Annonce
Debat

Debat: Giv de lokale spildevandsselskaber lov til at stoppe oversvømmelser

Klima: I øjeblikket står vi i en situation, hvor regler forhindrer, at de lokale spildevandsselskaber på Fyn kan gennemføre klimaprojekter, der kan være med til at forhindre, at skybrud og stormflod oversvømmer vores bygninger, boliger og veje.

Siden 2016 har det været et krav, at kommunerne skal være med til at finansiere 25 procent af udgifterne til klimaprojekter med overfladeløsninger som fx opsamlingsbassiner, kanaler og vandreservoir. I praksis har det kommunale medfinansieringskrav den konsekvens, at der stort set ikke længere bliver vedtaget nye klimaprojekter. Heller ikke selvom det koster en fjerdedel i forhold til at udskifte kloakrør og bygge underjordiske bassiner.

Fordi nogle kommuner mangler penge, mens andre på grund af det kommunale anlægsloft ikke kan få lov at bruge pengene, må vandselskaberne nøjes med at vedligeholde det eksisterende kloaknet, selvom det ikke er nok til at stoppe vandet. Samtidig må spildevandselskaberne heller ikke bekæmpe stormflod, selvom løsningen ofte hænger sammen med det øvrige kloaknet og overfladeløsninger.

Før der kom et krav om, at kommunerne skulle betale en del af regningen, blev der hvert år godkendt klimasikringsprojekter i kommunerne for 300 til 400 millioner kroner. Efter stramningen er der kun en håndfuld forhåndsgodkendelser, og de planlagte projekter udgør under en tiendedel af det tidligere niveau.

Kære politikere på Christiansborg: Der er brug for, at vi stopper vandet og gør oversvømmede veje og vand i kælderen til en sjælden gæst. Fjern det kommunale krav om medfinansiering, og giv spildevandsselskaberne flere muligheder for at investere i de løsninger, der både er de billigste og bedste.

Annonce
Henrik Friis
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Beboer i Østerbo i Vejle: Der må være noget helt galt med Casas måde at organisere arbejdet på

Læserbrev: Rygning er farligt, passiv rygning er farligt. Det er der ikke nogen tvivl om. Derfor er det helt uforståeligt, at Østerbo ikke har taget højde for, at tobaksrøg, mados og andre lugte uhindret stiger op gennem det nye ventilationsrør for til sidst at ende i de øverste lejligheder. Ifølge planen skulle opsætningen af det nye ventilationssystem tage 17 dage for en opgang. Fire en halv måned senere er ventilationssystemet stadig ikke taget i brug, og passiv rygning er blevet et stort og farligt problem. Desværre er det ikke kun ventilationssystemet, der tager alt for lang tid, det gør alle de andre arbejder også. Et andet eksempel er udskiftningen af fire indvendige døre, der ifølge planen skulle tage halvanden dag for en lejlighed. Fire måneder senere er dette arbejde heller ikke færdigt. "Hvorfor får de aldrig gjort noget færdig?", spørger alle. Direktørerne og projektlederne i Casa og Østerbo kan prøve at spørge deres egne familier, hvad de vil sige til, at de kan forvente, der kan komme fremmede og låse sig ind på alle tider af dagen de næste fire måneder, hvis de bestiller håndværkere til at lave et arbejde, der kan gøres på halvanden dag. Der må være noget helt galt med Casas måde at organisere arbejdet på. Håndværkerne bliver sendt rundt for at reparere ting, der er ordnet, og andre ting bliver ikke ordnet, fordi de glemmes, og sådan fortsætter det i månedsvis. Håndværkerne bliver frustrerede og stressede, og beboerne mistrives i en sådan grad, at det fører til trusler mod håndværkerne - noget, Casa og Østerbo let kan forebygge med lidt omtanke og respekt. Alle har ret til respekt for privatliv, familieliv og hjem ifølge FN's menneskerettigheder, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og grundloven, og målet helliger ikke midlet. Når vi har rettigheder, har andre pligter, og selvom tilgængelighedsprincippet til vore hjem blev ændret, da vi stemte ja til renovering, har vi stadig krav på respekt for hjem og privatliv. Casa skal naturligvis ikke have adgang til vore hjem længere end højst nødvendigt. Østerbo bliver nødt til at tage beboerne alvorligt og også lære at informere på en konkret og fyldestgørende måde, så vi ikke gang på gang bliver taget med bukserne nede, også i vore egne badeværelser, når der pludselig står fremmede i hjemmet. Beboerhåndtering og fagtilsyn består i, at beboerne skal henvende sig til Østerbo, men der er intet proaktivt tilsyn i lejlighederne. Henvendelserne fører sjældent til andet end en sludder for en sladder, og fem måneder efter min henvendelse har jeg stadig ikke fået svar fra Østerbo. Alt for mange har den oplevelse. Vi håber, Casa og Østerbo lærer af deres fejl og ændrer strategien for de sidste boligblokke.

Annonce