Annonce
Debat

Debat: Elementernes rasen - kan man spise toiletpapir?

Under stormen i 99 husker jeg specielt en nyhedsudsendelse, hvor vi så en ung pige i løbetøj gå under politiets afspærring ved et farligt stillads. Det jo var hendes løberute, og det var nu, hun ville træne, selvom det var livsfarligt. Og samme adfærd så jeg i går på på dr.dk på et billede af et par i træningstøj, der hang med bare hænder fra et udendørs fitness aggregat, der ellers var omviklet med politiets karakteristiske rødhvide afspærringsbånd.

Mange stimler stadig for tæt sammen ude i det fine vejr, holder fest i baglokalet. Eller fest hele dagen hjemme i garagen, med 10 af gangen omkring det samme bord.

De sidste dage har vi alle set billeder af de strandede danskere på krydstogtsskibe. Med mindre de har været på skibet i flere måneder, burde risikoen ved at tage på et italiensk krydstogtskib i den her tid vel helt ærligt have været til at tage og føle på. Men “det her havde vi ikke regnet med”, som de siger på billeder fra luksuøse kahytter, der nu har forvandlet sig til fængsler. Og nu kan man så belemre et land, der er presset helt i bund, med sit nærvær i havnen.

Menneskers adfærd under farlige vejrforhold og nu coronakrisen, fortæller historien om at vi ikke længere per automatik underlægger os elementernes rasen, naturens kræfter og øjeblikkets tilstand.

Det er, som om vi har mistet fornemmelsen, for at der er noget der er større end os og underlægger os kun vores egen vilje.

Force majeure betyder ordret superior eller overordnet kraft, eller fra latin, casus fortuitus, som oversættes til uafvendelig ulykke.

Når et større vejr eller som nu, en pandemi rammer os, er det altså en overordnet uafvendelig kraft vi må underordne os.

Det har været nødvendigt for myndighederne at gentage de samme budskaber igen og igen og tale med endda meget store bogstaver for at få risikoen/alvoren/medborger pligten til at sive ind.

Trods de meget skræmmende billeder fra Italiens sygehuse er det stadig egen vilje mange vælger at underlægge sig, ikke naturens eller myndighedernes.

I går, da jeg gik i min have, cyklede Christian, der har været i Siriuspatruljen, forbi ude på vejen og vi slog en snak over hækken af. Christian fortalte, hvordan det i Siriuspatruljen var naturligt at ligge stormbrak i mange dage ad gangen. De underlagde sig helt naturligt, men også nødvendigt for at overleve, elementernes rasen.

Men når mennesker, som det første, køber wc-papir i en krisesituation, er det et næsten komisk tegn på, hvor langt vi har bevæget os fra det naturlige. Hvis vi i en tid ikke kan komme ud at handle eller der bliver varemangel, er det vel rarere at have mad end wc-papir i skabet, vi skal jo nok komme af med det igen, det sker jo helt af sig selv!

Lokale beboere, omkring Mount Blanc, har protesteret mod den nedslidning, der er på bjerget og de mærkværdige genstande mennesker slæber op og efterlader (senest en romaskine!). Mennesket bruger naturen som arena for sin udfoldelse uden at kende sin plads i den.

Jeg håber, coronakrisen kan lykkedes med at ændre tankegangen i retning af en større naturforståelse, en forståelse af at vi er en del af noget større, at vi er nødt til at underlægge os, for at passe både på os selv, men også på vore fælles livsvilkår som del af naturen. Coronakrisen er farlig hvis vi ikke handler nu, men det er biodiversitets og klimakrisen jo også.

Lige nu sker der det, midt i alvoren, det interessante, at vi alle er påtvunget livet i nuet, som pigen på et lukket hostel i Peru siger så rammende i dagens nyheder- Det er det med, at vi ikke ved, hvad der kommer til at ske.

Mette Marie Hansen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder

Leder: Tak til efterskolen

Det er dyrt at have sit barn på efterskole. Det ved jeg kun alt for godt. Derfor blev jeg selvfølgelig også glad på min privatøkonomis vegne, da jeg fik en mail fra efterskolens forstander om, at jeg kan få noget af egenbetalingen tilbage. Det er et resultat af den aftale, der er indgået med undervisningsministeriet. Tak for det. Og måske især for den del af tilbagebetalingen, der handler om kostpenge. For alt det, jeg sparer på benzin frem og tilbage til arbejde i disse coronatider, ja, dem bruger jeg på at brødføde en stor, sulten teenager. Hvad angår den øvrige del af tilbagebetalingen, siger jeg selvfølgelig ikke nej til pengene. I hvert fald ikke så længe jeg er sikker på, at efterskolens medarbejdere stadig kan få løn, og efterskolen også kan eksistere efter corona. Hver dag siden efterskolen lukkede, har min søn siddet foran sin computer og modtaget undervisning. Idrætslærerne har på skift tvunget ham ud af huset for at tage billeder af blade i skoven, kramme træer eller bare løbe en tur. Lærerne lægger videoer ud og hjælper de unge mennesker med stadig at have en fornemmelse af at gå på efterskole. Nuvel, der er dage, hvor cybersamværet gør savnet større i stedet for mindre, men for det meste kommer sønnen ud af værelset med mere lys i øjnene, end inden timen begyndte. Jeg synes faktisk stadig, jeg får noget for pengene, selvom skolen er lukket. Så for mig er det vigtigste ved hjælpepakken ikke, hvad jeg kan få retur, men at lærerne kan få deres løn og beholde deres job på efterskoler, der stadig står klar til at tage imod vores børn og endda have råd til at gøre lidt ekstra for dem, når de forhåbentlig når tilbage til efterskolen og kammeraterne, inden skoleåret er omme. For hjælpepakke eller ej, så kan min søn og alle de andre efterskoleelever ikke få den tabte tid tilbage. Der er ikke nogen ny chance, uanset hvor mange penge jeg får retur.

Annonce