Annonce
Debat

Debat: Hvad vil vi efterlade til historikerne om 80 år ...

Annonce

En ung journalist står med to billeder på TV2 NEWS sammen med den konservative nestor Per Stig Møller. Det ene billede er af Tysklands og Polens præsidenter, der lægger en krans på et mindesmærke for Nazitysklands invasion af Polen i 1939. Det andet billede er af netop dette - Hitler, der står ved fronten og beskuer sine tropper, der marcherer ind over grænsen til Polen.

Den unge journalist spørger Per Stig, hvorfor vi her 80 år senere stadig skal høre om Anden Verdenskrig - for som hun siger, det er jo så mange år siden, og verden er jo en helt anden i dag. Per Stig Møller svarer, helt forventeligt, at det skal vi, fordi de kræfter, der motiverede Adolf Hitler og alle hans medløbere, stadig findes. Han kalder kræfterne for et ord - national-egoisme - og nævner en række eksempler på dette. Flere og flere steder i verden har begrebet eller bevægelsen, om man vil, nemlig taget fat i folk igen. De liberale demokratier er under pres. Han afslutter med, at nok er vi nu om dage i alliancer med hinanden i Europa, - så vi kommer ikke til at se den samme type krig her igen, men vi presses fra flere sider i Europa.

Per Stig Møller er historiker, og hans analyse fik mig til at tænke på en lignende godt begavet mand, jeg havde som lærer i folkeskolen tilbage sidst i 70'erne/først i 80'erne. Leif var socialdemokrat og underviste i faget dansk, og han sagde, "at Tredje Verdenskrig først kommer den dag, hvor verdens fattigste befolkninger finder ud af, hvor godt vi faktisk lever her i den bedre stillede del af Verden".

I mit barndomshjem snakkede vi rigtig meget politik. Min far, der var murermester (og ret vild med øl og brændevin), var om ikke for andet ansvarlig for at vække min politiske interesse. Han var selv radikal, altså når han ikke lige var socialdemokrat eller venstremand, selvom han også havde sympati for Mogens Glistrup. Uanset, så var det fra ham, jeg fik mit indblik i, hvordan verden fungerer.

Da vi så havde omtalte Leif i en periode, kunne jeg godt lide at drille ham lidt, selvom jeg havde den dybeste respekt for hans politiske visdom. På det tidspunkt havde jeg ikke nogen egentlig partipolitisk retning, - men socialdemokrat, var jeg i hvert fald ikke. Da Leif så sagde det om Tredje Verdenskrig, satte det sig langt inde i mit sind, for jeg forstod fuldstændig, hvad han mente. Det var helt indlysende, at han havde ret i sin teori, tænkte jeg. Sætningen har altså siddet i mit baghoved i næsten 40 år og sidder der jo stadig. For den har i den grad stadig noget på sig.

Vesten har været dygtig. Vi har vist, hvor langt man kan komme med kapitalisme. Vi har oparbejdet så meget kapital og velstand, at vi ikke længere ved, hvad vi skal bruge den til. For at holde hjulene i gang og fodre det evige mantra om vækst, er vi nødsaget til, at opfinde nyt hele tiden. Vi får produceret alt det nye de steder, hvor vi kan få arbejdskraft billigst muligt. Men vækst kræver ofre. Og ofrene er der allevegne. Regnskoven brændes af, verdens have flyder med plastik, dyrearter uddør og så er klimaet ikke, hvad det har været.

Samtidig med at vi er nået rigtig langt med at ødelægge den klode, vi har fået givet til låns, så trives menneskefjendske bevægelser bedre og bedre. Vi er nået dertil nu, hvor mange, som aldrig skal bekymre sig om næste måltid, ikke under folk, der skal kæmpe hver dag for overlevelse, noget som helst. I hvert fald kun, hvis de vil blive, hvor de er!

Mennesker fra den tredje verden, der i sagens natur ikke har nået vor oplyste niveau af verdsliggørelse og videnskab, flygter mod bedre livsvilkår til vores del af verden. Men vi har ikke lyst til at have dem her. For de truer vores identitet, som storforbrugende, materialistiske vækstvæsener. Det er et sammenstød af egoismer. Det er en udfordring af dimensioner. For kan vi rumme det. Kan vi rumme, at mennesker der ikke har gennemlevet vor slægters lidelser, på vejen til velstand for os, skal komme og høste frugter, der ikke har vokset i samme hast på træerne i deres hjemlande.

Således trives national egoismen, måske endda bedre end den har gjort, siden den tyske befolkning lyttede til en lille, men højtråbende og ambitiøs mand fra Østrig og stemte ham ind i det tyske parlament ved et jordskredsvalg i 1933. Derefter afskaffede han reelt demokratiet, men alle medløberne gjorde sig ikke de store bekymringer af den grund. Så ja det er stadig særdeles relevant at se tilbage, men det er måske endnu mere relevant, at kigge indad. Indad i hinanden og sig selv. Tænke lidt over, hvad man gerne vil efterlade til historikerne om 80 år og så handle derefter.

Henrik Lomholt
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Kan vi overleve arbejdslivet?

Horsens

Rema-lager venter på mundbind: Vi ville ikke hamstre på forhånd

Annonce