Annonce
Debat

Debat: Brug for idræt for socialt udsatte

Idræt: Socialt udsatte medborgere har brug for fællesskaber. Gode og sunde fællesskaber, vel at mærke. Alt, alt for mange lever alene, i dyb ensomhed og fattigdom, og kæmper deres egen kamp med misbrug, kriminalitet og psykiske lidelser. Her kan idrætten noget særligt, fordi den samler os om noget fælles og overskueligt, og fordi den udvikler fairness og kammeratskab. Intet hold er stærkere end det svageste led, og derfor skal vi passe på hinanden. Hvis man i samfundet har glemt det, kan idrætten minde os om det. Behovet for sunde fællesskaber er stort, og de sundhedsmæssige potentialer er betragtelige.

Sundhedsstyrelsens seneste rapporter om sygdomsbyrden i Danmark viser, at socialt udsatte borgere har omfattende sociale, somatiske og psykiske problemer, og at de gennemsnit dør ca. 20 år før alle andre. Der er nok at kæmpe for, hvis man som politiker skulle være optaget af at fremme lighed i sundhed. Jeg synes, det bør være en selvfølge for et stort foreningsland som Danmark, at vi i fællesskab kæmper for socialt udsattes lige muligheder og lige adgang til idræt, motion og fællesskab. Sådan er det langt fra nu.

I Recovery Bulls Danmark har vi taget udfordringen op. Vi startede i Esbjerg tilbage i marts 2015, hvor jeg for første gang mødtes med andre socialt udsatte for at spille fodbold. I dag er vores forening ramme om en lang række andre sociale- og idrætsmæssige aktiviteter. Vi dyrkere dart, bueskydning, pool, petanque, spinning, streetbasket, svømning, bordtennis mm., og vi spiller fortsat en masse fodbold. Vi har fællesspisning og en række andre sociale arrangementer på programmet, ligesom vi deltager i stævner og konkurrencer rundt omkring i landet. Alt sammen styret af deltagerne selv og med uvurderlig hjælp fra frivillige, som selv har befundet sig i udsatte og sårbare livssituationer. Vi har et stærkt fællesskab, hvor vi hjælper hinanden med at fastholde et liv fri af misbrug og kriminalitet. Siden 2015 er foreningen vokset betydeligt. Udover Esbjerg er der i dag lokalforeninger i Odense, Slagelse, København og Vordingborg. Og nye er på vej.

I Recovery Bulls er idræt et middel til at komme sig, et middel til at opnå et bedre liv. Det handler om små og store løft i oplevelsen af livskvalitet, om forbedring af den enkeltes sundhedstilstand, om generhvervelse af sociale færdigheder og om at få mod på livet. Recovery betyder slet og ret ”at komme sig”. Men det kræver, at du gør noget selv - sammen med andre.

Med støtte fra TrygFonden har vi just gennemført den første systematiske brugerundersøgelse af vores arbejde. Den eksterne evaluering afdækker en række vigtige statistiske data, men indeholder også kvalitative interviews med en række af foreningens medlemmer. Resultaterne præsenteres i bogen ”En Fortælling om Recovery Bulls”, som udkommer 24. oktober 2019.

Resultaterne er bemærkelsesværdige. Her skal blot anføres nogle enkelte eksempler. 77 procent af de medlemmer, der har svaret på undersøgelsen finder at de i høj grad har fået større mod på livet gennem deres deltagelse i foreningens aktiviteter. 72 procent oplever, at de i høj grad har fået en større motivation til at leve et sundere liv. 55 procent af besvarelserne angiver samtidig at foreningens tilbud og samvær i høj grad har understøttet eksisterende behandlingsforløb, f.eks. misbrugsbehandling.

Idrætsfællesskaber for socialt udsatte har meget at bidrage med. Til glæde for den enkelte og for samfundet som helhed. Det er godt købmandsskab at investere i socialt arbejde, der virker, og som skaber bæredygtig og langvarig motivation for forandring.

Annonce
Even Ramsland
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Digte fra voldsmanden: Stor kunst eller ubehjælpsomt ævl?

JEG SAGDE SMUT/MEN HAN FORFULGTE MIG I HALVANDET MINUT/OG ENDTE MED AT BLIVE SKUDT/DET HAR JEG IKKE FORTRUDT/SELV OM DET ER FORBUDT/AT PRUTTE MED KRUDT. Stor kunst eller ubehjælpsomt ævl fra Yahya Hassan, der fra sin tidsubestemte psykiatriske anbringelse sender ”Yahya Hassan 2” på gaden? Anmelderne på dagbladsredaktionerne i København er ikke i tvivl. Stjernerne vælter ned over lyrikeren. ”En overrumplende karakterfuld og kanongod bog”, mener eksempelvis anmelderen i Weekendavisen, der brugte hele sin forside på et interview med digteren, som chefredaktør Martin Krasnik i sagens anledning personligt udførte. Andre uden for den kulturelle indercirkel er uenige i, at den dømte voldsforbryder er en befriende stemme fra den kulturelt så berigende ghetto. Den tidligere krimireporter på Ekstra-Bladet, Dan Bjerregaard, siger til journalisten.dk, at Hassan har ”chikaneret folk, han har truet folk, og han har skudt en mand i foden. Han har et voldsomt forbrug af narkotika, han flasher våben, og jeg mener, at man skal overveje det meget nøje, hvis man gerne vil bidrage til det liv.” Og det mener Bjerregaard, medierne gør ved at lade Hassan fylde så meget, og at danskerne gør, hvis de køber hans ”banale børnerim”. At medier beskæftiger sig med værk nummer to fra en skribent, hvis første bog for seks år siden solgte over 100.000, er kun naturligt. Så lader man sig nok let rive med, men det er altså ikke i sig selv en adgangsbillet til omtale og hyldest, at man er af anden etnisk afstamning, opvokset i en ghetto, notorisk voldsforbryder og indsat på retspsykiatrisk afdeling. Produktet må være det afgørende. Der er kun én konklusion: Danskerne må vurdere, om det er stor kunst eller ubehjælpsomt ævl, så vi slutter med endnu et citat fra den nye ”karakterfulde og kanongode bog”: ”JEG HAR HAFT SKUDSIKKER VEST PÅ UNDER JAKKEN/SIDEN ÅR 2013/TRO MIG JEG ER TRÆT AF DEN/DENS LUGT ER BLEVET LED SOM OKSESVED/OG JEG ER BLEVET EN JAGET GED”. Versalerne er forfatterens valg.

Kultur

Panduro advarer mod billethajer: - Svindelfirmaerne går ikke kun efter de store, udenlandske artister

Annonce