Annonce
Debat

Debat: Ingen grund til at udskamme Greta Thunberg

Klima: Tak til Palle Damborg for at udskamme den svenske klimaaktivist Greta Thunberg og kalde hendes tale i FN for ”voldsomt beskæmmende”, ”karikeret” og ”håndholdt” (Erhverv+, uge 41). Samtidig tillader Damborg sig at betegne Greta Thunberg som ”et handicappet barn".

Jeg vil vædde på, at Damborg som så mange andre blot har set et kort klip med den snart 17-årige svensker, hvor hun er meget følelsesladet. Derfor kan jeg anbefale ham og andre at se de lange interviews med hende i The Daily Show (14.10.) og på ABC Good Morning (10.9.), der ligger på YouTube. Mere end 4 millioner har set se to afsnit samt naturligvis de senere, der var med, da programmet blev sendt.

Her forklarer Greta Thunberg på et meget flot engelsk, hvad hun og klimaaktivisterne står for. Hun er på ingen måde vred eller hysterisk, men fremstår som klar i mælet og konsekvent. Er åben omkring sin Aspergers/autisme. Hun viser flere humoristiske sider af sig selv.

Greta Thunberg er en gave til alle os, der engagerer sig i klimaudfordringerne. Hun mobiliserer i millionvis af unge over hele verden. De tager stilling og sætter deres demokratiske ret til engagement og medbestemmelse i spil. Hun sætter gang i tankerne hos os modne personer, der gerne vil gøre en forskel. Først og fremmest sætter hun klima øverst på dagsordenen. Hun er stemmeberettiget om godt et års tid.

Palle Damborg mener ikke, at Greta Thunberg "forholder sig til noget som helst substantielt". Men der tager han grueligt fejl. Alle data, som hun fremfører, er tjekket af klimaforskere. Hun er selv ekstremt god til at forholde sig til "big data". Hun er "fuldstændig kold i en vis legemsdel" over for magthavere og storkapital. Det giver Greta Thunberg et suverænt frirum. Og, Palle Damborg: Har du tænkt over, hvorfor især mænd omkring de 50-60 år er så fordømmende over for hende i medierne? Og ingen kvinder?

Hvis man er ordentligt opdraget, pynter man ikke sig selv og Danmark med lånte fjer. Vi er gode til nogle ting, men bedst til overforbrug og klimabelastning. Med en smule pli i bagagen beder man heller ikke en person, der var nomineret til Nobels Fredspris i 2019 til at "roligt og ubekymret" at gå tilbage i klasselokalet.

How dare You, Palle!

Annonce
Henrik Lund Jensen
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Digte fra voldsmanden: Stor kunst eller ubehjælpsomt ævl?

JEG SAGDE SMUT/MEN HAN FORFULGTE MIG I HALVANDET MINUT/OG ENDTE MED AT BLIVE SKUDT/DET HAR JEG IKKE FORTRUDT/SELV OM DET ER FORBUDT/AT PRUTTE MED KRUDT. Stor kunst eller ubehjælpsomt ævl fra Yahya Hassan, der fra sin tidsubestemte psykiatriske anbringelse sender ”Yahya Hassan 2” på gaden? Anmelderne på dagbladsredaktionerne i København er ikke i tvivl. Stjernerne vælter ned over lyrikeren. ”En overrumplende karakterfuld og kanongod bog”, mener eksempelvis anmelderen i Weekendavisen, der brugte hele sin forside på et interview med digteren, som chefredaktør Martin Krasnik i sagens anledning personligt udførte. Andre uden for den kulturelle indercirkel er uenige i, at den dømte voldsforbryder er en befriende stemme fra den kulturelt så berigende ghetto. Den tidligere krimireporter på Ekstra-Bladet, Dan Bjerregaard, siger til journalisten.dk, at Hassan har ”chikaneret folk, han har truet folk, og han har skudt en mand i foden. Han har et voldsomt forbrug af narkotika, han flasher våben, og jeg mener, at man skal overveje det meget nøje, hvis man gerne vil bidrage til det liv.” Og det mener Bjerregaard, medierne gør ved at lade Hassan fylde så meget, og at danskerne gør, hvis de køber hans ”banale børnerim”. At medier beskæftiger sig med værk nummer to fra en skribent, hvis første bog for seks år siden solgte over 100.000, er kun naturligt. Så lader man sig nok let rive med, men det er altså ikke i sig selv en adgangsbillet til omtale og hyldest, at man er af anden etnisk afstamning, opvokset i en ghetto, notorisk voldsforbryder og indsat på retspsykiatrisk afdeling. Produktet må være det afgørende. Der er kun én konklusion: Danskerne må vurdere, om det er stor kunst eller ubehjælpsomt ævl, så vi slutter med endnu et citat fra den nye ”karakterfulde og kanongode bog”: ”JEG HAR HAFT SKUDSIKKER VEST PÅ UNDER JAKKEN/SIDEN ÅR 2013/TRO MIG JEG ER TRÆT AF DEN/DENS LUGT ER BLEVET LED SOM OKSESVED/OG JEG ER BLEVET EN JAGET GED”. Versalerne er forfatterens valg.

Kultur

Panduro advarer mod billethajer: - Svindelfirmaerne går ikke kun efter de store, udenlandske artister

Annonce