Annonce
Debat

Debat: Tillid eller kontrol og overvågning - Festtaler og dagligdag

Som givetvis mange andre lyttede jeg med stor glæde til statsministerens åbningstale. Det, der fangede særligt, var den megen tale om det danske kendetegn: Vores tillid til hinanden, men vi hørte også statsministerens bekymring for, om vores samfund stadig byggede på denne fine holdning.

Statsministeren talte derefter om, hvordan tilliden skulle genskabes/vedligeholdes. Det skulle bl.a. ske ved at diverse ledere og organisationer både i stat og kommune skulle lytte mere til de ansatte og skulle turde give de ansatte mere ansvar, når de skulle udføre det daglige arbejde.

Som jeg forstod det, betød det bl.a., at samfundet mere skulle bygge på tilliden til, at den enkelte medarbejder skulle betros evnen til at leve op til det faglige ansvar, som hørte jobbet til i stedet for at afkrydsningskemaer og anden overvågning skulle bære dagligdagen. I det, forstod jeg, statsministeren mente, at omsorgen og nærværet f.eks. mellem hjemmehjælperen og den, der skulle have hjælp, ville blive øget samtidig med arbejdsglæden.

Jeg er sikker på, at disse synspunkter er gået lige ind hos mange i den offentlige sektor, som føler at skrive -og dokumentationskravet styrer alt for meget i dagligdagen og reducerer medarbejdernes glæde ved at udføre det arbejde, de har valgt, fordi de gerne ville have med mennesker at gøre.

Givetvis er budskabet også gået ind hos de regioner og kommuner, som er hjørnestenen i det danske kommunale folkestyre. Tænk, hvis staten ikke blandede sig så meget i de lokale folkevalgtes måder at løse tingene på!

Men der gik desværre ikke mange dage, så kom der fra regeringen et forslag om, at de kommunale børneinstitutioner ikke kunne nøjes med de tilsyn, som kommunernes politikere selv havde fastlagt. Der skulle statslig kontrol til. Jeg studsede: Hvordan hang det nu sammen med statsministerens visioner om større selvstændigt ansvar?

Og så kom få dage efter den store overvågningspakke, lanceret af statsministeren selv. Nu skulle der 300 nye kameraer op, så endnu flere kunne blive overvåget i det offentlige rum.

Og et af regeringens støttepartier foreslog, at det offentlige igen skulle have fri adgang til danskernes boliger for at kontrollere, om der blev udført sort arbejde.

Kære statsminister: Det hænger ikke sammen! Man kan ikke den ene dag stå og tale om, at vi skal have mere tillid til hvert enkelt menneske, og vi skal overdrage mere ansvar til den enkelte, hvis man i samme åndedrag i den grad udtrykker mistillid til, at de folkevalgte kommunalbestyrelser selv kan anlægge den politik, de folkevalgte beslutter og står til ansvar for helt tæt på. Og det hænger ikke sammen, når man også udtrykker bekymring for, om mennesker selv kan styre at begive sig rundt i det offentlige rum, men skal overvåges: Mon ikke de foretager sig noget galt eller bare noget, som staten ikke bryder sig om? Ydermere øger det jo ikke tilliden, hvis informationer i hobetal bare samles sammen med stort tidsforbrug, men uden at det kan få praktisk relevans. Mistillid skaber aldrig øget tillid og ansvarsfølelse.

Det ser meget uskyldigt ud, men kære statsminister, det gjorde den slags statsstyrede tiltag også for år tilbage i andre lande, og de florerer i dag i en række lande, vi nødig skulle komme til at ligne. Nogle sagde engang: ”Åh, det er bare sådan noget, de finder på….” Men en dag blev det for meget. Så meget, at det ikke mere kunne styres. Men også blev invaliderende for tilliden mellem mennesker og mellem mennesker og system. Vi har altid i Danmark bekendt os til, at tillid skabes, fordi vi er åbne, og fordi vi har uddannet mennesker og appelleret til, at vi opførte os som anstændige mennesker. Hvis vi opgiver den model, fører det et helt galt sted hen.

Jeg vil ikke håbe, de fine ord i åbningstalen bare var til fest og farver, men at de også bliver omsat til virkelighed i det daglige liv og den daglige politik.

Annonce
Britta Schall Holberg
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Skoledebat: Tænk dig om før du taster!

Læserbrev: Horsens Folkeblad bragte i søndags flere artikler om skolen på Lindvigsvej. Det gav anledning til en del negative reaktioner på de sociale medier. Jeg vil som forælder gerne opfordre til at alle, der byder ind på den dårlige omtale overfor skolen, tænker sig om en ekstra gang. Vi vil gerne have ro og respekt om vores børn på skolen og deres forældre, der har valgt Lindvigsvej til, og som er rigtig glade for skolen. Det er vi, fordi vi har et fantastisk fællesskab med dygtige, engagerede lærere, pædagoger og medhjælpere, der yder et kæmpe stykke arbejde hver dag for at skabe et fagligt spændende og udfordrende læringsmiljø. Det kan ikke være rigtigt, at voksne, der ikke har tilknytning til skolen nu, aldrig har haft det eller vil have det, skal sætte dagsordenen for skolens fremtid med en hård tone og et behov for at ytre sig baseret på enkeltstående tilfælde, som, hvis man graver efter det, nok skal have fundet sted på andre skoler rundt i byen også i større eller mindre grad. Vi gør, hvad vi kan for at fortælle den gode historie om Lindvigsvej, men det er svært i et stormvejr af fordomme og dårlig omtale. At der helt klart er udfordringer med manglende opbakning til Lindvigsvej fra ledelsen på Horsens Byskole er ingen hemmelighed. Dét håber vi, at forvaltningen og politikerne snart får øjnene op for! Det må dog aldrig gå ud over børnene, at voksne ikke kan finde ud af at gebærde sig på de sociale medier eller i debatten generelt! At man har sine grunde til at træffe de skolevalg for sine børn, man gør, må stå for ens egen regning, men at skabe dårlig omtale, som er baseret på uvidenhed og mangel på indsigt i noget, som fungerer godt for andre, er simpelthen ikke i orden. Det skulle gerne være sådan, at alle børn i Horsens med stolthed kan fortælle deres kammerater rundt i byen, hvor lige netop de går i skole! Det bør vi alle medvirke til, at de kan.

Annonce