Annonce
Debat

Debat: Giv nye, små lande en chance i EU

Politik: I dag er det 30 år siden, at Berlinmuren faldt. Gennem tre årtier var den østtyske befolkning blevet holdt i et jerngreb af et stadig mere aldrende og forstenet styre. Med ét var det slut med arbejder- og bondestaten. Utopien om det socialistiske paradis på jord var for de fleste bag jerntæppet en dagligdag præget af varemangel, ufrihed og overvågning.

Berlinmuren symboliserede alt det, der var galt med de kommunistiske diktaturer, og derfor gav de glædelige begivenheder for 30 år siden anledning til en enorm optimisme. Euforien blev hurtigt vekslet til et konkret politisk mål om at forene Europa gennem muligheden for at optage landene i Central- og Østeuropa i EU. Det var en visionær beslutning, som ikke blot har medført stabilitet og økonomisk vækst i de nye EU-lande, men faktisk gjort os alle sammen rigere. Danmarks eksport til eksempelvis Polen er blevet mangedoblet, og uden let adgang til østeuropæisk arbejdskraft, så er der store dele af dansk fødevareproduktion, som ganske enkelt ikke ville eksistere.

Heldigvis havde datidens europæiske beslutningstagere modet og visionerne til at give friheden en chance. Ved at tilbyde et medlemskab af EU blev landene sendt på en selvvalgt reform-stroppetur. På den måde er et medlemskab af EU ikke blot perspektivløs udviklingsbistand, men et forpligtende fællesskab, hvor det forventes at alle yder uanset størrelse og velstand.

Her 30 år efter murens fald er det desværre lidt mere småt med visionerne for at samle kontinentet og dermed sikre en demokratisk udvikling. Makedonien og Albanien har fået nej til at kunne gå i gang med optagelsesforhandlingerne med EU. Det er ærligt talt beskæmmende! Det er små lande, hvorimod Tysklands genforening og optagelsen af Polen i EU krævede politisk mod og vilje. I stedet for at bekymre sig om den næste meningsmåling burde EU’s politiske ledere, inklusiv den danske statsminister, se på de kolde facts. Udvidelsen af EU har skabt en historisk velstand i hele EU og forankret demokratiet i de lande, som gennem årtier var fanget i Moskvas jerngreb.

Det er en succes, og den skal fortsætte. Derfor skal EU være åben overfor de lande, som er klar til at give den en skalle med reformerne, således at de kan blive optaget, når de er klar.

Hvis man blæser på fællesskabets regler og grundlæggende værdier, så bør det have mere klare konsekvenser end det har i dag, hvor Ungarn har kunnet slippe afsted med alt for meget. Det er en fornuftig forudsætning for et forpligtende fællesskab.

Annonce
Jens-Kristian Lütken
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Folkeskoleelev: Jeg håber, politikerne tænker sig om en ekstra gang, før de ændrer så markant på folkeskolen igen

Læserbrev: Bladet Folkeskolen ligger af og til på bordet derhjemme, uden det har min store interesse, men artiklen "Fire år med skolereformen: Undervisningen er blevet mindre varieret" fik mig til at åbne det. I artiklen stod der, at eleverne efter reformen ikke er blevet dygtigere eller trives bedre, som faktisk var meningen med reformen. Det forarger mig, fordi jeg er 9. klasseelev i en folkeskoleklasse. Det betyder, at jeg har gået i skole både før og efter reformen. Reformen betød for mig ændringer i skoledagen i form af flere timer. Formålet var, at det faglige niveau og elevernes trivsel skulle løftes, og undervisningen skulle blive mere varieret. Når jeg så læser, at reformen ikke har gjort nogen forskel, bliver jeg vred. For det første viser det sig i artiklen, at 55 pct. af lærerne før reformen varierede deres undervisningsformer dagligt. Fire år efter svarer lærerne, at de kun varierer deres undervisningsformer med 47 pct. Tallene undrer mig faktisk ikke. Det er indlysende, at lærerne bliver mere pressede, fordi der er flere undervisningstimer, de skal forberede sig til, og så kan alle timer ikke blive lige varierede. At lærerne får mindre forberedelsestid må gøre, at de ikke kan rette opgaver og give feedback lige så hurtigt som tidligere. Måske har det også andre konsekvenser, f.eks. for deres arbejdsmiljø. For det andet viser undersøgelsen, at 83 pct. af udskolingseleverne svarer, at skoledagen er "lidt for lang" eller "alt for lang". Hvis jeg var blevet spurgt, ville jeg også have svaret, at skoledagen er alt for lang, når man har 33 timer om ugen, og så er vi endda gået to lektioner ned i år. I min dagligdag oplever jeg, at jeg og mine klassekammerater er blevet mindre motiverede til at gå i skole. Allerede til middag er gejsten røget ud af de fleste. Og i 7. lektion er der slet ikke mere energi. Det ses også på lærerne. Deres motivation daler henad dagen. Jeg husker fredag sidste år, hvor vi havde lektiecafe i sidste time, hvor man slet ikke havde mere energi at gøre med, og vi endte med at hyggesnakke eller spille computer. Lærerne forstod det godt, for de havde heller ikke mere energi. For det tredje ligger det i ideen om folkeskolen, at den skal være en skole alle, et samlingspunkt for et fællesskab, hvor alle kan lære og blive dygtige. Det udfordrer fællesskabets hus, hvis lærerne bliver så pressede, at de ikke har tid og overskud til at tage sig af de elever, der har det svært, og samtidig skal udfordre de dygtige. Så når jeg læser, at reformen skulle gøre os elever fagligt dygtige og gladere for at gå i skole, er det vildt, at fem rapporter nærmest ikke viser noget, der er gået, som politikerne havde ønsket. Jeg håber, politikerne tænker sig om en ekstra gang, før de ændrer så markant på folkeskolen igen. (Forkortet, red.)

Annonce