Annonce
Østjylland

De fleste butikker har lukket: - Det er ret uhyggeligt, det der foregår nu

Hjælpepakker eller ej, butikkerne er på røven, lyder det bramfrit fra Iben Leth fra Carroll og Carmen i Latinerkvarteret. Foto: Flemming Krogh
Rapport fra en branche i knæ: "Lukket på grund af covid-19", står der på de fleste butiksfacader. Kun få butikker holder åbent - og de har ingen kunder.
Annonce

ØSTJYLLAND: Halvt så stor som Vestre Kirkegaard, men dobbelt så død.

Den betegnelse passer i øjeblikket på Aarhus' normalt populære butikskvarter, Latinerkvarteret.

De brostensbelagte, smalle gader ligger øde hen. Kun ganske få butikker har åbent.

Situationen er lige så slem på Ryesgade og på Strøget: På butiksfacade efter butiksfacade hænger der skilte, der indeholdene ordene "desværre" og "covid-19". Så kan man gætte sig til resten. Der er ingen grund til at tage i døren.

De få butikker, som ikke er fødevarebutikker og som holder åbent, tjener næsten ingenting. Humøret er i bund.

- Du skal ikke skrive noget som helst om det her, før det bliver bedre tider, lyder det frustreret fra en af de handlende.

Kunder? Næh. De fleste butikker i Latinerkvarteret holder lukket, og de øvrige har kun få besøgende. Foto: Flemming Krogh
Annonce

- Ingen kunder i dag

Hos Japan Foto i Ryesgade, som for øjeblikket holder åbent fra klokken 9.30 - 12, mens butikken alligevel modtager varer, vil medindehaver Cenckiz Simsek godt udtale sig.

Men også han hænger lidt med skuffen.

Klokken er 11.50. Det er 10 minutter i lukketid.

- I dag har vi ingen kunder haft. I går havde vi to - de skulle begge have lavet pasbilleder, forklarer han.

Mønstret er det samme hos Carroll & Carmen i Latinerkvarteret.

Klokken er efterhånden blevet 12.30.

- Nej, vi har ingen kunder haft i dag. Ikke en eneste, udtaler Iben Leth, medejer af butikken.

Hun er glad for statens hjælpepakker, men jubelskrig kommer hun ikke med.

Hende vender vi tilbage til.

Strøgforeningens formand, Claus Broberg, ved alt om, at der ikke er gang i butikkernes kasseapparater.

- Rigtig mange butikker på Strøget holder lukket, og det er der to årsager til: Den ene er, at butikspersonalet enten er bange for at smitte andre eller selv blive smittet. Den anden er, at der i øjeblikket er en meget begrænset omsætning, siger han.

- De to ting smelter nok lidt sammen. Mange tænker: "Hvorfor stå her og udsætte sig for fare, når der alligevel næsten ingen kunder er. Så kan jeg lige så godt lukke".

Annonce

- Usikkerheden vil brede sig

Strøgforeningen anbefaler ikke medlemmerne at holde åbent. Eller for den sags skyld lukket.

- Der er nok, der i øjeblikket giver anbefalinger, og jeg vil simpelthen ikke hæve mig selv op og skrive rundt til medlemmerne, at nu skal de vise flaget og holde åbent, så vi kan få liv og glade dage på Strøget. Det kan jeg simpelthen ikke i den nuværende situation, siger Claus Broberg og fortsætter:

- Vi vil hellere lade folks sunde fornuft råde. Hvis folk er bange for selv at blive smittet eller smitte andre, må de holde lukket. Og det samme, hvis der ikke er økonomi i at holde åbent. Sådan må det være.

Vil det her betyde butiksdød?

- Det er klart, at butikkerne har det hårdt lige nu, og at krisen koster dem mange penge. Men jeg er faktisk mest bekymret for den betydning, krisen kan få på lidt længere sigt, siger Claus Broberg.

På længere sigt hjælper regeringens hjælpeforanstaltninger nemlig sandsynligvis ikke meget.

- Under sådan en krise her ændrer forbrugerne adfærd. Det er i hvert fald, hvad detailhandelseksperter har udtalt. Alle familier vil kende nogle, der har mistet deres arbejde, og usikkerheden vil brede sig. Det er, hvad man kan frygte. Resultatet kan meget vel blive, at mange forbrugere holder sig lidt tilbage den kommende tid.

På den måde er det ifølge Claus Broberg nogle meget usikre år, detailhandelen går i møde.

- Det er ret uhyggeligt, det der foregår nu. I høj gad også for butikkerne, siger Claus Broberg.

Onsdag blev en dag uden kunder i Japan Foto. Det er årsagen til, at medindehaver Cengiz Simsek ser lidt mellemfornøjet ud. Foto: Flemming Krogh
Annonce

- Folk er på røven

Heller ikke Aarhus City Forening vil råde butikkerne til at holdet åbent eller lukket i den nuværende situation.

- Det kan vi ikke i den her situation. Det er helt op til den enkelte forretningsdrivende at følge myndighedernes henvisninger, siger direktøren for Aarhus City Forening, Claus Bech.

Han har en bøn.

- Støt det lokale erhvervsliv. Byens butikker har virkelig brug for en håndsrækning. Og vil man handle på nettet, kan man måske finde en lokal forretning, som er konkurrencedygtig. Så placer ordren der, lyder bønnen fra Claus Bech.

Og så vender vi lige for en kort stund tilbage til Iben Leth fra butikken Carrol og Carmen i Latinerkvarteret.

Hun er sådan set glad for, at regeringen står parat med kompensation til nødlidende forretningsdrivende. Men der er bare ingen grund til at råbe hurra, mener hun.

- Nu skal jeg sige det, som det er: Butiksindehaverne er på røven - enten de har åbent eller lukket. Kompensation eller ej.

De kommer til at kunne mærke krisen. I den grad.

_

Her er noget, som sælger godt under corona-krisen: Puslespil. Bog & Ide på Strøget har gang i salget i øjeblikket. Foto: Flemming Krogh
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Hvor blev lyrikken af?

Horsens

Trods påbud og dødsfald: - Jeg har tillid til både personale og ledelse, når jeg taler med avisen

Annonce