Annonce
Debat

Debat: Børnefamilier skal have frihed til at træffe valg

Jeg har tidligere her i avisen (11/8) skrevet om, hvordan vi på Christiansborg bør have som målsætning at give børnefamilierne bedre muligheder for frit at træffe de valg, der er de rigtige for dem, når det handler om opdragelse og pasning af deres børn.

Derfor er jeg også utrolig glad for, at vi i Dansk Folkeparti nu har fremsat et forslag om at udvide den eksisterende hjemmepasningsordning, så man kan få tilskud svarende til den højeste dagpengesats til, at enten far eller mor går hjemme de første fire år af barnets levetid. Det vil gøre det til en meget mere realistisk mulighed for mange familier, at en af forældrene går længere tid hjemme med barnet. Familiens økonomi skal jo også kunne hænge sammen.

Det vil naturligvis være et fuldstændig frit valg. Familierne er de bedste til at træffe de rigtige valg for netop dem. Det skal politikere eller ”eksperter” ikke bestemme. Med dette forslag giver vi bare endnu en valgmulighed. Jeg har selv været rigtig glad for at have haft mulighed for at gå hjemme med børnene, da de var små. Jeg er sikker på, at mange andre forældre også gerne vil have den mulighed.

Der har været både ris og ros til vores forslag. Radikale Sofie Carsten Nielsen er gået fuldstændig i selvsving og mener, at vi vil skrue tiden tilbage til 1919 og sende ”kvinderne hjem til kødgryderne”. Så meget for de Radikales tiltro til kvindernes og familiernes frit valg.

Til gengæld har der været stor ros til forslaget fra Danmarks småbørnsfamilieforening, Samfo. Formand Line Sofie Andersen kalder forslaget for enormt positivt og siger, at ”DF’s forslag er en god løsning, fordi de vil give forældre et reelt og frit valg mellem hjemmepasning og institutioner”.

Ikke overraskende synes jeg, at Samfo’s reaktion giver betydelig mere mening end Sofie Carsten Nielsens hysteri.

Vi foreslår i øvrigt, at ordningen kun skal gælde familier, der har været boet i Danmark i 20 år, samt familier, der ikke er omfattet af ghettopakkens krav om, at børn i udsatte boligområder skal i vuggestue i minimum 25 timer om ugen fra de er 1 år.

Annonce
Pia Kjærsgaard
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Ida Aukens lave selvværd og hykleri

Håndtryk: Muslimske mænd, der ikke giver hånd til kvinder, gør Ida Auken (RV) vred, fordi hun mener, det er kvindeundertrykkende idioti. Ida Auken, præstedatter og selvophøjet moralist, hvis tolerance og rummelighed forekommer mig teoretisk funderet, burde da arbejde med sit selvværd som kvinde, eftersom en "middelalderlig mand" med konservative overfortolkninger af islam pga. manglende håndtryk kan få den stakkels Ida til at opleve det som "et chok" og får hende til at "føle sig forkert". Ida Auken selv bidrager aktivt til at stemple og stigmatisere de såkaldte normale, håndtrykpraktiserende muslimer, når hun i P1 radio udtaler, at "det går udover alle de muslimer, der lever normale liv" (dem der vil trykke Ida i hånden), og at "de betaler regningen for dem, der vælger at fortolke religionen så bogstavnært". Personligt synes jeg, at det er noget pjat at man ikke giver hånd til personer med den modsatte køn, men jeg har til gengæld aldrig følt mig tøsefornærmet eller hysterisk som Ida, de gange en kvinde grundet sin religiøse eller anden overbevisning havde afvist at give mig hånd og i stedet for hilst på mig på en anden måde. Jeg vil aldrig i livet tolke det som manglende respekt for mig som menneske eller som mand. Hjertelighed, oprigtighed og venlighed sidder ikke i håndtrykket, og det burde Ida som medlem af det Radikale Venstre og formentlig belæst præstedatter da vide. Et venligt nik, et par oprigtigt smilende øjne eller hånden på hjertet er for mig mindst lige så respektfuld måde at møde, hilse og anerkende det andet menneske på som et til tider standard- og uengageret håndtryk. Man skal feje for egen dør først. Det er fint nok, at vi kritiserer visse muslimers ortodoksi, men vi må heller ikke glemme, at hver fjerde kvindelig præst i den reformvenlige danske folkekirke har oplevet diskrimination og forskelsbehandling. Således har 57 ud af de 640 præster oplevet at blive nægtet håndtryk af en mandlig kollega. Ida Auken er et tydeligt eksempel på en socialliberal politiker, hvis frisind og tolerance er blevet forurenet af den årelange og umættelige islamofobi og muslimbashing.

Annonce