Annonce
Debat

Debat: Er jagten på det perfekte i virkeligheden indgangsporten til det uperfekte?

Hvor skyld fortæller noget om, at det man har gjort, er forkert, knytter skam sig til hele vores identitet, og at denne er ’forkert’.

De nyeste undersøgelser fra Stressforeningen viser, at omkring 250.000-300.000 lider af alvorlig stress i Danmark.

I en artikel fra TV2's nyheder (”Hver tiende ung er ensom - især kvinder føler sig udenfor”) fremgår det, at 8,5 procent af mændene og 10,3 procent af kvinderne mellem 16 og 24 år føler sig ensomme. Derudover viser et forskningsprojekt fra Rigshospitalet i 2017, at antallet af unge mellem 15 år og 19 år, der får stillet diagnosen depression, er tredoblet siden år 2000.

Tallene afspejler en grundtilstand hos mange individer i den perfektionismekultur, vi lever i for tiden, hvor alle har travlt med at opnå den perfekte familie, det perfekte job, den perfekte kæreste, den perfekte krop og de perfekte børn. Jeg synes det at have mål i livet vidner om et sundt sind. Det jeg alligevel undrer mig over, er, hvorfor vi ikke lader os tilfredsstille, og hele tiden føler vi skal bedres?

En af mine nærmeste er syg. Han er indlagt på sygehuset, og det eneste jeg kan tænke på er, hvornår jeg mon sidst gav ham et kæmpe kram og fortalte ham, hvor højt jeg elsker ham? Egentlig kan jeg ikke huske, hvornår jeg sidst har gjort det med nogen overhovedet. Det er ret chokerende, når jeg jo mener at noget af det mest grundlæggende i os mennesker er kærlighed.

At føle sig elsket, accepteret og inkluderet, er et urmenneskeligt behov. Derfor tænker jeg, at statistikkerne over stress og depression også kan være et udtryk for, hvor langt vi vil gå for at gøre os ”fortjente” til accept og kærlighed. For hvornår ved vi, at vi rent faktisk er gode nok til at være en del af gruppen?

Evolutionsmæssigt er vi kodet til at være en del af en flok. Hvor krybdyr bliver sat i verden, tilsigtet at de skal kunne klare sig selv, lige efter fødslen, fungerer det for mennesker, at de skal passes på fra spæd. Frygten for at blive lukket ude af en relation eller en social sammenhæng kan derfor per instinkt sidestilles med frygten for ikke at kunne overleve. På den måde bliver den perfekte facade et forsvar imod at træde tydeligt frem og vise sig selv. For hvad nu hvis man bliver afsløret i ikke at være god nok? Den dårlige nyhed er, at vi højest sandsynligt kvitterer med ensomheden, for så ikke at risikere at blive valgt fra eller afvist.

Kærlighed rimer på ærlighed, og hjerte rimer på smerte. Sigmund Freud, 1856-1939, sagde engang ”vi er aldrig så sårbare som når vi elsker”. Kanske det forklarer, hvorfor vi arbejder så hårdt for at blive holdt af og måske endnu hårdere for at skjule, hvor meget vi holder af andre. Det kan føles skamfuldt at være ærlig, sårbar og at elske og holde af for, hvad hvis det ikke er gengældt. Skam er en af de følelser hos mennesket, der kan være allersværest at bære på. Hvor skyld fortæller noget om, at det man har gjort, er forkert, knytter skam sig til hele vores identitet, og at denne er ’forkert’.

At skam kan frembringe en afslørende forkerthedsfølelse kan hurtigt blive hæmsko for autentiske relationer, og måske det også er med til at forklare, hvorfor hver tiende ung føler sig ensom. Ifølge psykiatrifonden har et ud af fem børn i 11-15-års alderen tegn på dagligt dårlig mental sundhed og ifølge sundhedsstyrelsen har cirka halvdelen af alle psykiske lidelser deres debut inden 14-årsalderen. Ydermere, viser en anden undersøgelse fra psykiatrifonden, at hver femte dansker har lavt selvværd.

Generelt er vi gode til at give udtryk for, hvor stolte og glade vi er for børn, når de har præsteret og ydet noget bemærkelsesværdigt. Jeg er ret sikker på, at det ikke er noget der bliver gjort bevidst, men børn bliver ofte anerkendt for deres gøren og ikke deres væren. Mens selvtilliden, som afspejler troen på egne evner, bliver boostet, bliver selvværdet, som er troen og accept af os selv uafhængigt af hvad vi præsterer, overladt lidt til sig selv. Allerede der, bliver der dannet et fundament der understøtter idéen om at vi kun er ’gode nok’ når vi har gjort os fortjent til det. Og når den sætning bliver en integreret del af børn og unges hverdag, kan jeg kun forestille mig at det danner grobund for et usundt mønster i voksenlivet. Det giver måske lidt sig selv, hvor stressfuldt og ensomt det kan føles, hvis man oprigtigt tror man kun er det værd man kan præstere.

Vi er ikke født med dårligt selvværd, stress, eller depression. Det er noget. alle kan rammes af. Heldigvis betyder det også, at det er noget, vi kan hele fra. Jeg mener klart, at statistikkerne på stress, depression, ensomhed og dårligt selvværd indikerer, at alle (inklusive mig selv), bør blive bedre til at give udtryk for, hvor meget vi sætter pris på hinanden. Jeg er sikker på at det kræver stort mod, for den der elsker mest, har også mest at miste, men jeg er også ret sikker på at mere (k)ærlighed kan gøre stress-epidemien mindre, og børns mentale sundhed markant bedre.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Skoleelever løb for lungerne

Læserbrev

Folkeskoleelev: Jeg håber, politikerne tænker sig om en ekstra gang, før de ændrer så markant på folkeskolen igen

Læserbrev: Bladet Folkeskolen ligger af og til på bordet derhjemme, uden det har min store interesse, men artiklen "Fire år med skolereformen: Undervisningen er blevet mindre varieret" fik mig til at åbne det. I artiklen stod der, at eleverne efter reformen ikke er blevet dygtigere eller trives bedre, som faktisk var meningen med reformen. Det forarger mig, fordi jeg er 9. klasseelev i en folkeskoleklasse. Det betyder, at jeg har gået i skole både før og efter reformen. Reformen betød for mig ændringer i skoledagen i form af flere timer. Formålet var, at det faglige niveau og elevernes trivsel skulle løftes, og undervisningen skulle blive mere varieret. Når jeg så læser, at reformen ikke har gjort nogen forskel, bliver jeg vred. For det første viser det sig i artiklen, at 55 pct. af lærerne før reformen varierede deres undervisningsformer dagligt. Fire år efter svarer lærerne, at de kun varierer deres undervisningsformer med 47 pct. Tallene undrer mig faktisk ikke. Det er indlysende, at lærerne bliver mere pressede, fordi der er flere undervisningstimer, de skal forberede sig til, og så kan alle timer ikke blive lige varierede. At lærerne får mindre forberedelsestid må gøre, at de ikke kan rette opgaver og give feedback lige så hurtigt som tidligere. Måske har det også andre konsekvenser, f.eks. for deres arbejdsmiljø. For det andet viser undersøgelsen, at 83 pct. af udskolingseleverne svarer, at skoledagen er "lidt for lang" eller "alt for lang". Hvis jeg var blevet spurgt, ville jeg også have svaret, at skoledagen er alt for lang, når man har 33 timer om ugen, og så er vi endda gået to lektioner ned i år. I min dagligdag oplever jeg, at jeg og mine klassekammerater er blevet mindre motiverede til at gå i skole. Allerede til middag er gejsten røget ud af de fleste. Og i 7. lektion er der slet ikke mere energi. Det ses også på lærerne. Deres motivation daler henad dagen. Jeg husker fredag sidste år, hvor vi havde lektiecafe i sidste time, hvor man slet ikke havde mere energi at gøre med, og vi endte med at hyggesnakke eller spille computer. Lærerne forstod det godt, for de havde heller ikke mere energi. For det tredje ligger det i ideen om folkeskolen, at den skal være en skole alle, et samlingspunkt for et fællesskab, hvor alle kan lære og blive dygtige. Det udfordrer fællesskabets hus, hvis lærerne bliver så pressede, at de ikke har tid og overskud til at tage sig af de elever, der har det svært, og samtidig skal udfordre de dygtige. Så når jeg læser, at reformen skulle gøre os elever fagligt dygtige og gladere for at gå i skole, er det vildt, at fem rapporter nærmest ikke viser noget, der er gået, som politikerne havde ønsket. Jeg håber, politikerne tænker sig om en ekstra gang, før de ændrer så markant på folkeskolen igen. (Forkortet, red.)

Annonce