Annonce
Sport

DBU kigger nærmere på kørepengene i Odder

Peter Lindberg Christensen. Foto: Morten Pape
fodbold - Odder IGF Fodbolds skattesag er taget op af Dansk Boldspil-Union.

Fodboldens Disciplinærinstans, i daglig tale DBU's disciplinærudvalg, henvendte sig til klubben efter omtalen af skattesagen for et par uger siden i Folkebladet.

Ifølge klubbens formand ønsker instansen at se nærmere på, om Odder IFG Fodbold brød Dansk Boldspil-Unions amatørbestemmelser. Bestemmelserne siger blandt andet, at amatørspillere højest må modtage 36.000 kr. om året for at spille fodbold, og at pengene er skattepligtige.

- Vi blev bedt om at aflevere nogle af papirerne, og så skal vi komme med en skriftlig redegørelse, siger Peter Lindberg Christensen, formand for Odder IGF Fodbold.

Han ønsker ikke at uddybe, hvilke papirer disciplinærinstansen har bedt om at kigge nærmere på.

Odder IGF Fodbold skal ifølge Peter Lindberg Christensen i løbet af februar aflevere papirerne og redegørelsen til disciplinærinstansen. Han ved ikke, hvornår instansen træffer sin afgørelse, og han ønsker ikke at gætte på, hvordan sagen ender.
- Jeg håber, at der kommer en afgørelse hurtigst muligt, for det er en sag, vi meget gerne vil have overstået. Skattesagen har kørt i tre år og slidt hårdt på mange mennesker i klubben, siger Peter Lindberg Christensen.

Skat fandt fejl

Sagen mellem Odder IGF Fodbold og Skat handler om, at klubben i perioden 2013 til 2016 i strid med reglerne udbetalte skattefri kørepenge til spillerne på førsteholdet, når de kørte til og fra træning og kamp.

Amatørfodboldspillere må kun modtage skattefri kørepenge, når de transporterer andre spillere til og fra kampe og stævner.

I alt må Odder IGF Fodbold af med ca. én mio. kr. til Skat. Ca. 150.000 kr. stammer fra en momssag, og en del af ekstrabetalingen skyldes, at Skat fandt fejl i klubbens skaffefrie betalinger til ungdomstrænere og andre ledere.

Ekstraregningen endte hos klubben, fordi den valgte at betale skatten for de involverede, da fejlen ifølge formanden lå hos klubben.

Kan komme i klemme

Det er betalingen af den skat, som kan bringe klubben i klemme hos Fodboldens Disciplinærinstans.

Når instansen kigger på, om spillerne overtrådte amatørbestemmelserne, placeres den skat, klubben betalte, oveni det beløb, spillerne fik fra klubben.

Dermed risikerer Odder IGF Fodbold og spillerne, at den årlige betaling kommer over de 36.000 kr., som ifølge reglerne er det maksimale beløb, en amatørspiller må få.

Skattesagen er ikke endeligt afsluttet. Peter Lindberg Christensen forventer, at det sker i løbet af februar. Han forventer ikke, at det ændrer ved, at den samlede regning ligger i omegnen af én mio. kr.
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce