Annonce
Debat

Debat: Hvornår bliver det minkenes tur?

Birgitte Iversen Damm
Annonce

Debat: I de seneste måneder har minksagen, avlerne og de politiske skænderier om lovhjemmel fået ufattelig meget spalteplads i medierne. Men dyrene blev der aldrig rigtig talt om.

For nylig trådte så det midlertidige forbud mod minkavl i kraft, og det giver anledning til at skifte fokus i debatten. For vi står nu ved en historisk skillevej: Skal vi tillade, at minkproduktionen genstartes i 2022, eller skal vi som samfund fravælge en forældet og dyreetisk dybt problematisk industri?

Da corona-pandemien spredte sig blandt danske mink, og nedlukningen af farmene skabte røre, blev de fleste nok overraskede over, at vi alene i Danmark havde godt og vel 15 millioner mink siddende i bure på hele 1500 minkfarme. Masseaflivningerne bragte en ellers skjult produktionsform ind i folks dagligstuer.

Joh Vinding

Alligevel er vi mange, der sidder tilbage med en følelse af, at minkene aldrig for alvor blev set, og at det fortabte sig, at masseaflivninger er en årlig begivenhed i pelsindustrien.

Så lad os tale om minkene. De aktive, solitære rovdyr, som i naturen holder territorier på op til 2,5 kvadratkilometer. De semi-aquatiske dyr med svømmehud mellem tæerne, som i naturen udfolder store dele af deres liv i vand, hvor de jager. Og lad os sammenligne med det liv, man byder dem på minkfarme. En tilværelse, hvor de tilbringer al deres tid indespærret i små trådbure, og hvor de fuldstændig er afskåret fra at udfolde deres mest basale naturlige adfærd. Hvordan kan vi som samfund forsvare, at det nogensinde igen bliver lovligt at behandle dyr på den måde?

Her vil nogen måske ty til argumentet om, at pelsindustrien bidrager til samfundsøkonomien. I kølvandet på nedlukningen i november udspandt der sig en fortælling om “Det danske mink-eventyr”, som kraftigt overdrev pelsindustriens økonomiske betydning. Først sent og parentetisk blev den fortælling genstand for kritisk granskning, og det faktum, at danske minkavlere i årevis har haft underskud på grund af stødt faldende skindpriser, er næppe nået ud til et flertal af befolkningen.

Et andet argument for at genoptage minkavl i 2022 er lækageargumentet: Hvis Danmark vedtager et forbud, rykker produktionen bare til andre lande, hvor dyrevelfærden er dårligere, lyder det. Den indvending er imidlertid forfejlet og spekulativ.

Forfejlet, fordi det aldrig har været et særligt godt argument for at behandle dyr dårligt, at de ville få det værre et andet sted i verden, og fordi der ikke er belæg for, at forholdene på danske farme skulle være noget særligt. Spekulativ fordi listen af lande, som produktionen teoretisk set kan rykke til, bliver stadigt kortere i takt med, at land efter land forbyder pelsdyravl. I EU har lande som Holland, Østrig, Belgien, Luxembourg, Tjekkiet, Tyskland og Schweiz forbudt pelsdyravl, og det diskuteres i øvrigt lige nu i EU, om alle lande bør følge Danmarks eksempel og midlertidigt forbyde minkavl af folkesundhedsmæssige årsager.

Det mindste Danmark kan gøre er at slutte sig til rækken af lande, som har forbudt pelsdyravl. Så sent som i november gjorde regeringen det klart, at burhøns hører fortiden til. Så hvornår bliver det minkenes tur?

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Horsens

Betjente slukkede brand i emhætte

Østjylland

Her er forklaringen på kaos: Regionen indkalder langt flere end der er vacciner til

Annonce