Annonce
Debat

Debat: De borgerlige har svigtet forudsætningerne for velfærdsforliget om stigende pensionsalder

Forbundsformand for 3F, Per Christensen. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Annonce

Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl har her i sommerpausen efterlyst, at blå blok modbeviser, at de borgerlige først og fremmest er til for de mest velstillede danskere, men også kendes på, hvordan vi er over for hinanden. Det er et synspunkt, 3F bakker varmt op.

Lakmustesten ligger klar efter sommerferien, hvor Folketingets partier skal forhandle om pensionsmuligheder for slidte seniorer med 40+ år på arbejdsmarkedet.

Allerede sidste efterår åbnede Dansk Folkepartis beskæftigelsesordfører Bent Bøgsted for, at man i år kunne se på nye modeller for pensionsmuligheder i stedet for at vente i tyve år til 2040, hvor både Venstre og nu også Radikale Venstre vil overveje, om en pensionsalder på 70 år skal betyde stop for automatiske stigninger. Men 3F’s medlemmer og mange andre slidte lønmodtagere kan – og skal – ikke vente til 2040.

I 3F er vi bestemt tilfredse med, at seniorpension siden nytår tilsyneladende har gjort det nemmere for nedslidte seniorer med begrænset arbejdsevne at trække sig tilbage, hvis visitationen giver adgang. Men tallene dokumenterer, at det ikke løser udfordringerne for slidte kolleger, som stadig er i beskæftigelse.

Langt de fleste, der tildeles senior- eller førtidspension, er i forvejen på offentlig forsørgelse. Kun godt 15 procent kommer fra beskæftigelse. Derfor er der fortsat brug for en ret – som ikke er en pligt – til tidligere tilbagetrækning uden at skulle spørge om lov for kolleger, der har været i 40+ år på arbejdsmarkedet og ikke kan klare sidste etape.

Der er en kæmpe social ulighedskløft blandt danskere efter 50års fødselsdagen, det gælder f.eks. med hensyn til sygedagpenge og længere sygdomsforløb i aldersgruppen 50-59 år og i forhold til førtidspension og efterløn.

Ja, hvert femte medlem af 3F har simpelthen mistet tilknytningen til arbejdsmarkedet inden deres 60års fødselsdag. Enten er de døde eller på sygedagpenge, førtidspension mv.

Kolleger, der fortsat er tilknyttet arbejdsmarkedet, døjer med helbredsgener på vej mod 60års fødselsdagen. Fysisk hårdt arbejde og mange ensartede bevægelser sætter sig bl.a. i ryg, lænd, skuldre, albuer og knæ, og smertestillende piller er for mange en daglig nødvendighed. At gå i seng på nogenlunde samme tid som børnebørnene for at være frisk til næste arbejdsdag er heller ikke et særsyn.

Med et halvt år ekstra i beskæftigelse skal en stuepige nå at gøre 4.000 hotelværelser rent. En murer skal løfte og lægge 66.000 sten, svarende til ti parcelhuse. En brolægger skal lægge næsten 250 ton ekstra sten.


Hvis man ikke kan holde til arbejdstempoet og arbejdsmiljøet efter 40+ års indsats, er det kun rimeligt, at man har ret til at trække sig tilbage uden at skulle stå med hatten i hånden.


I takt med forringelserne af efterlønnen har vi altså en gruppe af ufaglærte og faglærte lønmodtagere, der er kommet alvorligt i klemme. Dermed har de blå politikere svigtet alle tre væsentlige forudsætninger for det brede velfærdsforlig fra 2006 om løbende regulering af pensionsalderen. Forliget byggede på efterlønnen, på en stærkere indsats for bedre arbejdsmiljø og imod nedslidning samt på en styrket indsats for opkvalificering og efteruddannelse, så slidte lønmodtagere fik adgang til job- eller brancheskift.

Problemet er vokset, siden de borgerlige i 2011 gik til frontalangreb på de kortuddannedes mulighed for tilbagetrækning. Ældre danskere på arbejdsmarkedet har markant flere sygedage – plus 23 procent – i løbet af de sidste fem år. Det er blandt 3F’s og FOA’s medlemmer, at stigningen i sygefravær er værst.

Den sundhedsmæssige kløft blandt seniorer påvirker ikke kun de seneste år på arbejdsmarkedet, men giver også meget forskellige sundhedsmæssige rammer for pensionisttilværelsen.

Der er op til ti pensionsår – afhængig af målemetoden – til forskel mellem de kortuddannede og de bedst stilledes otium. Der er samtidig kæmpe forskel i seniorernes livskvalitet, som påvirkes af funktionshæmmende helbredsgener og generel sundhedstilstand.

Hvis man ikke kan holde til arbejdstempoet og arbejdsmiljøet efter 40+ års indsats, er det kun rimeligt, at man har ret til at trække sig tilbage uden at skulle stå med hatten i hånden.

Jeg håber, den konkrete virkelighed for især kortuddannede lønmodtagere vil præge debatten her i efteråret om ret til tidligere tilbagetrækning. I 3F inviterer vi meget gerne interesserede politikere til møde med vores medlemmer om deres dagligdag og arbejdsvilkår.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Hedensted For abonnenter

Ungt ægtepar var endelig klar til at flytte ind i deres drømmebolig: Men to timer før fik de overraskende besked fra kommunen

Annonce