Annonce
Debat

Debat: Andelstanken kan give en ny generation adgang til landbruget

Hvis vi står sammen, kan vi vise vejen. Selv har jeg kastet mig ind i klimakampen sammen med tusind andre andelshavere i foreningen ’Andelsgaarde’.

Til salg. Skiltene med de to ord findes overalt, hvor man bevæger sig på de små landeveje. Og det er sjældent græskar, pastinakker og mirabelle-blommer, der er til salg - men huse og gårde. Langt de fleste gårdejere er i dag over 60 år, og derfor ser vi i disse år et omfattende generationsskifte i landbruget. Der er blot lige det problem, at der ikke er nogen næste generation at skifte til.

Mange af os, som er vokset op på landet, er flyttet til byerne, har taget akademiske uddannelser og fået et fjernt forhold til jord. Man kan sige, at vi er den generation, der har mistet ’jordforbindelsen’. Hvorfor hører vi så egentlig ikke mere til generationsskiftet, som sådan set ikke kan finde sted, fordi næste generation glimrer ved sit fravær? Det er fordi de mindre gårde så let som ingenting bliver købt op af de store gårde eller af udenlandske kapitalfonde. Adgangen og råderetten til dyrkningsjorden – vores livsgrundlag – ender på ganske få hænder og glider os kollektivt af hænde, alt imens vi har travlt med andre ting.

De stores opkøb af de små og de forsvindende fællesskaber på gårdene har fået mig til at vågne op og reagere. For udviklingen på landet har i høj grad også noget med mig at gøre, eftersom jeg ikke står klar med de rette kompetencer til at overtage den fædrene gård som også står til salg. Jeg bor i leje-lejlighed på Nørrebro i København, dyrker spiselige blomster på min tagterrasse, køber øko-varer i supermarkedet, stemmer grønt til folketingsvalget og har en boglig uddannelse i ryggen. Det er al sammen meget godt, men der skal mere til. Det er også mit – og dit - ansvar, hvad der sker med ejerskabet af vores dyrkningsjorde midt i det store ’generationsskifte’. Det er vores fælles ansvar, at vi ikke ender i en fordeling af jord, som er endnu mere skævt end før landbrugsreformernes tid!

Spørgsmålet er så, hvordan vi, ’det jordløse folk’, overhovedet kan spille en rolle? Hvordan kan vi, der lever i lejligheder og parcelhuse, øve endnu større indflydelse på, hvordan jorden behandles? Hvordan kan vi skubbe anvendelsen af vores jorde i en mere klimavenlig, giftfri, resilient og regenerativ retning? Og hvordan kan vi samtidig bidrage til, at fællesskabet omkring gårdene bliver genopbygget? I dag er der ganske få ansatte på en farm med tusindvis af dyr og hundredvis af hektarer. Det skaber meget lidt fællesskab.

Hvis vi står sammen, kan vi vise vejen. Selv har jeg kastet mig ind i klimakampen sammen med tusind andre andelshavere i foreningen ’Andelsgaarde’. For et medlemskab på 150 kr. om måneden ejer og driver vi sammen ’Lerbjerggård’ i Melby i Nordsjælland med 5 hektar jord. Arealet er stort nok til at vi kan plante træer og buske, som binder CO2, og til at det unge landmandspar Nanna Thomsen og Christopher Lieblein Lundgren kan få indtjening nok gennem salg af grøntsager. Det sidste kræver ifølge dem kun omtrent én hektar dyrknings-jord, som skal skifte fra lod til lod fra år til år. Deres høstudbytte vil kunne give sund og klima-venlig kost til mange familier. Vi tror på små-skala landbruget og at give noget af arealet til vild natur, og vil købe flere og flere mindre gårde op efterhånden som vores medlemstal vokser.

Nanna og Christopher, som har studeret på Kalø Økologiske Landbrugsskole, har banket på hos flere banker for at få lov til at låne penge til deres store drøm, at købe en gård. Men forgæves. Da de hørte om vores forening, der støtter landmænd, som vil dyrke jorden økologisk og klimavenligt, var det en spændende løsning for dem. Ikke alene får de, når vi har fået renoveret stuehuset, muligheden for at flytte ind på Lerbjerggård, de har også allerede tusind entusiastiske medlemmer i ryggen, som de kan trække på, når der er arbejdskraft-krævende opgaver på gården og i marken. Den ensomme landmands tid er forbi. I ’Andelsgaarde’s første sæson har vi medlemmer blandt andet deltaget i plantning af bærbuske, rensning af ukrudt på gårdspladsen, slibning af gamle vinduer, bygning af raftehegn og opgravning af jordskokker.

På Lerbjerggård skal vi anvende plantegødning og eksperimentere med skov-landbrug. Med den rette forvaltning og indstilling kan landbrugsjord anvendes til at binde CO2, og kan dermed blive en vigtig nøgle til at holde temperaturstigningerne nede til inspiration for landmænd overalt i verden. Men klimavenlig, økologisk og regenerativ dyrkning kræver fællesskab og mandskab, fordi man hverken sprøjter eller pløjer. Derfor er det godt at være mange, og fællesskabet kan dække økonomisk ind, hvis for eksempel høsten slår fejl. Vi er mange byboere, som har glæde af at være til gavn, få ’fingrene i jorden’ og konkret bidrage til et mere positivt klimaregnskab. Hvis vi vil fællesskaber og klima det godt, så må vi, det jordløse folk, hver især engagere os på en langt mere konkret måde i udviklingen på landet. Vi ses i marken.

Annonce
Illustration: Gert Ejton

Om skribenten

Helle Solvang er foredragsholder, grøn folkeoplyser, radiovært, dokumentarist samt moderator på Kulturmødet Mors. Hun er opvokset på en gård ved Lammefjorden og bosat i København. Hun er medlem af Andelsgaarde (andelsgaarde.dk) og skildrer dyrkning og opbygningen af fællesskabet dokumentarisk. Andelsgaarde har planer om at opkøbe flere gårde rundt om i landet i takt med at medlemstallet stiger. Realdanias pulje ’Underværker’ har i sidste uge bevilget "Andelsgaarde" en million kroner i støtte til et fælleshus på Lerbjerggård.
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Der er alt for mange ludomaner

Kampen mod cigaret-reklamer har ikke været forgæves. Det har givet gode resultater i kampen mod den usunde tobak. Nu er tiden inde til endnu en kamp, nemlig reklamerne mod spil. Der er alt for mange ludomaner. Det er lige så ødelæggende som tobakken. Mange er lette at friste, og det vrimler med reklamer for alle slags spil. Jeg ser det ikke som noget problem, når Brian Laudrup står frem og fortæller om sine afgørende mål. Men når det ene almindelige menneske efter det andet sidder og fortæller omverdenen om de gevinster, de har vundet, er det et helt andet problem. Hvis de virkelig vandt så meget, som de fortæller om, ville spilselskabet være konkurs for længst, og det ville ikke have penge til at betale for tv-reklamerne. Når de alligevel laver den type reklamer, er det selvfølgelig, fordi der er svage sjæle, der kan blive fristet. Når man ser reklamer, tænker mange: "Tænk, hvis det var mig. Jeg vil også gerne en tur sydpå". Det er bare så sjældent, det lykkes. Jeg kan sagtens lade mig friste til at købe en lottokupon eller kaste mig over et skud på Oddset, men her oplever jeg virkeligheden. Det er bare så lidt, der kommer i gevinst, og som regel en del mindre, end jeg har spillet for. Oddset er et videnspil, så her er man selv ude om det, men det er sjældent, man rammer odds 116 med gevinst, som de taler om i reklamerne. Der kan være ganske muntre reklamer undervejs, men de har kun ét formål: At skaffe nye kunder i fælden. Jeg har ondt af de familier, der får deres økonomi ødelagt af ludomaner. Det er så fristende. Man skal huske på, at spilselskaberne tjener styrtende med penge, og taberne er os, der køber lotto-kuponerne. Danmark har en gruppe af ludomaner. Vi har ikke brug for engelske tilstande, hvor fodboldmillionærer har spillet hele deres formue op i en naiv tro på, at der var penge at hente i selskaberne. Sæt ind over for reklamerne. Vi har ikke brug for flere ludomaner.

Annonce