Annonce
Debat

Debat: Friskolerne er opstået i et ønske om fællesskab, ikke som et fravalg

Så er regeringens finanslovsudspil offentliggjort. Til vores store skuffelse risikerer en af de væsentligste brikker i sammenhængskraften på landet, friskolerne, at få beskåret sit livsgrundlag i en grad, der truer deres eksistens.

Manøvren blev varslet i slutningen af august i et tiltrædelsesinterview i Politiken Skoleliv. Her langede den ny undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil ud efter friskolerne med påstanden om, at ”der er en del af friskolerne, som er skabt med henblik på at stemple ud af fællesskabet. Man har et ønske om, at ens egne børn ikke skal være sammen med alle de andre børn.” I samme ombæring skyndte hun sig at understrege, at det ikke er skolerne i de tyndt befolkede områder, hun har set sig sur på.

Problemet er, at regeringen med sit nye finanslovsudspil spænder ben for driften af netop de små friskoler i landdistrikter. Heri foreslår regeringen at beskære tilskuddet til friskolerne med 0,3 mia. kr. årligt. Øvelsen består i at sænke den såkaldte koblingsprocent fra 76 pct. til 71 pct.

Føres forslaget ud i livet bliver taberne de mange friskoler i landdistrikterne. Der er nemlig en sammenhæng mellem elevtal og skolens økonomi. Oftest har de mindste friskoler til huse i landdistrikterne, og det er dem, der kommer til at mærke det reducerede statstilskud stærkest. Nedsætter man koblingsprocenten til 71, vil driftstilskuddet pr. elev falde med 2.469,55 kr. om året. I 2017 havde 82 friskoler og private grundskoler underskud. Antallet risikerer at stige til 238 skoler, hvis indgrebet sker fra den ene dag til den anden. Samtidig døjer skoler i landdistrikterne med udlånsproblemer, der gør det vanskeligt at optage lån eller opnå kredit for en friskole i et landdistrikt.

Regeringen forsøger at afbøde effekterne ved at afsætte en pulje på 75 mio. kr., der skal friholde friskolerne, som ligger i yderkommuner, i områder med betydelig afstand til en folkeskole eller har en høj andel af socialt udsatte børn.

Det er bare langt fra nok.

Fortællingen, regeringen forsøger at etablere, lyder, at friskolerne er et fravalg af fællesskabet og dermed skal straffes til fordel for Folkeskolen. Øvelsen i finanslovsudspillet er jo netop at tage pengene fra friskolerne og kanalisere dem ind i folkeskolen.

Men fortællingen holder ikke stik i virkelighedens verden. Virkeligheden rundt om i de danske landdistrikter er, at det er staten, der har trukket sig fra fællesskabet, ikke de frie skoler. Siden kommunalreformen i 2007 er der lukket eller sammenlagt omkring 300 folkeskoler. Skolelukningerne er ikke geografisk afbalanceret. Størstedelen har fundet sted i Sønderjylland og Nordjylland samt på Østfyn og Lolland-Falster. Over en bred kam er de store byer gået fri.

Lidt firkantet sagt er det ikke forældrene, der fjerner sig fra folkeskolen, men folkeskolen der fjerner sig fra forældrene.

Realiteterne er, at hver tredje friskoleelev i 2016 boede i Danmarks mindste byer. Og i disse små lokalsamfund er friskolerne blevet de nye folkeskoler. Friskolerne er folkets skole, de samler fællesskabet på allerbedste vis.

Fakta er, at friskolerne mange steder har taget over der, hvor kommunerne giver op. De er båret frem af civilsamfundets frivillige hårdtarbejdende kræfter, der netop ønsker et lokalbaseret skolefællesskab. Disse ildsjæle fortjener hyldest og rygklap frem for økonomiske strafaktioner baseret på forfejlede antagelser om fællesskabets karakter.

Derfor håber vi, at regeringen og dens forhandlingspartnere vil støtte frem for straffe friskolerne i hele landet. Friskolerne er resultaterne af et hårdtarbejdende civilsamfund, der har trådt i karakter steder, hvor kommunen har givet op.

Annonce
Steffen Damsgaard
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Folkeskoleelev: Jeg håber, politikerne tænker sig om en ekstra gang, før de ændrer så markant på folkeskolen igen

Læserbrev: Bladet Folkeskolen ligger af og til på bordet derhjemme, uden det har min store interesse, men artiklen "Fire år med skolereformen: Undervisningen er blevet mindre varieret" fik mig til at åbne det. I artiklen stod der, at eleverne efter reformen ikke er blevet dygtigere eller trives bedre, som faktisk var meningen med reformen. Det forarger mig, fordi jeg er 9. klasseelev i en folkeskoleklasse. Det betyder, at jeg har gået i skole både før og efter reformen. Reformen betød for mig ændringer i skoledagen i form af flere timer. Formålet var, at det faglige niveau og elevernes trivsel skulle løftes, og undervisningen skulle blive mere varieret. Når jeg så læser, at reformen ikke har gjort nogen forskel, bliver jeg vred. For det første viser det sig i artiklen, at 55 pct. af lærerne før reformen varierede deres undervisningsformer dagligt. Fire år efter svarer lærerne, at de kun varierer deres undervisningsformer med 47 pct. Tallene undrer mig faktisk ikke. Det er indlysende, at lærerne bliver mere pressede, fordi der er flere undervisningstimer, de skal forberede sig til, og så kan alle timer ikke blive lige varierede. At lærerne får mindre forberedelsestid må gøre, at de ikke kan rette opgaver og give feedback lige så hurtigt som tidligere. Måske har det også andre konsekvenser, f.eks. for deres arbejdsmiljø. For det andet viser undersøgelsen, at 83 pct. af udskolingseleverne svarer, at skoledagen er "lidt for lang" eller "alt for lang". Hvis jeg var blevet spurgt, ville jeg også have svaret, at skoledagen er alt for lang, når man har 33 timer om ugen, og så er vi endda gået to lektioner ned i år. I min dagligdag oplever jeg, at jeg og mine klassekammerater er blevet mindre motiverede til at gå i skole. Allerede til middag er gejsten røget ud af de fleste. Og i 7. lektion er der slet ikke mere energi. Det ses også på lærerne. Deres motivation daler henad dagen. Jeg husker fredag sidste år, hvor vi havde lektiecafe i sidste time, hvor man slet ikke havde mere energi at gøre med, og vi endte med at hyggesnakke eller spille computer. Lærerne forstod det godt, for de havde heller ikke mere energi. For det tredje ligger det i ideen om folkeskolen, at den skal være en skole alle, et samlingspunkt for et fællesskab, hvor alle kan lære og blive dygtige. Det udfordrer fællesskabets hus, hvis lærerne bliver så pressede, at de ikke har tid og overskud til at tage sig af de elever, der har det svært, og samtidig skal udfordre de dygtige. Så når jeg læser, at reformen skulle gøre os elever fagligt dygtige og gladere for at gå i skole, er det vildt, at fem rapporter nærmest ikke viser noget, der er gået, som politikerne havde ønsket. Jeg håber, politikerne tænker sig om en ekstra gang, før de ændrer så markant på folkeskolen igen. (Forkortet, red.)

Annonce