Annonce
Debat

Debat: Da Martin Rossen kiggede forbi…

Politik: En søndag formiddag i begyndelsen af august 1999 sad jeg på mit kontor i Socialdemokratiet på Thorvaldsensvej, da telefonen ringede. I røret var Martin Rossen; i dag statsministerens stabschef. Vi var en slags kolleger, da Martin var international sekretær i DSU, jeg i Socialdemokratiet. Samtidig klikkede vi og var blevet venner; ordnede gerne verdenssituationen over en kop kaffe, kørte motorcykel og hudflettede politiske modstandere - og venner der var på afveje - i ramsaltede avis kommentarer.

Martin havde brug for, at vi sås snarest og en halv time senere sad han på mit kontor: Han og en ven var blevet overfaldet i Fælledparken aftenen forinden. Ganske uprovokeret havde en flok indvandrerdrenge overfaldet de to med spark og slag – hans ven havde fået en flaske i ansigtet. Martin var mest bekymret for, om vennen ville få varige skader på øjet.

Martin havde samme nat skrevet en kommentar, som han gerne ville vende med mig. Som altid var indlægget velskrevet. Pointen var vrede og frustration over angrebet. Men Martin fremhævede samtidig, at han forstod indvandrernes magtesløshed og frustration over en stadig større samfundsmæssig isolation. Martin lagde i både indlægget og vores samtale vægt på, at han støttede en bedre og mere human udlændingepolitik og at han var stærkt bekymret over den tiltagende racisme. Martin konkluderede, at han fortsat troede på, at Danmark ”kan blive et samfund for alle med plads til alle og brug for alle”. Indlægget blev bragt i Politiken den 14. august 1999.

Jeg havde ikke før oplevet Martin Rossen i en krisesituation. Og var ærlig talt imponeret over, hvordan han – i en alder af 23 – evnede at holde hovedet koldt. Han håndterede angrebet med omtanke og var samtidig meget opmærksom på, at en sådan enkelt hændelse – hvor ubehagelig den end var – ikke måtte få lov til at vælte hans verdensbillede og hans tro på det gode i mennesket.

Jeg kom til at tænke på denne episode, da regeringen for nylig fremlagde sin såkaldte sikkerhedspakke, angiveligt for at komme bandekriminaliteten til livs. En pakke, der indeholder ”en massiv udvidelse af overvågning af borgerne” med statsministerens egne ord. Samt etablering af en grænsekontrol mellem Sverige og Danmark, som er endnu en pind til den frie bevægeligheds ligkiste i Norden og EU. I betragtning af, at kriminaliteten er faldende, er statsministerens alarmistiske ageren og tone både voldsom og ude af proportion – og risikerer at gå ud over den tillid mellem borgerne, som Mette Frederiksen hylder ved andre lejligheder.

I stedet for at handle i panik burde statsminister Mette Frederiksen lade sig inspirere af Martin Rossens kloge og tænksomme reaktion. Dengang i sommeren 1999…

Annonce
Erik Boel
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Erhverv

Farvel til et stykke dansk industrihistorie: Kommunens største virksomhed skifter navnet ud efter 140 år

Leder For abonnenter

Leder: Tre broprojekter kæmper om politikernes gunst

En bro fra Kalundborg til Hou over Samsø? En ny Lillebæltsbro, enten ved siden af den gamle eller måske som en forbindelse fra Bogense til Juelsminde? Eller hvad med en bro fra Faaborg på Fyn til Als? Visionerne om nye broer, der kan forbinde Vest- og Østdanmark er mange. Og for mange til, at de alle kan blive til virkelighed. Groft sagt er der tre store bro-ønsker: en Kattegatbro, en ny Lillebæltsbro og en Als-Fyn-forbindelse. To af dem kan komme til at sætte meget markante aftryk i Østjylland. De seneste dage har regionsrådsformand i Syddanmark Stephanie Lose (V) gjort sig til talsmand for, at der er brug for en samlet analyse af de tre bro-ønsker. Det er såmænd ikke første gang, hun ytrer den holdning. Det gjorde hun også i efteråret. Men det gør ikke hendes budskab mindre vigtigt eller aktuelt. Det er sindssygt vigtigt, at politikerne på Christiansborg får en analyse, der tager højde for alle tre broprojekter. For ”det kan ikke undgås, at de påvirker hinanden. Det er store projekter, og derfor giver det mening at se det i en sammenhæng,” som Stephanie Lose siger. Og uden en samlet analyse er det yderst svært at gennemskue, hvad der er den bedste løsning. Der er så mange ting, der skal tages i betragtning: nuværende og fremtidige trafikbehov, hensyn til miljøet, påvirkning af natur og boligområder, økonomi, holdbarhed osv. Samtidig er der meget stærke interessegrupper, der - oftest funderet i en geografisk tilknytning - arbejder ihærdigt for én bestemt løsning. Ud fra devisen, at det handler om at råbe op, hvis man vil have indflydelse. Det er godt og demokratisk, men de, der skal træffe beslutningen, har brug for at blive klædt på til at kunne se mere end de forskellige lokale behov for en bro. De skal have et overblik. Umiddelbart synes jeg, at en ny Kattegatforbindelse lyder attraktiv. Men det vil blive en meget dyr bro, så kan vi for de samme eller færre penge få en anden trafikal løsning, der er bedre? Jeg ved det ikke. Men det skal politikerne helst vide, inden de skal beslutte sig. Så kom med den analyse.

Annonce
var adsmtag = adsmtag || {}; adsmtag.cmd = adsmtag.cmd || [];