Annonce
Debat

Debat: Håndtryk eller ej. Når borgmestre kvier sig

Som dansker har jeg meget svært ved at forstå, at blandt andre nogle af landets borgmestre ser dette at give et håndtryk som noget udansk. Gennem generationer har håndtrykket været den helt almindelige måde her til lands at byde nogen velkommen på. Det har været den helt almindelige måde at sige tak på. Og det har været den helt almindelige måde at besegle en aftale på.

Ved at give statsborgerskab til mennesker fra andre lande forærer vi dem noget meget værdifuldt. Vi giver dem fra dag til dag fuld andel i de værdier - økonomiske, menneskelige, sociale og andre - som vi og vore forfædre har skabt gennem slid, med afsavn og ved hårdt politisk arbejde. Vi giver de nye statsborgere præcis de samme rettigheder, som vi selv har tilkæmpet os. Med andre ord: Vi byder dem velkommen i kredsen af danskere. Det er vel værd at give dem håndslag på. Og det er vel rimeligt at forvente, at vore nye medborgere har gjort sig helt klart, hvad det i virkeligheden er, de får foræret. Og derfor er det vel også rimeligt at forvente, at de er klar til at sige tak for gaven på den måde, vi her til lands siger tak til hinanden på. Og at de dermed viser, at de har et oprigtigt ønske om at være danske.

Når nogle borgmestre kvier sig ved at skulle give hånd til de ny danskere, så signaliserer de - set med mine øjne - at de ikke fuldt ud ønsker at byde dem velkommen. Og de få ny danskere, som afslår at sige tak med et håndtryk, viser - igen set med mine øjne - at de i virkeligheden slet ikke ønsker at blive danskere. De ønsker blot at kunne trække på alle de muligheder, de vil kunne få som statsborgere i Danmark. Det er mit håb, at vore politikere vil stå fast på den opfattelse, at det danske folks gave i form af et statsborgerskab er så værdifuld, at den fuldt ud er et håndtryk værd.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Vi mennesker er slet ikke ufejlbarlige - og E-coli kommer fra byspildevand

Læserbrev: Hver gang emnet er vandmiljø, kigger man på de marker, der skråner ned mod bæltet/fjorden og siger "uha", for de marker får mindst én gang om året gødning, der passer til de afgrøder, samfundet høster for at overleve. Kigger man så ved siden af markerne bare ved Lillebælt, ligger der noget, der svarer til en grisestald med 50.000 grise, Fredericia. Hvor mange toiletskyl om dagen? Der er rensningsanlæg, ja, og det synes utopisk at overdimensionere dem så meget, at de kan omsætte 100 pct. Hvor mange procents omsætning er acceptabelt ved daglig drift, ved spidsbelastninger? Der er ingenting, der "bare" forsvinder, og renset kloakvand er ikke kemisk rent vand! Man kan dyrke bakterier og ændre kemiske forbindelser, men intet forsvinder - alt er et eller andet sted i kredsløbet. Det her gælder ikke kun vores nærområde, det er fælles endestation. Nogle steder separerer man kloak og regnvand, en god idé, men sjovt nok er man begyndt at bruge forskellig farve rør til de to ting, og rørfarven i sig selv hindrer ikke fejlkobling eller retter op på gamle fejl. Vi mennesker er slet ikke ufejlbarlige - og E-coli kommer fra byspildevand. Hvor tager man prøver af vandet - ude i det fri vand, ud for rensningsanlægget, i åen eller i drænrørene på marken?? Ud over at tænke sig bare lidt om kan man også kigge med, når der dumpes slam i Lillebælt ud for Trelde Næs. Den "fint" farvede og lange hale fra dumpningen viser, at slammet ikke bare graver sig selv ned i bunden - det er sikkert også bare landbrugets skyld, eller...

Annonce