Annonce
Østjylland

100 grønne bybiler: Nu kan du leje en el-delebil

Med gode erfaringer i bagagerummet fra Oslo og København er 100 bybiler på delebasis på vej i Aarhus. Direktør Thomas Juul (tv) fra Greenmobility står bag og har allieret sig med direktør Jacob Vittrup fra NRGi i Aarhus. Foto: Flemming Krogh
Elektriske delebiler fra Greenmobility vil skabe mere fleksible transportformer i Aarhus. På en bæredygtig måde.

AARHUS: Hvide, kompakte elbiler vil snart præge bybilledet. Firmaet Greenmobility, som i forvejen har succes med elbiler på delebasis i København og Oslo, bringer 100 elektriske bybiler til byen. I tæt samarbejde med NRGi i Aarhus.

Hensigten er, at alle århusianere får adgang til nem, fleksibel og bæredygtig transport, som udover at kunne gøre hverdagen lettere for byens borgere, også kan være med til at skabe et bedre miljø.

- Hvis vi skal nå et mål om at reducere CO2-udledningen med 70 procent inden 2030, vil de nye elbiler kunne bidrage til det, mener direktør for NRGi, Jacob Vittrup, som fredag var med til at præsentere de små men ganske rummelige bybiler i Musikhuset sammen med direktør for Greenmobility, Thomas Juul.

Man behøver ingen nøgle for at starte en bybil. Med en app på sin smartphone og et kørekort er man i stand til at begive sig rundt i byen i en af elbilerne.

- Bybilerne fungerer som selvbetjente taxaer, som bringer dig hurtigt og miljørigtigt gennem byen. Uden at du behøver bekymre dig om dyr parkering, forsikring og opladning af bilerne, siger Thomas Juul, som selv bor i Valby, en forstad til København og som dagligt selv pendler ind til byen i en af de små elbiler.

Annonce
IT-Konsulent Viggo Pedersen bor på Frederiksbjerg i Aarhus C. Han har allerede bemærket de miljøvenlige delebiler og har hentet en app til sin smartphone, så han snart kan komme ud og prøve en tur i elbilerne. - Jeg har ikke kørt i en ægte elbil før. En tur i en hybridbil, hvor jeg kørte på el, var en god oplevelse. Ligesom at køre i en radiobil, smiler Viggo Pedersen. Foto: Flemming Krogh

Smartphone finder ledig bil

Det koster omkring fire kroner i minuttet at køre i bilerne, som skal afleveres igen indenfor en zone af 50 kvadratkilometer i Aarhus. Enten på en offentlig p-plads med minimum to times parkering eller ved et ’hot-spot’, et sted der er målrettet til bilerne fra Greenmobility. Det findes blandt andet i Bruuns Galleri, ved Molslinien, Z-Huset på Aarhus Ø og ved NRGi i Skejby. Her er også ladestandere, som man kan sætte bilen til.

Bilerne kan reserveres via en app på forhånd, så man ikke går forgæves. Fra sin smartphone kan man også se, hvor den nærmeste, ledige bil står parkeret.

Ifølge Greenmobility skulle der ikke være problemer med manglende strøm, når man sætter sig ind i en af delebilerne.

- Vi har et system, der følger alle bilerne. Vi kan se, hvilke biler der trænger til opladning, men derfor er det ikke sikkert en bil er fuldt opladet, når man sætter sig ind. Det er dog sjældent et problem, da langt de fleste bruger bilen til korte ture, forklarer Thomas Juul.

Da Aarhus er kendt for at være en studieby, var det oplagt at sætte ind her.

- Mange unge har ikke selv bil. De vil nemt have adgang til en bil på den her måde, forudser Jacob Vittrup, som lokker med en lav selvrisiko, hvis man er kunde hos NRGi.

Normalt vil en skade udløse en selvrisiko på 5.000 kroner. Kunder hos NRGi slipper med 500 kroner.

De små men ganske rummelige. Foto: Flemming Krogh
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce