Annonce
Debat

Debat: Alberti - et liv i luksus inden otte års tugthus

- Det er Alberti, sagde han …”

Vi skruer tid og sted 100 år tilbage til det indre København, hvor det en tidlig søndag morgen i september ringer på døren til tidligere konseilspræsident J. C. Christensens lejlighed i Herluf Trolles Gade. Mens den landskendte politiker undrer sig over, at postbudet er så tidligt på færde, haster han ud i gangen for at lukke op.

Udenfor står en høj, mager skikkelse med gusten ansigtsfarve og pincenez med mørke glas, og J. C. Christensen har svært ved at genkende ham. Med J. C.s ord:

”- Det er Alberti, sagde han. Det gav et sæt i mig, og han fortsatte: Jeg kommer for at bede Dem ikke at bære Nag til mig for den store Ulykke, jeg bragte over Dem. Jeg svarede: Ja, det var en stor Ulykke, men jeg bærer ikke Nag til nogen, heller ikke til Dem. Bed De om, at Gud vil tilgive Dem."

Landets magtfulde justitsminister i årene fra 1901-08 Peter Adler Alberti opsøger denne morgen den gamle konseilspræsident for at få fred i sjælen efter at have afsonet sin dom på otte års tugthusarbejde i Horsens Straffeanstalt.

10 år tidligere i september 1908 skrev Alberti sig for tid og evighed ind i alle historiske annaler. Èt af dè dramatiske øjeblikke i Danmarks historie, hvor tiden bogstaveligt talt gik i stå. Nyheden om Alberti-skandalen ramte nærmest som en tsunami og bredte sig som en løbeild over hele landet

Fra hvert et torv og gadehjørne udbasunerede hæse avisdrenge Hans Excellence Storkorsridder og Gehejmekonferensråd Peter Adler Alberti som den største Svindler i Danmarkshistorien, der ved storstilet falsk havde bedraget for et millionbeløb af ufattelige dimensioner.

Aviserne ryddede alle forsider og forsøgte med fede overskrifter at kaste lys over den omstridte justitsministers gøren og laden i historiens største svindelaffære.

Tirsdag morgen den 8. september 1908 tager skandalens sidste akt sin begyndelse. Alberti forlader sit kontor, tager bowler og frakke på og giver besked i forkontoret: Jeg bliver borte en halv times tid.

Efter i ren distraktion at have ladet sig barbere på sin faste barberstue to gange indtager den imposante Alberti – han er 188 cm høj og 150 kilo tung – en overdådig frokost på sit vante spisested Cafe Glyptoteket.

Derefter bevæger han sig videre ud i byen og ender ved trappen til Domhusets Politikammer ved Nytorv. Han tøver et øjeblik, træder ind i Politiets Vagtstue og bliver modtaget med ærbødig respekt og dybe buk.

Med ordene Jeg er kommet herop for at anmelde et bedrageri. Ja, det er mig selv melder Alberti sig selv til den vagthavende overbetjent som skyldig i bedrageri og falsk for millioner. I en tid, hvor en arbejders dagløn udgør få kroner, svarer Albertis svindel til en fjerdedel af det danske statsbudget.

Med Kaare R. Skous ord i bogen Magtens Forblændelse: Læg krakket i Landmandsbanken i 1922 sammen med skandalen omkring Nordisk Fjer i 1991, Roskilde Banks endeligt i 2008 og Stein Bagger samme år, og du når stadig ikke i nærheden af det hul i kassen, som Danmarks justitsminister indtil 1908 efterlod sig.

Efter to års retssag falder dommen over Alberti den 17. december 1910. Landets tidligere justitsminister bliver idømt lovens strengeste straf på otte års tugthus – at afsone i Horsens Straffeanstalt.

Med glubende appetit på livets goder yndede Alberti i sine velmagtsdage at sætte sig til et overdådigt bord i mondæne omgivelser med sølvbestik og service af fineste krystal og tage for sig af oksebryst med spidskål, bøffer med krydret sauce, fjordrejer og friske østers i skal. For at slutte af med bjerge af karamelrand, ananasfromage og flødeskumskager ad libitum.

I Horsens Straffeanstalt må han tage til takke med at spise på celle-gangen med træbestik og skærekniv lænket fast. Den daglige kost består af rugbrød, fedt, stegt sild, grød og blodbudding, og kiloene rasler af den tidligere så pompøse justitsminister. Han vejer ved sin løsladelse den 14. august 1917 halvfjerds kilo – kun halvt så meget som da han blev indsat.

I juni 1932 bliver Alberti påkørt af en sporvogn i det indre København og dør få dage senere på Rigshospitalet, 81 år gammel.

Annonce
Forsiden netop nu
112

Gps afslørede 24-årig løbehjulstyv

Læserbrev

Korshærsleder: Hjemløsetallet i Horsens stiger igen - der bør være flere 'skæve boliger'

Læserbrev: Mens hjemløsetallet i Danmark stort set er uændret, er der ifølge den seneste landsdækkende hjemløsetælling nu 181 hjemløse i Horsens. Det er en stigning på 45 personer i forhold til 2017. Det betyder, at der er 181 borgere, der på optællingstidspunktet ikke havde en fast adresse. Det er mennesker, der f.eks. sover hos en ven eller bor i et kolonihavehus, en garage, en forladt bygning eller i telt. 30 horsensianere bor på herberger (§ 110) rundt omkring i landet. Det koster ca. 30.000 kr. pr. måned for hver person, hvoraf Horsens Kommune betaler halvdelen. Staten betaler den anden halvdel. En udgift for Horsens Kommune på ca. 5,5 mio. kr. At være hjemløs er en ulykkelig situation, det er flovt og skamfuldt ikke at have et sted at bo. At have en bolig er en basal ting, som alle vi andre tager for givet. Vi møder dem på Kirkens Korshærs varmestue i Borgergade, hvor de kommer for at få morgenmad, et bad og et måltid varm mad. Vi møder dem, når de kommer direkte udskrevet fra psykiatrisk hospital eller løsladt fra fængslet uden en funktionel bolig. Vi sender dem på gaden igen, når varmestuen lukker kl. 13.30, velvidende at nogen af dem ikke har et sted at gå hen, før vi åbner igen næste morgen. Gæstfriheden er dog stor hos varmestuens øvrige brugere, som ofte inviterer de hjemløse hjem til sig. En nødløsning, som der desværre sjældent kommer noget godt ud af. Hjemløshed er et komplekst problem, fordi det ikke blot handler om at få en billig bolig. Det er komplekst, fordi man sjældent bare er hjemløs. Ofte er man også plaget af misbrug og stor gæld forårsaget af kviklån, narko og spil. Har man så også en psykiatrisk lidelse, så er det meget svært at få hverdagen til at fungere. Får man endelig en bolig, varer det ikke længe, før man ender på gaden igen. Som hjemløs er man truet på sin eksistens, og det er en ond cirkel, der starter. Man er i ekstrem fare for at blive involveret i vold, kriminalitet, afpresning og prostitution, og gentagne gange møder de hjemløse op på varmestuen og har mistet alt, og varmestuens medarbejdere må hjælpe dem med at få bragt orden i kaos igen. Mange af varmestuens brugere har fået gentagne tilbud om bolig og misbrugsbehandling i løbet af deres liv, men det har ikke fungeret. De passer ikke ind nogen steder, og misbruget fortsætter. Derfor bør der bl.a. være flere "skæve boliger" med en social vicevært tilknyttet, hvor de kan bo og leve i fred og have deres misbrug uden at genere nogen naboer. Desuden bør der være en fokuseret og forebyggende hjemløseindsats, hvor alle kommunens instanser og samarbejdspartnere arbejder sammen om konkrete løsninger for den enkelte hjemløse.

Annonce