Annonce
Hedensted

De rykker ud til både med problemer: - Vi kalder det autohjælp til søs

Rescue Juelsminde er jetdrevet, søstærk og kan vende på meget lidt plads. Den blev vist frem ved Åben Havn forleden. 90 mennesker fik en sejltur, og 10 meldte sig ind i Dansk Søredningsselskab. Det var en super dag, fortæller Rolf Monberg. Foto: Michael Svenningsen
Juelsmindes redningsstation tæller godt tyve mand. Sidste år var de i aktion flere end 60 gange.

Juelsminde: Sommeren står for døren, og den bringer liv med sig på farvandet ud for Juelsminde.

Sidste år fik byen og Dansk Søredningsselskab banket en station med redningsbåd på benene, så sejlende havde et sted at hente hjælp.

Stationens frivillige var i aktion godt 60 gange i 2018, og de er klar til at rykke ud igen i år.

Indtil videre har der været bud efter dem syv gange.

For et par uger siden var det en båd, der på grund af motorproblemer måtte hjælpes fra Vejle Fjord og ind til havnen i Juelsminde.

- Vi kalder det autohjælp til søs, for det er Dansk Autohjælp, man bedst kan sammenligne os med. Typisk står sejleren med et eller flere motorproblemer, men det kan også være grundstødning eller mere dramatisk - at båden springer læk, siger stationsleder Rolf Monberg.

Sejlerne tilkalder redningstjenesten telefonisk, og alene det at få en person i røret er ofte en hjælp for dem.

- Vi støtter dem moralsk og har bl.a. hjulpet en ung mand fra Bogense over telefonen. Motoren til båden virkede ikke, og han skulle sejle ind med sejl for første gang, fortæller Rolf Monberg.

Annonce
Vi er et par af tyve. Nogle er mere aktive end andre. Sådan vil det altid være i en frivillig organisation. Vil vil gerne have fire-fem stykker mere.

Rolf Monberg, stationsleder.

Frist på tyve minutter

Han og de frivillige er godt tilfredse med deres redningsbåd, Rescue Juelsminde, som blev købt i Sverige og indviet i september sidste år efter at være blevet istandsat.

Der øves gerne ombord på den tidligere militærbåd ugentligt.

Ved udkald har stationen tyve minutter til at stille med fire mand og sejle ud fra lillemolen. Én agerer bådfører, to agerer reddere, og én tager plads foran skærmene på stationen, som er indrettet i Juelsminde Sejlklubs klubhus.

Brug for flere

Redningsstationen har et par af tyve frivillige at trække på, og der er brug for flere. Helst en fire-fem stykker, fortæller Rolf Monberg.

- Vi vil gerne være lidt polstret, så vi er sikre på, at vi til enhver tid kan være ude af havnen på tyve minutter. Det er gået indtil videre. Men vi har stået i situationer, hvor vi måtte sige: "hvis ham her ikke kan, så får vi et problem", siger stationslederen.

Det er især frivillige, der kan rykke ud i dagtimerne, redningstjenesten søger, men også mandskab til aftener og weekender kan bruges.

De frivillige er en blanding af folk, der er på efterløn eller pension, og folk, det har et arbejde. De fleste er sejlere, men andre er også velkomne.

- Vi har et godt internt uddannelsesprogram, siger Rolf Monberg.

Han har igennem mange år været medlem af Marinehjemmeværnet og sagde ja, da han blev spurgt, om han ville være en del af redningsstationen.

- Jeg synes, at ideen om at få hjulpet sejlere i nød, før situationen udvikler sig alvorligt, er rigtig, siger han.

Lørdag var Rescue Juelsminde i aktion igen. Denne gang var det en båd med beskadiget motor, der skulle slæbes fra Bugten og ind til havnen.

Dansk Søredningsselskab

  • Redningsstationen i Juelsminde hører under Dansk Søredningsselskab (DSRS).
  • Det er en almennyttig forening, som blev etableret i Danmark for mere end ti år siden på opfordring af en svensk søsterorganisation.
  • Der er ti stationer i Danmark og omkring 170 frivillige, som årligt kaldes ud omkring 600 gange.
  • Foreningen baseres på frivillighed, kontingenter fra medlemmer og donationer.
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce