Annonce
Horsens

Debat om dystre skulpturer på Søndergade har ramt de landsdækkende medier

Til venstre Michael Kviums "Double Blind" (2006). Øverst til højre Christian Lemmerz "Hyænen" fra 2016 og nederst til højre Lemmerz "Madonna" (Darfur), der blev sat op i 2008. Arkivfotos: Jakob Hedegaard-Høgh

Efter lange debatter om skulpturer på gågaden i Horsens, er Søndergade endt i de landsdækkende medier. Onsdag morgen talte Radio4 med en utilfreds borger og en begejstret byrådspolitiker om sagen.

Annonce

- Det er ikke ligefrem en munter indledning på en spadseretur på Strøget i Horsens.

Sådan siger fotograf og borger i Horsens, Bent Riis, om de kunstneriske skulpturer, der pryder Søndergade, da Radio4 taler med ham onsdag morgen. Den landsdækkende radiokanal har nemlig taget emnet op efter at have fulgt debatten på afstand, for Bent Riis er langt fra ene om sin skepsis over for skulpturerne, og debatten har været heftig også blandt folkebladets læsere.

Bag de omtalte kunstværker står tyske Christian Lemmerz og horsensianske Michael Kvium, og den helt store fællesnævner for kunstværkerne er det dystre tema, som blandt andet kredser om et folkemord i Rwanda.

- Jeg forlanger ikke og sætter ikke krav om, hvad kunsterne skal lave – det bestemmer de selv. Men skal politikerne i byen ikke have lidt større udsyn og sige, at der skal være diversitet i den kunst, der er på strøget?

I den anden ende af debatten står Horsens Kommunes viceborgmester Martin Ravn (V), som personligt har været med til at godkende den sidste af de fire skulpturer, som snart kommer op at stå på Søndergade.

- Jeg tror faktisk, at det her kan være med til at bidrage til, at vi får en af de smukkeste og mest interessante gågader i Danmark.

Venstre-politikeren afviser ikke, at der kan blive godkendt flere dystre kunstværker i Horsens, men han forventer samtidig, at det ikke bliver det eneste kunst, horsensianerne kommer til at se i de offentlige rum.

- Jeg er sikker på, at der også kommer livgivende og livsbekræftende kunst på Søndergade. Jeg synes også, at Bent Riis skal bruge energien på at få Horsens Kommune til at opfylde profetien om en skulpturallé i Horsens, så det bliver et endnu mere varieret kunstnerisk udtryk til glæde for alle i det offentlige rum.

Lyt til det fulde interview med fotograf og Horsens-borger Bent Riis herunder.

Herunder kan du høre interviewet med viceborgmester Martin Ravn (V).

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce