Annonce
Debat

Debat: Andelstanken kan give en ny generation adgang til landbruget

Hvis vi står sammen, kan vi vise vejen. Selv har jeg kastet mig ind i klimakampen sammen med tusind andre andelshavere i foreningen ’Andelsgaarde’.

Til salg. Skiltene med de to ord findes overalt, hvor man bevæger sig på de små landeveje. Og det er sjældent græskar, pastinakker og mirabelle-blommer, der er til salg - men huse og gårde. Langt de fleste gårdejere er i dag over 60 år, og derfor ser vi i disse år et omfattende generationsskifte i landbruget. Der er blot lige det problem, at der ikke er nogen næste generation at skifte til.

Mange af os, som er vokset op på landet, er flyttet til byerne, har taget akademiske uddannelser og fået et fjernt forhold til jord. Man kan sige, at vi er den generation, der har mistet ’jordforbindelsen’. Hvorfor hører vi så egentlig ikke mere til generationsskiftet, som sådan set ikke kan finde sted, fordi næste generation glimrer ved sit fravær? Det er fordi de mindre gårde så let som ingenting bliver købt op af de store gårde eller af udenlandske kapitalfonde. Adgangen og råderetten til dyrkningsjorden – vores livsgrundlag – ender på ganske få hænder og glider os kollektivt af hænde, alt imens vi har travlt med andre ting.

De stores opkøb af de små og de forsvindende fællesskaber på gårdene har fået mig til at vågne op og reagere. For udviklingen på landet har i høj grad også noget med mig at gøre, eftersom jeg ikke står klar med de rette kompetencer til at overtage den fædrene gård som også står til salg. Jeg bor i leje-lejlighed på Nørrebro i København, dyrker spiselige blomster på min tagterrasse, køber øko-varer i supermarkedet, stemmer grønt til folketingsvalget og har en boglig uddannelse i ryggen. Det er al sammen meget godt, men der skal mere til. Det er også mit – og dit - ansvar, hvad der sker med ejerskabet af vores dyrkningsjorde midt i det store ’generationsskifte’. Det er vores fælles ansvar, at vi ikke ender i en fordeling af jord, som er endnu mere skævt end før landbrugsreformernes tid!

Spørgsmålet er så, hvordan vi, ’det jordløse folk’, overhovedet kan spille en rolle? Hvordan kan vi, der lever i lejligheder og parcelhuse, øve endnu større indflydelse på, hvordan jorden behandles? Hvordan kan vi skubbe anvendelsen af vores jorde i en mere klimavenlig, giftfri, resilient og regenerativ retning? Og hvordan kan vi samtidig bidrage til, at fællesskabet omkring gårdene bliver genopbygget? I dag er der ganske få ansatte på en farm med tusindvis af dyr og hundredvis af hektarer. Det skaber meget lidt fællesskab.

Hvis vi står sammen, kan vi vise vejen. Selv har jeg kastet mig ind i klimakampen sammen med tusind andre andelshavere i foreningen ’Andelsgaarde’. For et medlemskab på 150 kr. om måneden ejer og driver vi sammen ’Lerbjerggård’ i Melby i Nordsjælland med 5 hektar jord. Arealet er stort nok til at vi kan plante træer og buske, som binder CO2, og til at det unge landmandspar Nanna Thomsen og Christopher Lieblein Lundgren kan få indtjening nok gennem salg af grøntsager. Det sidste kræver ifølge dem kun omtrent én hektar dyrknings-jord, som skal skifte fra lod til lod fra år til år. Deres høstudbytte vil kunne give sund og klima-venlig kost til mange familier. Vi tror på små-skala landbruget og at give noget af arealet til vild natur, og vil købe flere og flere mindre gårde op efterhånden som vores medlemstal vokser.

Nanna og Christopher, som har studeret på Kalø Økologiske Landbrugsskole, har banket på hos flere banker for at få lov til at låne penge til deres store drøm, at købe en gård. Men forgæves. Da de hørte om vores forening, der støtter landmænd, som vil dyrke jorden økologisk og klimavenligt, var det en spændende løsning for dem. Ikke alene får de, når vi har fået renoveret stuehuset, muligheden for at flytte ind på Lerbjerggård, de har også allerede tusind entusiastiske medlemmer i ryggen, som de kan trække på, når der er arbejdskraft-krævende opgaver på gården og i marken. Den ensomme landmands tid er forbi. I ’Andelsgaarde’s første sæson har vi medlemmer blandt andet deltaget i plantning af bærbuske, rensning af ukrudt på gårdspladsen, slibning af gamle vinduer, bygning af raftehegn og opgravning af jordskokker.

På Lerbjerggård skal vi anvende plantegødning og eksperimentere med skov-landbrug. Med den rette forvaltning og indstilling kan landbrugsjord anvendes til at binde CO2, og kan dermed blive en vigtig nøgle til at holde temperaturstigningerne nede til inspiration for landmænd overalt i verden. Men klimavenlig, økologisk og regenerativ dyrkning kræver fællesskab og mandskab, fordi man hverken sprøjter eller pløjer. Derfor er det godt at være mange, og fællesskabet kan dække økonomisk ind, hvis for eksempel høsten slår fejl. Vi er mange byboere, som har glæde af at være til gavn, få ’fingrene i jorden’ og konkret bidrage til et mere positivt klimaregnskab. Hvis vi vil fællesskaber og klima det godt, så må vi, det jordløse folk, hver især engagere os på en langt mere konkret måde i udviklingen på landet. Vi ses i marken.

Annonce
Illustration: Gert Ejton

Om skribenten

Helle Solvang er foredragsholder, grøn folkeoplyser, radiovært, dokumentarist samt moderator på Kulturmødet Mors. Hun er opvokset på en gård ved Lammefjorden og bosat i København. Hun er medlem af Andelsgaarde (andelsgaarde.dk) og skildrer dyrkning og opbygningen af fællesskabet dokumentarisk. Andelsgaarde har planer om at opkøbe flere gårde rundt om i landet i takt med at medlemstallet stiger. Realdanias pulje ’Underværker’ har i sidste uge bevilget "Andelsgaarde" en million kroner i støtte til et fælleshus på Lerbjerggård.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Akutlægehelikopterne redder masser af liv

Læserbrev

Hvor skal vi bo, når vi bliver gamle?

Læserbrev: Der kommer flere ældre, og de lever længere. Heldigvis. Det stiller helt nye krav til fremtidens boligmarked, så det matcher seniorerne og de ældres behov. For S er det helt afgørende med gode forhold for alle ældre. Derfor har regeringen med den seneste kommuneaftale tilført kommunerne 1,7 mia. kr. til at holde hånden under velfærden, når der til næste år bliver endnu flere ældre. Men vi skal mere end det. I S er vi optagede af, hvordan vi indretter vores boligmasse, så vi som ældre kan bo et sted, hvor vi kan føle os trygge, have det sociale liv, vi ønsker, og så vi kan betale boligen og samtidig få mad på bordet. Og vi er ikke mindst optagede af, at vi som ældre har mulighed for at få den pleje og omsorg, vi har brug for, dér, hvor vi bor. Når vi går på pension og seniorlivet starter, håber vi på at få mange år med fysisk aktivitet, rejser og socialt samvær med familie og venner. Men vi ved godt, at alt har sin tid. Kræfterne vil blive færre, og man kommer måske til at bo alene, hvis ægtefællen går bort før en selv. Huset eller lejligheden bliver for stor. Pludselig kan muligheden for offentlig transport blive afgørende for dit sociale liv og dine muligheder for at handle ind. Engang forbandt vi alderdommens boliger med plejehjem. Men kun 41.000 danskere over 65 år bor på plejehjem. Det svarer til 3,6 pct. af alle ældre over 65 år. Langt de fleste danskere kommer derfor ikke til at bo på et plejehjem. Men hvor så? Ifølge Vives ældreundersøgelser er der i dag ca. 80.000 ældre, der ønsker at bo i seniorbofællesskab, stigende til 120.000 mod år 2044. Det aktuelle udbud er på 5562 boliger. Det tyder på, at mange ældre ser bofællesskaber som den boligform, der på en og samme tid giver frihed og tryghed. Men det vil være en voldsom stor opgave at bygge så mange nye bofællesskaber og holde dem på et prisniveau, som alle folkepensionister kan betale. De almene boligselskaber kommer også til at spille en vigtig rolle. Med mere end 570.000 almene boliger på det danske boligmarked har de en stærk tradition for at skabe rammer for det gode liv og en høj grad af fleksibilitet. Tænker vi klogt, kan vi også indrette boligmassen, så den offentlige ældrepleje kan få optimale betingelser. Vi ser frem til, at 2020 bliver det år, hvor vi kan rette projektørerne på fremtidens seniorboliger. Vi vil lytte til alle gode forslag, der kommer på bordet, og ser frem til debatten i medierne og på Christiansborg. (Forkortet, red.)

Annonce