Annonce
Horsens

Dansk Folkeparti vil holde udvalgsformand i ørerne: Venstre smykker sig med lånte fjer

Dansk Folkepartis medlem af plan- og miljøudvalget Michael Nedersøe mener ikke, at formanden for udvalget Martin Ravn udlægger teksten efter udvalgsmøderne korrekt. Derfor mener han, at der skal flere politikere med, når udvalgsformanden mødes med pressen. Arkivfoto: Morten Pape
Samarbejdet i plan- og miljøudvalget er ikke godt, mener Michael Nedersøe (DF). Han foreslår, at der skal deltage flere udvalgsmedlemmer i pressebriefingen efter møderne.

Horsens: Det er problematisk, at det er udvalgsformand Martin Ravn (V), der på møder med pressen efter møderne i plan- og miljøudvalget orienterer journalister om, hvad udvalget har besluttet.

Det mener Dansk Folkepartis medlem af udvalget, Michael Nedersøe, der derfor på det seneste udvalgsmøde stillede forslag om, at også udvalgets næstformand eller et andet udvalgsmedlem deltager i mødet med pressen efter udvalgsmøderne.

Pressemøder efter udvalgsmøder

Horsens Folkeblad har en aftale med Horsens Kommune om at tale med udvalgsformændene for de seks faste politiske udvalg dagen efter udvalgsmøderne. På møderne gennemgår udvalgsformændene dagsordenen og fortæller, hvilke ting udvalgene har besluttet. Formændene oplyser også om eventuelle uenigheder om beslutningerne i udvalget.

Efter nogle af udvalgsmøderne deltager også direktøren for de enkelte områder. Det gælder bl.a. efter plan- og miljøudvalgsmøderne, møderne i børn- og uddannelsesudvalget, møderne i beskæftigelses- og integrationsudvalget og møderne i økonomi- og erhvervsudvalget.

Efter møderne med udvalgsformændene kontakter journalisterne de kilder - både politikere og andre relevante personer - som de mener, er nødvendige for at belyse historien.

Direktør for teknik og miljø i Horsens Kommune, Charlotte Lyrskov, oplyser, at der ikke er noget juridisk og formelt i aftalen med Horsens Folkeblad.

- Vi har besluttet at stille os politisk og administrativt til rådighed for pressen efter udvalgsmøderne, men det er ikke noget, der er skrevet ind i styrelsesvedtægten, og det er derfor heller ikke skrevet ned, hvem eller hvor mange der deltager i møderne, oplyser hun.

Baggrunden for forslaget er en stor frustration hos Michael Nedersøe.

- Jeg har flere gange oplevet, at Venstre - og især Martin Ravn - har smykket sig med lånte fjer, når det kommer til ting, vi har vedtaget i enten udvalget eller i byrådet. Jeg synes ikke, det er rimeligt, at Venstre får det til at fremstå, som om de har sørget for, at forskellige ting bliver gennemført. Når Venstre i to år i streg har stået uden for budgettet, mener jeg, det er ret og rimeligt, at der også er repræsentanter for forligspartierne til stede, når pressen skal orienteres efter udvalgsmøderne, siger Michael Nedersøe - og fremhæver bl.a. et eksempel, hvor han mener, Martin Ravn forsøger at give Venstre æren for at have fået sat arbejdet med en kommunal arkitekturpolitik på dagsordenen.


For min skyld må alle komme med til møderne med pressen. Det gør mig ikke noget. Jeg vil stadig udlægge teksten som formand for udvalget, og så vil jeg - som altid - henvise til, at journalisterne også taler med de andre politikere.

Martin Ravn (V), formand for plan- og miljøudvalget


Nedersøe mener, at det forslag kommer fra Dansk Folkeparti i forbindelse med et budgetforlig, som Venstre står udenfor.

- Har du mistillid til Martin Ravn?

- Nej. Men det handler om, at jeg flere gange har oplevet ting, jeg ikke synes, er i orden. Hvis Martin Ravn tror, jeg har mistillid til ham, så må han se indad og overveje, om der er ting, han kan rette op på, mener Michael Nedersøe.

Annonce

- Rystet over tonen

Martin Ravn er overrasket og ærgerlig over sagen.

- For min skyld må alle komme med til møderne med pressen. Det gør mig ikke noget. Jeg vil stadig udlægge teksten som formand for udvalget, og så vil jeg - som altid - henvise til, at journalisterne også taler med de andre politikere, siger han.

Martin Ravn hæfter sig ved, at Michael Nedersøe fremhæver netop artiklen, hvor Martin Ravn udtaler sig om arkitekturpolitikken.

- Han fremfører ting, der ikke har noget med plan- og miljøudvalget at gøre, og det, synes jeg, er problematisk. Det er en fuldstændig forkert baggrund at trække det her forslag frem på, og jeg må faktisk sige, at jeg er rystet over tonen i den her sag, siger udvalgsformanden.

Han påpeger, at han mener, det er faktuelt forkert, når Michael Nedersøe siger, at ønsket om en arkitekturpolitik kommer fra DF i forbindelse med det seneste kommunale budget.

- Det blev besluttet allerede i budgettet i 2018, da Venstre var med i budgettet, påpeger Martin Ravn.

Formanden for plan- og miljøudvalget Martin Ravn (V) siger, han er ærgerlig over, at et udvalgsmedlem mener, han smykker sig med lånte fjer. Arkivfoto: Morten Pape
Annonce

- Stiller mig gerne til rådighed

Det er socialdemokraternes Niels Peter Bøgballe, der er næstformand i plan- og miljøudvalget.

Han siger til Horsens Folkeblad, at han gerne "stiller sig til rådighed".

- Det understregede jeg også flere gange på mødet forleden. Men jeg synes, vi skal prøve at finde ud af, hvor udfordringerne i samarbejdet kommer fra. Og så skal vi have det løst. Vi skal have ro i udvalget, og hvis det kan give ro, at jeg deltager i møderne med pressen i en periode, så gør jeg gerne det, siger han, der dog understreger, at ønsket om, at han skulle deltage i orienteringsmøderne, ikke kommer fra ham.

- Vi kan ikke bestemme, hvem pressen taler med, og det har jeg heller ikke behov for. Jeg fører ikke en liste over samtlige artikler, der bliver skrevet efter udvalgsmøder. Men mit indtryk er, at sagerne bliver fremlagt loyalt, siger han, der erkender, at samarbejdet i plan- og miljøudvalget for tiden er kørt lidt af sporet. Det har dog - ifølge Niels Peter Bøgballe - andre årsager.

- For mig at se handler det nærmere om, at det kan være svært at samarbejde med Venstre, som jeg mener, er vendt på en tallerken i flere sager. Men det er en anden snak, siger Niels Peter Bøgballe.

Sagen om, hvorvidt flere skal deltage i orienteringsmøderne efter udvalgsmøderne, kom aldrig til afstemning i plan- og miljøudvalget.

Venstre bad nemlig om at få sagen taget op i byrådet i stedet, og det skal nu afklares, om partiet kan få lov til det, oplyser teknisk direktør Charlotte Lyrskov, Horsens Kommune.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Coronavirus

Live: Selvtest kan åbne for at sende flere elever tilbage i skole

AC Horsens For abonnenter

Askou har skabt et superligahold: AC Horsens' forvandling fuldbyrdet med dramatisk sejr

Annonce