Annonce
Læserbrev

De pårørende er handicappolitikkens oversete helte

Mange tror, at det offentlige leverer væg-til-væg-service, men virkeligheden er, at servicen ofte kun dækker et hjørne af behovet - resten tager de pårørende sig af.

Læserbrev: Vanførefondens Opmuntringspris 2019 på 25.000 kr. gik til Monica Lylloff, der er initiativtager til Facebook-gruppen "Bak op om de pårørende" og en ualmindelig sej mor til tre børn med særlige behov.

Emma, den ene af et tvillingepar, har cerebral parese (spastisk lammelse).

Ved at hædre Monica og hendes kamp for sine børn har Vanførefonden sat fokus på en voldsom overset og underkendt ressource i handicappolitikken: de pårørende - forældre, ægtefæller, søskende og bedsteforældre til børn, unge og voksne med et handicap.

De pårørende leverer dag ud og dag ind en kæmpe indsats for at få hverdagen til at hænge sammen og er advokater, koordinatorer, bisiddere og gratis arbejdskraft på de lange strækninger, hvor den offentlige service ikke slår til.

Som mor til en blind og svært multihandicappet datter, der nu desværre er død, har jeg selv været der.

Mange tror, at det offentlige leverer væg-til-væg-service, men virkeligheden er, at servicen ofte kun dækker et hjørne af behovet - resten tager de pårørende sig af.

De får hverdagen til at hænge sammen: den vågne nattevagt, de arme og ben, der mangler, den, der organiserer og koordinerer.

Alt for ofte er der for lidt tid til bare at være mor, far eller søskende, fordi man ender som semi-professionel medhjælp for det familiemedlem, der har et handicap.

Derfor skal de pårørendes behov og rettigheder tænkes ind i de igangværende regeringsforhandlinger og lovgivningen.

Der er både behov for konkrete rettigheder designet til pårørende, f.eks. ret til omsorgsdage i forbindelse med hospitalsindlæggelser, og et lovgivningsmæssigt værn mod rovdrift på pårørende, så det sikres, at de kan være det, som pårørende først og fremmest skal være, nemlig pårørende.

Problemet er også, at de borgere med et handicap, som har et svagt netværk og ingen tætte pårørende, oplever, at de har svært ved at få den hjælp, de har behov for, fordi de mangler pårørende til at kæmpe for sig.

I CP Danmark - Landsforeningen for cerebral parese foreslår vi derfor, at serviceloven og andre relevante regler kulegraves for at sikre, at der er det rigtige og nødvendige fokus på pårørende.

Vores social- og handicappolitik skal ikke bygge på udnyttelse af pårørende.

Lone Møller. Pressefoto
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Regeringen: En pakke cigaretter skal koste en 50'er

Læserbrev

Korshærsleder: Hjemløsetallet i Horsens stiger igen - der bør være flere 'skæve boliger'

Læserbrev: Mens hjemløsetallet i Danmark stort set er uændret, er der ifølge den seneste landsdækkende hjemløsetælling nu 181 hjemløse i Horsens. Det er en stigning på 45 personer i forhold til 2017. Det betyder, at der er 181 borgere, der på optællingstidspunktet ikke havde en fast adresse. Det er mennesker, der f.eks. sover hos en ven eller bor i et kolonihavehus, en garage, en forladt bygning eller i telt. 30 horsensianere bor på herberger (§ 110) rundt omkring i landet. Det koster ca. 30.000 kr. pr. måned for hver person, hvoraf Horsens Kommune betaler halvdelen. Staten betaler den anden halvdel. En udgift for Horsens Kommune på ca. 5,5 mio. kr. At være hjemløs er en ulykkelig situation, det er flovt og skamfuldt ikke at have et sted at bo. At have en bolig er en basal ting, som alle vi andre tager for givet. Vi møder dem på Kirkens Korshærs varmestue i Borgergade, hvor de kommer for at få morgenmad, et bad og et måltid varm mad. Vi møder dem, når de kommer direkte udskrevet fra psykiatrisk hospital eller løsladt fra fængslet uden en funktionel bolig. Vi sender dem på gaden igen, når varmestuen lukker kl. 13.30, velvidende at nogen af dem ikke har et sted at gå hen, før vi åbner igen næste morgen. Gæstfriheden er dog stor hos varmestuens øvrige brugere, som ofte inviterer de hjemløse hjem til sig. En nødløsning, som der desværre sjældent kommer noget godt ud af. Hjemløshed er et komplekst problem, fordi det ikke blot handler om at få en billig bolig. Det er komplekst, fordi man sjældent bare er hjemløs. Ofte er man også plaget af misbrug og stor gæld forårsaget af kviklån, narko og spil. Har man så også en psykiatrisk lidelse, så er det meget svært at få hverdagen til at fungere. Får man endelig en bolig, varer det ikke længe, før man ender på gaden igen. Som hjemløs er man truet på sin eksistens, og det er en ond cirkel, der starter. Man er i ekstrem fare for at blive involveret i vold, kriminalitet, afpresning og prostitution, og gentagne gange møder de hjemløse op på varmestuen og har mistet alt, og varmestuens medarbejdere må hjælpe dem med at få bragt orden i kaos igen. Mange af varmestuens brugere har fået gentagne tilbud om bolig og misbrugsbehandling i løbet af deres liv, men det har ikke fungeret. De passer ikke ind nogen steder, og misbruget fortsætter. Derfor bør der bl.a. være flere "skæve boliger" med en social vicevært tilknyttet, hvor de kan bo og leve i fred og have deres misbrug uden at genere nogen naboer. Desuden bør der være en fokuseret og forebyggende hjemløseindsats, hvor alle kommunens instanser og samarbejdspartnere arbejder sammen om konkrete løsninger for den enkelte hjemløse.

Annonce