Annonce
Debat

Debat: Fagbevægelsen står ved skillevej – svigt medlemmerne eller sæt mennesket før faget

Titusindvis er lige nu syge af at arbejde. De kæmper hver dag for at komme ud af sengen, og i værste fald påvirker det dem resten af arbejdslivet.

Dårlig samvittighed æder os op, fordi vi ikke kan finde balancen mellem arbejde og fritid. Trofaste medarbejdere får trukket tæppet væk under sig, fordi deres kompetencer ikke er fulgt med udviklingen. Arbejdsgivere mister ordrer og vigtig viden, fordi de ikke formår at fastholde og tiltrække den rette arbejdskraft.

Danmark - og fagbevægelsen i særdeleshed – står ved en skillevej. Bliver vi ved med at gøre mere af det samme, mister vi blikket for arbejdsmarkedets hastige udvikling, og vi risikerer at sætte vores relevans i samfundet over styr – med store konsekvenser for de danske lønmodtagere, som mere end nogensinde har brug for en fast støtte i et arbejdsliv fuld af forandringer. Fremtidens digitalisering og automatisering kræver, at danskerne konstant udvikler nye kompetencer, og mange af de jobs, vores børn kommer til at bestride, er ikke engang opfundet endnu. Nye tal viser, at hver fjerde dansker laver noget andet i dag, end de er uddannet til. Og vi ved, at mange danskere får svært ved transformationen. Det vil gå ud over både lønmodtagere og arbejdsgivere – og hermed den generelle vækst i Danmark.

Når vi skifter job og brancher som aldrig før, bliver snævre faggrænser naturligvis mindre afgørende. Og så nytter det ikke, at vi propper medlemmerne i kasser. Vi skal se dem som mennesker, ikke som faggrupper.

Jeg er overbevist om, at afgrænsningen af fag mellem fagforeningerne på sigt bliver en hindring for mobiliteten på arbejdsmarkedet. Det er et problem for medlemmerne, at en konsulent i en meget fagafgrænset fagforening, ikke har nogen interesse i at sende et betalende medlem i armene på en anden fagforening ved at anbefale et brancheskifte for eksempel på grund af nedslidning. Det er et kæmpe svigt, hvis fagbevægelsen lader forældede systemer gå forud for danskernes trivsel.

I Krifas Videncenter for God Arbejdslyst har vi kortlagt de syv faktorer, som har den største betydning for danskernes arbejdslyst. Vi vil have mening, god ledelse og balance mellem arbejde og privatliv, og det kan overenskomster ikke løse alene. Der skal mere til. Hvis vi i fagbevægelsen ikke engang kan snakke sammen om, hvordan vi i fællesskab kan løse de her udfordringer, fordi vi har travlt med at diskutere farver og fag – så har vi da ikke danskerne og vores medlemmers interesser i centrum.

Vi må altså heller ikke glemme de flere hundrede tusinde på det danske arbejdsmarked, som ikke er omfattet af en overenskomst. Og det er ikke realistisk, at de bliver det, når det ikke er lykkedes trods 120 års indsats. Samtidig arbejder flere og flere under ansættelsesformer, som ikke kan proppes ned i kasser. Skal de bare overlades til sig selv, fordi de ikke passer ind? Det kan vi da ikke være bekendt.

God arbejdslyst er ikke bare kage en gang om ugen. Der skal arbejdes seriøst med det, hvis vi skal trives på jobbet, og det er her, vi som fagforeninger skal på banen, hvis vi skal give værdi i fremtiden. I Krifa har vi taget de første skridt, men vi er heller ikke i mål endnu. Vi er begyndt på rejsen, og det er tid til, at FH-formændene kommer ud af forhandlingslokalerne og ind i virkeligheden – ligesom Krifas konsulenter, når de gratis besøger arbejdspladser, hvor de måler og arbejder med trivsel.

Der vil helt sikkert sidde en masse klar med beskyldninger om, at når vi i Krifa hjælper det enkelte medlem i deres unikke situation, så tænker vi ikke på fællesskabet. Men der må jeg komme dem i forkøbet og pointere, at det jo netop er det, vi gør. Vi tager ansvar for det store fællesskab – ikke kun for dem, der er med i bestemte fagforeninger.

For vi gambler med vores velfærd, hvis fagafgrænsede fagforeninger fortsætter ad samme spor. Dårlig trivsel og nedslidning går ud over børn og ældre – og det koster staten kassen, når danskerne bliver syge af at arbejde. Og hvis vi bliver ved med at tænke i de samme kasser, som vi har gjort i mere end 120 år, så tror jeg, at fagbevægelsen kun eksisterer i historiebøgerne, når mine oldebørn skal på arbejdsmarkedet.

Annonce
Søren Fibiger Olesen
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Ida Aukens lave selvværd og hykleri

Håndtryk: Muslimske mænd, der ikke giver hånd til kvinder, gør Ida Auken (RV) vred, fordi hun mener, det er kvindeundertrykkende idioti. Ida Auken, præstedatter og selvophøjet moralist, hvis tolerance og rummelighed forekommer mig teoretisk funderet, burde da arbejde med sit selvværd som kvinde, eftersom en "middelalderlig mand" med konservative overfortolkninger af islam pga. manglende håndtryk kan få den stakkels Ida til at opleve det som "et chok" og får hende til at "føle sig forkert". Ida Auken selv bidrager aktivt til at stemple og stigmatisere de såkaldte normale, håndtrykpraktiserende muslimer, når hun i P1 radio udtaler, at "det går udover alle de muslimer, der lever normale liv" (dem der vil trykke Ida i hånden), og at "de betaler regningen for dem, der vælger at fortolke religionen så bogstavnært". Personligt synes jeg, at det er noget pjat at man ikke giver hånd til personer med den modsatte køn, men jeg har til gengæld aldrig følt mig tøsefornærmet eller hysterisk som Ida, de gange en kvinde grundet sin religiøse eller anden overbevisning havde afvist at give mig hånd og i stedet for hilst på mig på en anden måde. Jeg vil aldrig i livet tolke det som manglende respekt for mig som menneske eller som mand. Hjertelighed, oprigtighed og venlighed sidder ikke i håndtrykket, og det burde Ida som medlem af det Radikale Venstre og formentlig belæst præstedatter da vide. Et venligt nik, et par oprigtigt smilende øjne eller hånden på hjertet er for mig mindst lige så respektfuld måde at møde, hilse og anerkende det andet menneske på som et til tider standard- og uengageret håndtryk. Man skal feje for egen dør først. Det er fint nok, at vi kritiserer visse muslimers ortodoksi, men vi må heller ikke glemme, at hver fjerde kvindelig præst i den reformvenlige danske folkekirke har oplevet diskrimination og forskelsbehandling. Således har 57 ud af de 640 præster oplevet at blive nægtet håndtryk af en mandlig kollega. Ida Auken er et tydeligt eksempel på en socialliberal politiker, hvis frisind og tolerance er blevet forurenet af den årelange og umættelige islamofobi og muslimbashing.

Annonce