Annonce
Debat

Debat: Håndtryk eller ej. Når borgmestre kvier sig

Som dansker har jeg meget svært ved at forstå, at blandt andre nogle af landets borgmestre ser dette at give et håndtryk som noget udansk. Gennem generationer har håndtrykket været den helt almindelige måde her til lands at byde nogen velkommen på. Det har været den helt almindelige måde at sige tak på. Og det har været den helt almindelige måde at besegle en aftale på.

Ved at give statsborgerskab til mennesker fra andre lande forærer vi dem noget meget værdifuldt. Vi giver dem fra dag til dag fuld andel i de værdier - økonomiske, menneskelige, sociale og andre - som vi og vore forfædre har skabt gennem slid, med afsavn og ved hårdt politisk arbejde. Vi giver de nye statsborgere præcis de samme rettigheder, som vi selv har tilkæmpet os. Med andre ord: Vi byder dem velkommen i kredsen af danskere. Det er vel værd at give dem håndslag på. Og det er vel rimeligt at forvente, at vore nye medborgere har gjort sig helt klart, hvad det i virkeligheden er, de får foræret. Og derfor er det vel også rimeligt at forvente, at de er klar til at sige tak for gaven på den måde, vi her til lands siger tak til hinanden på. Og at de dermed viser, at de har et oprigtigt ønske om at være danske.

Når nogle borgmestre kvier sig ved at skulle give hånd til de ny danskere, så signaliserer de - set med mine øjne - at de ikke fuldt ud ønsker at byde dem velkommen. Og de få ny danskere, som afslår at sige tak med et håndtryk, viser - igen set med mine øjne - at de i virkeligheden slet ikke ønsker at blive danskere. De ønsker blot at kunne trække på alle de muligheder, de vil kunne få som statsborgere i Danmark. Det er mit håb, at vore politikere vil stå fast på den opfattelse, at det danske folks gave i form af et statsborgerskab er så værdifuld, at den fuldt ud er et håndtryk værd.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Erhverv

Nissens-produktion lagt ned af corona-virus: Vi er taknemmelige for ingen ansatte er smittet

Læserbrev

Menighedsrådsmedlem: Folkekirken befinder sig i frit fald mod den totale tomhed

Læserbrev: Først en varedeklaration: Betragtningerne i dette læserbrev vil kun interessere en meget lille minoritet af læserne. De fleste kan derfor med sindsro blade videre til avisens øvrige sider. Men nu til sagen: Der eksisterer et fænomen, som hedder menighedsråd. Det er formelt set et folkevalgt organ, men reelt interesserer menighedsrådsvalgene hvert fjerde år ikke folket en kaffekande. Ingen går hen og stemmer. I f.eks. Vor Frelsers Sogn, hvor der bor 10.000 sjæle, var valgdeltagelsen ved det seneste menighedsrådsvalg på 22 personer med en gennemsnitsalder på 101 år. De nævnte tal er cirkatal, men de er ikke helt ved siden af realiteterne. I øvrigt var der slet ikke noget at vælge imellem, da alle stillede op på samme liste, tilsvarende måden hvorved man arrangerer "demokratiske valg" i Nordkorea. Jeg havde selv den ære at blive en af valgets store stemmeslugere med syv personlige stemmer. Menighedsrådene lever derfor en lun og skjult rede-tilværelse, som får mig til at tænke på Harald Bergstedts smukke linjer "Jeg ved en lærkerede, jeg siger ikke mere". Tillige indeholder menighedsrådsmøderne kun en endeløs snak om mursten og penge. Sidstnævnte er Folkekirken som bekendt storforbruger af. Dette totale fravær af ånd er mit anliggende her. Åndsfraværet manifesterer sig ikke kun ved menighedsrådsmøder, det fylder hele Folkekirken, som befinder sig i frit fald mod den totale tomhed. Et grelt eksempel er Getsemane Kirken i Houmannsgade, hvor der dyrkes Yin yoga hver mandag aften. Ideen er blevet til en enorm succes, som hver gang fylder kirken med identitetsforvirrede individer. Her befinder de sig i liggende på kirkegulvet, mens de hengiver sig til den taoistiske åndretning, som Yin yoga er. Der er bare den hage ved mandagsaftenerne, at de altså intet har med kristendom at gøre. Det kulturelt fjerne fænomen, som hedder Yin og Yang, er ikke så uskyldigt som Gøg og Gokke. Taoismen opererer såmænd med alkymi, forfædrekult og magi. Det ved de henslængte på gulvbrædderne sikkert intet om, for de kender næppe fænomenets åndelige rødder. Men man kunne måske forvente, at præster og menighedsrådsmedlemmer vidste det - eller i hvert fald gerne ville vide det - og derefter ikke kunne drømme om at bringe det ind i kirken. Jeg rejste sagen ved det seneste menighedsrådsmøde, og det var som at slå i en dyne af uvidenhed og ligegyldighed. Hvor er det befriende, at jeg ikke mere er formand for menighedsrådet og derfor ikke skal holde kæft og være solidarisk med ethvert fravær af indsigt. Som menigt medlem kan jeg igen informere de få interesserede om realiteterne i jernindustrien. Som tillægsgevinst forårsager min offentlige meddelsomhed også en ganske forfriskende forargelse ved møderne.

Annonce