Annonce
Debat

Debat: Manglende retssikkerhed ved domssager

Retssag: I en meget læseværdig kronik i avisen Danmark 10/10 beskriver Lars Andersen de seneste 100 års udvikling i det danske retssystem, hvor både systemet med nævninge og domsmænd er indført. Dog strør kronikøren også malurt i bægeret, hvor han sammenligner de lange varetægtsfængslinger i Danmark i dag med tidligere tiders ”bekendelse”, hvor en sigtet blev varetægtsfængslet, indtil vedkommende evt. erkendte at have gjort sig skyldig i anklager rettet mod ham/hende.

Imidlertid kommer Lars Andersen ikke ind på civile søgsmål på under 20.000 kr., som afgøres af én dommer alene, og hvor der ikke er muligt at anke afgørelsen uden samtykke fra Procesbevillingsnævnet, der, ligesom Den særlige klageret under højesteret, ikke er omfattet af Offentlighedsloven. Hverken Procesbevillingsnævnet eller Den særlige klageret er forpligtet til at forholde sig til de faktorer, der står bag ønsket om at anke, men blot meddele, at der ikke foreligger nyt i sagen, selvom dommeren helt klart har dømt ud fra forkerte konklusioner.

Det har bevisligt ført til justitsmord, hvor en dom er afsagt på urigtigt grundlag, og dommeren skal ikke stå til ansvar for nogen for sine forkerte konklusioner.

Det kan man ikke kalde retssikkerhed! En dom afsagt af én person alene, bør selvfølgelig kunne ankes – især når den faktuelt er afsagt på urigtigt grundlag. Ingen er jo uanset uddannelse eller position ufejlbarlig.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Digte fra voldsmanden: Stor kunst eller ubehjælpsomt ævl?

JEG SAGDE SMUT/MEN HAN FORFULGTE MIG I HALVANDET MINUT/OG ENDTE MED AT BLIVE SKUDT/DET HAR JEG IKKE FORTRUDT/SELV OM DET ER FORBUDT/AT PRUTTE MED KRUDT. Stor kunst eller ubehjælpsomt ævl fra Yahya Hassan, der fra sin tidsubestemte psykiatriske anbringelse sender ”Yahya Hassan 2” på gaden? Anmelderne på dagbladsredaktionerne i København er ikke i tvivl. Stjernerne vælter ned over lyrikeren. ”En overrumplende karakterfuld og kanongod bog”, mener eksempelvis anmelderen i Weekendavisen, der brugte hele sin forside på et interview med digteren, som chefredaktør Martin Krasnik i sagens anledning personligt udførte. Andre uden for den kulturelle indercirkel er uenige i, at den dømte voldsforbryder er en befriende stemme fra den kulturelt så berigende ghetto. Den tidligere krimireporter på Ekstra-Bladet, Dan Bjerregaard, siger til journalisten.dk, at Hassan har ”chikaneret folk, han har truet folk, og han har skudt en mand i foden. Han har et voldsomt forbrug af narkotika, han flasher våben, og jeg mener, at man skal overveje det meget nøje, hvis man gerne vil bidrage til det liv.” Og det mener Bjerregaard, medierne gør ved at lade Hassan fylde så meget, og at danskerne gør, hvis de køber hans ”banale børnerim”. At medier beskæftiger sig med værk nummer to fra en skribent, hvis første bog for seks år siden solgte over 100.000, er kun naturligt. Så lader man sig nok let rive med, men det er altså ikke i sig selv en adgangsbillet til omtale og hyldest, at man er af anden etnisk afstamning, opvokset i en ghetto, notorisk voldsforbryder og indsat på retspsykiatrisk afdeling. Produktet må være det afgørende. Der er kun én konklusion: Danskerne må vurdere, om det er stor kunst eller ubehjælpsomt ævl, så vi slutter med endnu et citat fra den nye ”karakterfulde og kanongode bog”: ”JEG HAR HAFT SKUDSIKKER VEST PÅ UNDER JAKKEN/SIDEN ÅR 2013/TRO MIG JEG ER TRÆT AF DEN/DENS LUGT ER BLEVET LED SOM OKSESVED/OG JEG ER BLEVET EN JAGET GED”. Versalerne er forfatterens valg.

Kultur

Panduro advarer mod billethajer: - Svindelfirmaerne går ikke kun efter de store, udenlandske artister

Annonce