x
Annonce
Debat

Debat: Lær af Finland - regeringen bør prioritere husly til hjemløse

Vand, mad og tag over hovedet. Det er menneskets mest basale behov. Og det kæmper hjælpeorganisationer for at dække under krig og katastrofer verden over.

Men herhjemme i Danmark må over 6.400 personer stadig sove på gaden, hvis de da ikke er så heldige at have familie og venner, der vil have dem liggende på sofaen. Eller får plads i herberger, der drives af Kirkens Korshær og andre velgørende organisationer.

Det er beskæmmende, at vi ikke i et af verdens allerrigeste lande kan tage os af vores egne borgere. Mange unge er hjemløse. En tredjedel af dem var anbragte indtil de fyldte 18! Men så stod de pludselig uden plejefamilie. Som Helle Christiansen fra Kirkens Korshær udtrykker det: Vi taber simpelthen mennesker på gulvet, når man - i lovens forstand - fra den ene dag til den anden går fra at være barn til at være voksen.

I 2019 var der 6.431 hjemløse i Danmark. Af dem er omkring 1.920 personer unge hjemløse mellem 18-29 år. Ifølge regeringens egen socialpolitiske redegørelse er en tredjedel af de unge hjemløse tidligere anbragte børn fra udsatte familier. Og en stor andel af de unge hjemløse har været det i tre år – hele 16 procent.

Det duer altså ikke i et velfærdssamfund som det danske! Kig mod nordøst til Finland. Her er hjemløsetallet reduceret med tre fjerdedele. I 1980’erne havde landet 19.000 hjemløse; i 2016 var tallet nede på 6.624, og i dag står ifølge Zetland 5.500 i statistikkerne, mens ”kun” 200 bor på gaden. Hemmeligheden er, at staten satser på at eliminere hjemløshed med et projekt kaldet Housing First (Husly først), hvor man dels bygger nyt og dels finder boliger i eksisterende byggerier, hvor de hjemløse bliver integreret med øvrige borgere.

Ville det ikke være en god prioritering for regering og folketing i 2020? Sæt husly først!

Svend Løbner
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Leder: Myndighederne tier - men vi skal huske, at det er rigtige, levende mennesker, der dør

Midt i coronakrisen er vi havnet i et kommunikations-paradoks: På den ene side står myndighederne på tæer for at holde danskerne informeret og advaret. Ministre og topembedsmænd holder daglige pressemøder, og Danmarks Radio har - helt rigtigt - påtaget sig hvervet at opdrage danskerne. Formanende meldinger a la dem, vi kender fra lufthavne og banegårde, toner jævnligt frem. "Lad ikke din bagage stå uden opsyn". "Husk at vaske hænder". "Legeaftaler bør ikke vare for længe." På den anden side betyder et (muligvis overdrevet) hensyn til tavshedspligt og GDPR-regler, at kommunikationen nemt bliver til kolde tal og grafer. Et højdepunkt i tavs kommunikation blev nået, da Vejle Kommune i sidste uge bekræftede det første corona-dødsfald i kommunen. Kommunens velfærdsdirektør oplyste, at en ældre borger var død på Kolding Sygehus. Men om afdøde var en kvinde eller en mand, måtte hun ikke fortælle. På samme måde udsender Sydøstjyllands Politi daglige e-mails om "anmeldelser, påbud og sigtelser vedr. Covid-19". Det handler blandt andet om politiets indsats for at opløse forsamlinger over 10 personer. Bulletinerne er som regel ganske intetsigende, da "politiet ikke ønsker at udpege konkrete borgere eller virksomhedsejere, som vi har været i dialog med," som det hedder. Selvfølgelig skal myndighederne respektere privatlivets fred og ikke udlevere følsomme oplysninger om borgere og virksomheder. Men den strategi kan desværre medføre, at vi glemmer, at der er mennesker bag de mange tal. Hver af de snart 200 danskere, der er døde med eller af Covid-19, var nogens far eller mor, bedstefar eller bedstemor, ægtefælle, bror eller søster, måske barn. Det samme gælder selvsagt de knap 70.000, der søndag var meldt døde på verdensplan. Det bliver vi mindet om, når de syge eller deres pårørende vælger at stå offentligt frem. De fortjener stor respekt og stor tak. For med deres personlige og smertefulde beretninger understreger de, at corona-pandemien ikke bare er store tal. Det er rigtige mennesker af kød og blod, vi værner om, når vi lytter til DR's formaninger. Og retter os efter dem.

Annonce