en ny regering hurtigst muligt ville afskaffe så tosset en lov. Men nej, i stedet vil integrationsminister Mattias Tesfaye nu tage rundt i landet for at se på håndtrykkene og indhøste erfaringer.

Han må have tid nok, tænker man, mens man overvejer, hvilken viden ministeren mon får med sig hjem. Måske lærer han, at de bedste håndtryk er faste og gives med tør hånd, hvorimod man godt kan forbyde de fugtige og visne akademikerhåndtryk, der næsten ikke er til at holde ud. Eller også lærer han, at der er grænser for, hvad man skal lovgive om – og at udgangspunktet selvfølgelig må være, at kommuner og nye danskere godt kan finde ud af at holde en fest uden tossede regler og ministeriel indblanding.

Peter Lauritsen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu

Mest læste

Læserbrev

Korshærsleder: Hjemløsetallet i Horsens stiger igen - der bør være flere 'skæve boliger'

Læserbrev: Mens hjemløsetallet i Danmark stort set er uændret, er der ifølge den seneste landsdækkende hjemløsetælling nu 181 hjemløse i Horsens. Det er en stigning på 45 personer i forhold til 2017. Det betyder, at der er 181 borgere, der på optællingstidspunktet ikke havde en fast adresse. Det er mennesker, der f.eks. sover hos en ven eller bor i et kolonihavehus, en garage, en forladt bygning eller i telt. 30 horsensianere bor på herberger (§ 110) rundt omkring i landet. Det koster ca. 30.000 kr. pr. måned for hver person, hvoraf Horsens Kommune betaler halvdelen. Staten betaler den anden halvdel. En udgift for Horsens Kommune på ca. 5,5 mio. kr. At være hjemløs er en ulykkelig situation, det er flovt og skamfuldt ikke at have et sted at bo. At have en bolig er en basal ting, som alle vi andre tager for givet. Vi møder dem på Kirkens Korshærs varmestue i Borgergade, hvor de kommer for at få morgenmad, et bad og et måltid varm mad. Vi møder dem, når de kommer direkte udskrevet fra psykiatrisk hospital eller løsladt fra fængslet uden en funktionel bolig. Vi sender dem på gaden igen, når varmestuen lukker kl. 13.30, velvidende at nogen af dem ikke har et sted at gå hen, før vi åbner igen næste morgen. Gæstfriheden er dog stor hos varmestuens øvrige brugere, som ofte inviterer de hjemløse hjem til sig. En nødløsning, som der desværre sjældent kommer noget godt ud af. Hjemløshed er et komplekst problem, fordi det ikke blot handler om at få en billig bolig. Det er komplekst, fordi man sjældent bare er hjemløs. Ofte er man også plaget af misbrug og stor gæld forårsaget af kviklån, narko og spil. Har man så også en psykiatrisk lidelse, så er det meget svært at få hverdagen til at fungere. Får man endelig en bolig, varer det ikke længe, før man ender på gaden igen. Som hjemløs er man truet på sin eksistens, og det er en ond cirkel, der starter. Man er i ekstrem fare for at blive involveret i vold, kriminalitet, afpresning og prostitution, og gentagne gange møder de hjemløse op på varmestuen og har mistet alt, og varmestuens medarbejdere må hjælpe dem med at få bragt orden i kaos igen. Mange af varmestuens brugere har fået gentagne tilbud om bolig og misbrugsbehandling i løbet af deres liv, men det har ikke fungeret. De passer ikke ind nogen steder, og misbruget fortsætter. Derfor bør der bl.a. være flere "skæve boliger" med en social vicevært tilknyttet, hvor de kan bo og leve i fred og have deres misbrug uden at genere nogen naboer. Desuden bør der være en fokuseret og forebyggende hjemløseindsats, hvor alle kommunens instanser og samarbejdspartnere arbejder sammen om konkrete løsninger for den enkelte hjemløse.

Horsens

Endnu et mislykket forsøg: Tre upålidelige pile udsætter behandling af syg vildhest

Annonce