Annonce
Debat

Debat: Sådan forstærker sundhedsvæsenet uligheden

“Min første ledige tid er om tre uger. Men du kan nok ikke vente så længe. Ja, for så er det nok for sent at gøre noget,” sagde en ryglæge, der selv tog telefonen.

Speciallægen forklarede, at hvis min nerve i lænden var under pres for længe, så var det sandsynligt, at min nerve ville tage varigt skade. Og nej, han vidste ikke, hvad jeg ellers kunne stille op.

Jeg sagde ja, tak til den tilbudte tid. Det var trods alt bedre end ingenting. Jeg havde smerter i ballen og benet. Jeg havde mistet kraft. Jeg kunne kun gå rundt ved hjælp af krykker. Jeg havde brug for en scanning, der kunne fortælle, hvad der var galt. Og vejen til en scanning skulle banes af en speciallæge, mente min egen læge. Og der var lange lange ventetider hos alle dem, jeg kom igennem til.

Jeg sad målløs tilbage efter samtalen. Det hastede altså, hvis min førlighed skulle reddes i tide. Ellers skulle jeg humpe rundt på krykker resten af livet. Alligevel kunne jeg ikke komme til akut. Kan det virkelig passe, at man i dagens Danmark lader ventetider hos speciallæger invalidere mennesker på livstid?

Jeg fortsatte min rundringning.

Nej, vi tager ikke patienter uden for kommunen. Medmindre du altså selv betaler. Eller har en forsikring. Så har jeg faktisk en ledig tid allerede i morgen, siger sekretæren. ”Er du interesseret?” Jeg har heldigvis råd til det. Flaskehalse i vores sundhedsvæsen gælder åbenbart kun for de fattige, selvom det hedder sig, at vi har fri og lige adgang til vores sundhedsvæsen. Kan det virkeligt være rigtigt, at vi overlader de fattige til deres egen sure skæbne, mens vi der har råd eller en forsikring, kan få behandling?

Min jagt efter en ledig tid hos en ryglæge fandt sted i august 2017. Dengang anede jeg ikke, at mine smerter i ballen og benet i virkeligheden stammede fra en kræftknude, der havde ødelagt knogler i mit bækken og min hofte. Kræften var også begyndt at gnave af min lårbenshals. Ja, jeg havde faktisk kræft i hele kroppen, i alle dele af mit skelet og i flere vitale organer.

Men det anede jeg intet om, da jeg jagtede en tid hos en ryglæge. Det fik jeg først at vide fire måneder senere. Og kun fordi jeg selv insisterede på at blive scannet, og kun fordi jeg selv betalte for en vigtig undersøgelse på vejen. Som journalist har jeg en erhvervsskade. Jeg er konstant opmærksom på urimeligheder og uretfærdigheder. Skandaler er nemlig gode historier. Og her stødte jeg direkte ind i urimelige forhold.

Ud over dem jeg allerede har nævnt, gik det op for mig at det frie og det udvidet frie sygehusvalg kun gælder for dem, der selv kan betale for transporten eller har netværk, der kan hjælpe dem med transport. Frit valg for de rige. De kan vælge at komme til undersøgelse eller behandling i en anden landsdel med langt kortere ventetid eller med bedre renomme, fordi de kan klare udgifterne selv. Men ikke frit for de fattige. Er det rimeligt?

En ting er penge. Men det kræver også, energi, overblik og vedholdenhed at sikre sig, at henvisninger bliver afsendt fra den ene afdeling og modtaget på en anden afdeling. For det kan man desværre ikke regne med sker af sig selv. En af mine henvisninger lå en hel uge “i en bunke som vi sjældent kigger i,” som en sekretær forklarede mig, da jeg ringede og rykkede for fjerde eller femte gang. Hver gang jeg ringede, fik jeg at vide, at “vi sender den om et øjeblik”. Tænk hvor kunne de have sparet tid, hvis de så også havde videresendt henvisningen med det samme. Men det gjorde de først efter flere rykkere.

Jeg var privilegeret. Jeg havde energi, kræfter og frækhed til at ruske og rykke. Men ofte handler det om meget syge og gamle mennesker, som ikke har energien selv, og som ikke har børn, der magter at klare opgaven for dem. Er det rimeligt, at de svage skal ligge og rådne op i en bunke, som personalet sjældent kigger i?

Vores sundhedssystem forstærker desværre den ulighed, der også præger det øvrige samfund, hvor fattige, dårligt uddannede og ældre står i bagerste række. Da min kræft først blev fundet, fik jeg en kræftbehandling i verdensklasse. Det danske sundhedsvæsen fiksede min kræft. Og som tak for det vil jeg gerne bidrage til at fikse det danske sundhedsvæsen.

Og noget af det, der trænger allermest til at blive fikset er uligheden.

Eksemplerne er hentet fra bogen: “Sådan overlevede jeg kræften - og sundhedsvæsenet”, People’s Press 2019

Annonce
Illustration: Gert Ejton
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Ny café slår dørene op i Horsens

112

Tyve snuppet i Sinnerup og Kop og Kande

Læserbrev

Et elektrisk løbehjul er ikke legetøj

Læserbrev: Det’ sørme, det’ sandt - december! En tid for brunkager, Lucia-optog og ikke mindst julegaveindkøb. Vi giver gaverne med de bedste intentioner, men der er alligevel grund til at tygge en ekstra gang på småkagen, før vi trykker "køb" på hjemmesiden eller kører dankortet gennem maskinen nede i butikken. Det gælder særligt for en type af særdeles populære gaver. Et bredt flertal i Folketinget besluttede sidste år, at det fra 17. januar 2019 skulle være muligt at køre på elektriske løbehjul på cykelstierne. Det er en forsøgsordning, som mange har taget til sig, og mange børn ønsker sig brændende at komme lidt hurtigere til skole eller fritidsinteresser. Det elektriske løbehjul er et alternativt transporttilbud, som vi følger med stor opmærksomhed fra politisk side; netop fordi det fortsat er en forsøgsordning, som vi skal evaluere efter nytår. Forsøgsordningen har nu varet i knap et år, men jeg oplever, at der stadig er stor usikkerhed om reglerne for brugen af elektriske løbehjul. Føreren af det elektriske løbehjul skal køre på cykelstien - ikke på fortovet eller imod kørselsretningen på kørebanen, som nogle brugere åbenbart tror. Der må kun være én bruger på et løbehjul, og nej, man må selvfølgelig heller ikke køre i spirituspåvirket tilstand. Det gælder for alle vores transportmidler, og derfor er løbehjulet ingen undtagelse. Det fører mig til reglen, som man særligt i julegavesæsonen skal have for øje: Føreren af det elektriske løbehjul skal være fyldt 15 år. Hvis man ikke er 15 år, må man kun køre på det elektriske løbehjul, hvis en voksen ledsager overvåger kørslen. Hvis man ikke har en voksen med, er det kun tilladt at køre på særligt skiltede lege- og opholdsområder; og vel at mærke fortsat kun med en enkelt bruger på løbehjulet ad gangen. Som forælder, bedsteforælder eller søskende vil man gerne glæde sine nærmeste og give dem det, de ønsker sig, men hvis det i dette tilfælde er et elektrisk løbehjul, der skal bruges til at køre i skole, så gør man klogt i at foreslå alternative julegaver, for det er som nævnt ikke tilladt at køre alene på offentlig vej, før man er fyldt 15 år. Vi afventer fortsat Færdselsstyrelsens evaluering af forsøgsordningen for elektriske løbehjul, som lander på mit bord i det nye år. Jeg vil derfor vente med at udtale mig om, hvordan reglerne for de elektriske løbehjul ser ud i 2020 og fremefter, men én ting er sikker: Jeg vil ikke lempe lovgivningen, når det kommer til aldersgrænsen. Et elektrisk løbehjul er ikke et legetøj. Det er et motoriseret transportmiddel, som man skal have en vis alder for at kunne håndtere. Jeg håber derfor, at man tænker sig om en ekstra gang, inden man pakker et elektrisk løbehjul ind til husets yngste beboere.

Annonce