Annonce
Østjylland

De nære ting tæller, når livets konto skal gøres op

Merete Meier har sit eget farveunivers præget af den norske natur. Foto: Hans Petersen
Merete Meier åbnede sit lille galleri i Aarhus, da coronaen kom, men hun leverer også sine malerier til København, Paris og Oslo. Og i fritiden ror hun i kajak.
Annonce

AARHUS: Hun stod i Europas største lufthavn i Frankfurt. Det myldrede omkring hende, ikke mindst af mænd med mapper. Hvad laver jeg her? spurgte hun sig selv.

Det er 21 år siden nu. Merete Meier var eksportchef i HTH Køkkener og bestandig ude at rejse.

Lige dér gik det op for hende, at det ikke blev ved med at gå. Hun havde ikke tid til at gøre de ting, hun helst ville.

Kort efter sagde hun jobbet op og tog et halvt år på kunsthøjskole. Det var det, hun ville, lave kunst.

- Alle venner og bekendte kiggede på mig som om, jeg var tosset. Jeg havde et godt job og var i fuld vigør, forklarer Mette Meier.

Annonce

Katastrofetanker

30 år var hun, og da kurset var overstået, begyndte hun på kunsten. Hun ville leve af den. Men kom i tvivl.

- Alle katastrofetanker væltede op i mig. Hvad kunne der ikke ske, så jeg ikke kunne arbejde. Det var som om, det ikke var tilladt at træde ud af møllen... siger hun.

Hun gik tilbage til jobbet. Blev leder af HTH Kjøkken A/S i Oslo. Lige indtil tre værker, hun havde lavet, faldt hende i øjnene.

Merete Meier i galleriet i Thorvaldsensgade. Foto: Hans Petersen

- Enten er de vildt gode eller også er de elendige, tænkte hun og ville have det prøvet af. Hun kom med i en udstilling i et lokalt storcenter, solgte alt og sagde til sig selv:

- Jeg tør ikke, men jeg gør det alligevel. Hun sagde op igen.

Da var der gået tre år med jobbet i Oslo.

Annonce

Enkeltbillet til Bali

Nu handlede det om kunsten, og det gik. Hun overlevede, ville noget andet og flyttede til Aarhus i 2011, boede her i nogle år, flyttede til København, men kun for at vende tilbage  til Aarhus.

- Jeg købte en enkeltbillet til Bali i 2018, og efter en tre måneders rejse ud i verden vendte jeg tilbage til Aarhus, fordi det er min by. Den har det, København også har, men folk her er venligere, siger hun, mens vi sidder i hendes galleri og butik i Thorvaldsensgade 15.

"Waiting for the World to Change" hedder billedet her, malet under coronalukningen. Det er solgt til Norge og nu på vej. Foto: Hans Petersen

Der rykkede hun ind midt i februar i år, lige før coronaen bremsede alt.

- Jeg ville teste i seks-ti måneder, om det har sin gang på jord. Men jeg har ikke engang kunnet holde åbningsreception på grund af coronaen, siger hun  ærgerlig.

Annonce

"Jeg byder på mig selv"

- Her har folk en mulighed for at opdage én, uden de behøver holde sig tilbage fra at gå ind - sådan som nogle har det med gallerier. Kunst skal være tilgængelig for alle mennesker, og jeg vil gerne tættere på kunderne. Her byder jeg på mig selv, som de siger på norsk. Folk skal kunne se processen, og at jeg har noget på hjerte. De skal også finde ud af, at kunstnere maler på flere billeder på én gang. Man kan ikke bare sådan gøre ét billede færdig, og nogle gange må man "dræbe sine darlings", fordi de ikke lige passer ind i billedet, siger hun og fortsætter:

- Først når der er gået tre dage, uden jeg har rettet på et billede, ved jeg, det er færdig. Det er en slags kvalitetssikring, siger Merete Meier.


Først når der er gået tre dage, uden jeg har rettet på et billede, ved jeg, det er færdig.

Merete Meier


Der er to trin ned til atelieret i Thorvaldsensgade, og ellers ligger det lige ved fortovet, så mange kommer forbi med mulighed for at gå ind.

Ikke kun dér sælger Merete Meier sin billeder. Hun arbejder sammen med gallerier i Paris,  Oslo og København.

- Jeg har faste kunder i både Norge og Danmark, siger hun.

Annonce

Noget godt ved coronatiden

Coronatiden er underlig, synes hun. Men der er også noget godt ved den.

- Vi opdager, hvor meget andre mennesker, relationer, nærhed og kys og kram betyder. Alt det har vi savnet. Men tiden har også givet os en mulighed for at stoppe op og spørge: Hvor er jeg, og går jeg i den rigtige retning? Før var det: jo hurtigere, jo bedre, effektivitet, vækst og øget økonomi, siger hun og understreger kunstens betydning. Den giver os lov til at være mennesker, siger hun og peger på maleriet med titlen "Waiting for the World to Change", lavet under coronalukningen. Det forener det abstrakte med det figurative og illustrerer en drøm. Uden drømme kan intet ske, siger hun, der maler med acrylfarver.

- De tørrer hurtigere end oliefarver. Jeg er utålmodig og maler ovenpå og ovenpå, siger Merete Meier, der både maler abstrakt og naturalistisk og med farver, som kan give minder om hendes norske fortid.

Annonce

Fokus på mennesket

- Mit primære fokus er mennesket, livet, relationer, de nære ting. Vi lever i en ekstremt materialistisk tid med fokus på ydre ting. Det nære er det, der tæller, når "livets konto" skal gøres op, og vi en dag ser tilbage... Jeg elsker at stå op til jobbet hver dag, også fordi det er en nødvendighed at have mulighed for at udtrykke alt det, livet bringer en, siger Merete Meier.

Lige nu, lidt på bagkant af cornalukningen med afstand, afsavn, hudsult, alene og ensomhed,  er mit fokus på alt det, vi ikke kunne i den periode. Det er kærligheden, kys, nærhed, begær, relationer.. og i jo større formater jo bedre.

Hun håber, hun kan beholde galleriet, lave små arrangementer for kunder og virksomheder, artist-talks, invitere andre kunstnere ind til at udstille, holde torsdags-bar og så videre.

- Når jeg ikke arbejder, ror jeg en masse kajak i Marselisborg Kajak Club. Jeg er på vandet tre-fire gange om ugen, og det er helt fantastisk at komme "ud af hovedet, og ned i kroppen"...

Det er den perfekte kombination med mit arbejde, siger hun.

Merete Meier

  • Merete Meier har atelier og værksted i Thorvaldsensgade 15 i Aarhus. Der er fri adgang i åbningstiden.
  • Hun er 51 år og bor privat på Frederiksbjerg.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Arbejde længe, men i eget tempo

Annonce